Vivian, my name is Vivian

I går holdt jeg for første gang fridag fra starutten. Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at sige, at man har fri, når man er uden barn (eller kæreste), men når man samtidig omtaler barslen som et slags job, ja så er det vel en fridag, når man siger farveller og skrider ud i den store vide verden uden baby og barnevogn.

Jeg havde en plan for dagen. Til mine forældres store forargelse havde jeg nemlig for længe siden booket en tid hos en personlig shopper i magasin. (De blev lidt mindre forargede, da jeg fortalte, at det er en gratis service.) Kl. 8.30 drog jeg derfor mod city, hvor der lige var tid til kaffe, croissant og avislæsning på en café, før jeg gav mig i kast med den mest intensive tøjprøvning nogensinde, total pretty woman style. Og det var guld værd. Eller rettere: Det var lige præcis 8397,50 kroner værd.

Shoppedamen kom slæbende med et stort stativ fyldt med det mest rædselsfulde tøj, jeg nogensinde har set. Næsten alt var pudderfarvet eller lysegråt, overdelene var oversize, bukserne skinny, og der var ikke meget, jeg selv villle have hevet ned fra bøjlerne.

Lad mig sige det direkte. De der shoppedamer kan altså noget. Det eneste jeg valgte fra i første omgang, var lige præcis de ting, jeg selv ville have fundet frem til. Pænt var det da. Selvom jeg ikke har forstand på mode, er det jo ikke sådan, at jeg går grimt klædt. Det var bare lidt kedeligt og tamt i forhold til alt det andet. Jeg kunne have brugt en formue derinde, men formåede heldigvis at begrænse mig til bl.a. en frakke, der ville gøre Bamses Luna grøn af misundelse, et bælte og et par bukser, der sammen får mine ben til at vokse 30 cm, et par sorte pumps man kan danse i hele natten og tre lækre toppe, der desværre kræver, at jeg også snart for købt et par af de lækre undertrøjer til 350 kroner. (En god undskyldnig for at tage et smut derind igen og købe noget af det, jeg ikke mente at have råd til.)


Det var dyrt, ja, det var. Jeg fik gjort et par gode kup, men jeg blev altså også revet lidt med af stemningen. Jeg gav f.eks 500 kr. for en bomuldstop, der mest var en ... bomuldstop (sat ned fra 899 kr), og både et par af bukserne og nederdelen kostede lige så meget som frakken. Så var det vist også betalt. Villle jeg gøre det igen? Jeps! Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at købe tøj mere, og har faktisk ikke shoppet til mig selv, siden jeg blev gravid. Det her er helt sikkert the way to do it, og nu har jeg da lidt erfaring til næste gang.

Efter oplevelsen i magasin var det meningen, at jeg skulle ned i de små, frække gader med de skønneste forretninger, men øhm, for 8297,50 kr tøj vejer altså ret meget - også selv om det kun drejede sig om 12 enkeltdele (blame it on den gigantiske luna-frakke.) De tårnhøje hæle, jeg i dagens anledning havde iført mig, gjorde heller ikke sagen meget bedre. Når man sådan har fået tildelt en fridag (eller vredet armen om på gemalen for at han skulle tage en omsorgsdag), ville det dog være lidt an fiasko at komme alt for tidligt hjem. Derfor slog jeg mig igen ned på en café med kaffe, foccacia, flødebolle og Michael Laudrups tænder , smed skoene, vrikkede lidt med tæerne g beundrede mine gigantiske indkøbsposer.

Efter 5 timers udflugt var jeg hjemme igen hos en træt kæreste og en fuldstændig balstyrisk baby, der havde savnet sin mor rigtig meget og henrykt hoppede op og ned på min arm den næste times tid.

Det var altså dejligt at være savnet.

Edit: En kommentar senere og så glemte jeg alligevel billedet, men her er det så. Den ser måske ikke ud af så meget, men jeg siger jer, den frakke vil være en drøm for både firlingegravide og butikstyve.