En meget målrettet og lettere ubegavet baby

Er det meget usundt at prøve at fastholde sin datter i hendes udvikling? Hun er bare SÅ skøn lige nu, og jeg har absolut ikke noget behov for at det ændres. Hun er skøn, skøn, skøn. Man siger godt nok, at det er omkring 6-månedersalderen, at mødre igen bliver lidt småskrukke. Det gjorde jeg bestemt ikke. Jeg overvejede om ikke det snart var tid til vuggestue.

8 måneder derimod - Det er godt nok en skøn alder.

Som mange andre mødre, har jeg også søgt trøst i "Vidunderlige uger", når ungen har været umulig, og jeg har mange gange messet "Det er bare fordi hun udvikler sig, det er bare fordi hun udvikler sig, det er..." Af og til har jeg haft hende mistænkt for også at have læst bogen, for stod der "omklamrende periode", blev hun straks forvandlet til en lille burre, og i de lyse perioder har hun haft alt for travlt med at charmere alt og alle til overhovedet at bekymre sig om min tilstedeværelse. Den bog har simpelthen været min bibel og min trøst, og da jeg ikke længere kunne følge med i hendes alder opgjort i uger, tilmeldte jeg mig forlagets mailservice, så jeg kunne blive mindet om springene.

Jeg fik den første mail for et par uger siden, og så med gru frem til op til 6 ugers (6 ugers!) omklamrende periode og en massiv seperationsangst. Men altså, min lille starut har åbenbart også opgivet det der ugetælleri. I hvert fald følger hun ikke længere bogen.

Hun er SÅ glad. Hun ligner en, der er lam fra navlen og ned, når hun trækker sig hen over gulvet for at få fat i en ledning eller en tom øldåse, og jeg spurter efter for at undgå for mange ulykker (for ikke at tale om øldunstende baby).  Mage til målrettethed skal man lede længe efter. Hun smiler bredt og hopper op og ned, når hun ser mig, og drager derpå videre ud i den store, vidde stue på jagt efter nye ulykker. Når hun skal sove, skal hun bare have sutten og Petit Lapin, og så kan hun sagtens hygge sig lidt i buret, inden søvnen tager over. Hun er SÅ nem og SÅ kær. (Gå væk hybris, gå væk).


Hun er dog også lettere ubegavet, men det er nu meget sødt. I går aftes var vi f.eks. til middag hos et par venner, og da det bliver sengetid for starutten, puttede jeg hende i et hjørne på en ekstra dyne. Og barnet blev liggende! Hun var ikke helt enig i, at hun skulle sove, men hun blev liggende. I tyve minutter! Først da gik det op for hende, at hun faktisk var i stand til at møve sig væk. Det gjorde hun så. Eller det vil sige; hun vendte sig rundt på maven og smilede kækt til mig og ligenede en, der var parat til ballade. Så blev hun pludseligt ramt af en massiv træthed og måtte overgive sig til Ole Lukøje. Og jeg havde en dejlig, fredfyldt aften.

Forrige weekend blev hun passet for første gang, og det gik eddemame godt. Over alt forventning. Præmiebabyen blev hentet ved festen kl. 17. Hjemme i lejligheden fik hun lidt mad, legede lidt med en bold og fik sig en god nattesøvn fra kl. 19.30-7.00. Hun skreg kun en enkelt gang, og det var fordi Petit Lapin ikke var kommet med i seng. Sådan en knap 8-måneders baby er altså bare skønno! (Og så glemmer vi lige, at hun egentlig gerne måtte have været bare lidt trist over at undvære sin mor en hel aften. Lidt savnet vil man jo gerne være.)