søndag den 22. januar 2012

3 lamper og et gulvtæppe

Det er hvad starutten har smadret i løbet af sine første 14 måneder som menneske. Altså af store ting.

Tre glaslamper har mistet livet. T.R.E! Hver gang er hun heldigvis sluppet fra det uden bare den mindste forskrækkelse. Og hver gang har jeg følt mig som den mest usle og uduelige mor i hele verden. Første gang kunne det tilskrives et uheld, anden gang var ingen undskyldninger gode nok og tredje gang blev jeg helt ulykkelig. Barnet tog det dog med ophøjet indifference.

Det var på det tidspunkt, at jeg besluttede at blive den forælder, jeg gerne vil være. Det går bare ikke særlig godt. Det går faktisk slet ikke særlig godt. Overhovedet.

Flankeret af både far og mor fik den lille starut tidligere i dag fat i kaffekanden. Kæmpe plet, salt og kartoffelmel, grædende barn, koldt vand, utrolige mængder dårlig samvittighed, ked-af-det-hed og masser af skyldfølelse. Og så gider jeg ikke at skrive mere om den sag. For jeg er stadig ked af det. Også  selvom der ikke skete noget alvorligt.

Jeg vil blot meddele, at vi nu har ferie, og at vi har travlt. Vi skal se på huse, kramme starutten og lære at være gode forældre med hjem uden ledninger, varme drikke og lange reaktionstider. Jeg ved ikke, hvor meget aktivitet, der bliver her på bloggen, men jeg håber i hvert fald, at der er materiale til et indlæg om, hvor god en mor, jeg forhåbentlig også kan være.

3 kommentarer:

  1. Åh føler virkelig med dig!
    Her lærte Trolden at rulle fra ryg til mave og fra sofa til stuegulv på een gang, og jeg sad lige ved siden af og læste i en bog.
    Sidenhen var hun ved at lære at kravle på trapper mens jeg spiste aftensmad og jeg tænkte, at hun vel nok kunne klare sig selv et øjeblik. Lyden af hendes krop mod trappens trin, det uhyggelige klask og de forfærdelige to sekunders stilhed inden det store skrig sidder ætset i min bevidsthed. I virkeligheden tror jeg, at vi forældre kommer langt mere til skade-agtigt ved den slags episoder end vores børn.

    SvarSlet
  2. Hvor herligt at skulle se på hus!! Håber I finder et..
    kh en mor som har TABT sit barn.. eller det vil sige han rullede ned af puslebordet. SPØRG lige om det trykker på en "dårlig mor" knap.. Han overlevede - muligvis uden mén..
    Kh
    Kong Mor - men jeg må ikke kommentere som mig.. Det er SÅ træls..

    SvarSlet
  3. Åhh, det er altså lidt en trøst at høre andres historier, og mon ikke at det oftest gør mest ondt på den voksne?

    I øvrigt har jeg en helt fantastisk svigerlæge, der engang spurgte mig, om jeg nogen sinde havde hørt om et barn, der havde taget skade af et fald fra puslebordet. Det havde han nemlig ikke, selvom han havde hørt om nok så mange styrt. Det var ret betryggende at få at vide.

    SvarSlet