søndag den 1. januar 2012

Lidt for tidligt nytårsmorgen

Så er et nyt år skudt i gang, og jeg er SÅ klar til at tage hul på det. Jeg har altid bedst kunne lide de lige årstal og efter et temmeligt råddent år, lyder tallet 2012 virkelig smukt.

Gemalen og jeg var i byen i går, mens starutten hyggede derhjemme sammen med sin morfar. Det var en skøn, skøn aften, der sluttede lidt tidligere, end jeg havde ventet. Vi var nemlig trætte, så vi tog turen hjem allerede kl. 1.15. (Og det er altså det abslut allertidligste man må forlade et selskab nytårsaften.)

Det var lidt nemmere at gå i byen sammen, dengang man ikke skulle tænke på, hvem der skulle stå op - før man overhovedet var kommet i seng - for at lave havregrød til en meget højlydt lille dame. Jeg skal dog ikke klage, for den kære gemal plejer at være rigtig sød til at lade mig sove. I dag (eller i år?) var det derfor min tur til at stå op kl. 7 til hungrende barn og rødvinskuller i maven. Og regnvejr!

Nytårsforsætterne arbejder jeg på lidt endnu - for sådan et par stykker bør der være for det nye år. Så er det underordnet om de bliver overholdt eller ej. Starutten, der forlængst er blevet godt mæt, har dog allerede demonstreret en ny færdighed: Hun kan nu rejse sig op i højstolen, mens hun med hovedet på skrå vinker og siger hejheeeej til sin mor. Det scorede hun ærlig talt ikke særlig mange point på.

Jeg kunne fortsætte skriveriet længe. Jeg har jo ikke været så flittig på bloggen her i december og har en masse juleindlæg, jeg gerne vil have fyret af. Det løb må dog siges at være kørt nu, hvor et nyt år er startet, så de må gemmes til næste jul. I stedet vil jeg brygge noget kaffe og smide et par boller i ovnen. Hvs jeg ikke tager fejl, skal det nok få gemalen ud af fjerene.

Og så kan jeg passende overtage de varme dyner.

Godt nytår!

2 kommentarer:

  1. Boller i ovnen og noget varmt at drikke havde også fået mig ud af sengen!!
    Glæder mig til at høre dit nytårsforsæt!

    SvarSlet
  2. Ja, det virkede også ret godt - så godt at han mente at det burde være mit nytårsforsæt at sørge for den forlejning hver søndag morgen.

    SvarSlet