Mit liv på et stuegulv

Når man flytter ind i topmoderne, nybygget lejlighedskompleks, bliver manglen på charme totalt overskygget af glæden over, at alting fungerer. Bye bye gennemrustede rør, utætte vinduer, splinter i gulvbrædder, fugtige kælder, stejle bagtrappe..

Ingen fugtig kælder, sagde jeg! Det er da vel ikke for meget forlangt.

Efter en weekend på farten var det lige det vi kom hjem til i går aftes. Nogen ville endda kalde den våd. Nogle andre ville flotte sig og bruge ordet oversvømmet. Det var sgu aldrig sket i vores gamle bygning fra 1800-et-eller-andet. Der var højst lidt fugtigt.

Ting der har taget skade:

1) Den sindsygt dyre tillægsplade til vores spisebord. Den har kun været brugt én gang, og det var som målskive for staruttens langskidning. Den overlevede heldigvis sopperiet med et par bobler i lakken.

2) Mine rammer. Både den gamle antikke, og mine to yndlings, som gemalen hader og som jeg havde gemt til jeg en dag får mit eget hjørne.

3) Kassen med mit liv. Gemalen og jeg har hver en flyttekasse til de ting, der absolut ikke rager nogen andre. Næsten alt i kælderen er pænt placeret på reoler, men flyttekasserne stod stablet ved siden af. Med min i bunden. Ikke den med dvd-covers, ikke den med jumbobøger, ikke en af dem med ledninger (sådan nogen må man ALDRIG skille sig af med. Det siger gemalen),  men min kasse. Kassen med gamle dagbøger, kærestebreve, første fødselsdagskort, sportsmedaljer og billeder  fra min barndom og frem til 2005.

Nu ser lejligheden sådan her ud:

Alle brevene og kortene er vist tabt for altid, men billederne ser da heldigvis ud til at klare svømmeturen. Så må vi se, om de også klarer starutten, som synes, at de er majet spændende og som kan bevæge sig fra fotofrit køkkenområde til fotofyldt stuegulv på et spiltsekund.