tirsdag den 26. juli 2011

Kom sol og gaver

Ulempen ved at have fødselsdag er, at man skal så forbandet tidligt op, fordi man jo skal spise morgenmad sammen, selvom gemalen skal møde kl. 7.30.

Fordelene er:

- at man får gaver:



- at nogen laver morgenmad til en:



- og at selvom morgenmaden på grund af det tidlige tidspunkt var lidt kedelig af en fødselsdagsmorgenmad at være, at den så alligevel ikke var så kedelig, som den der blev serveret for husstandens yngste beboer:

Hun var dog jævnt tilfreds, og meget ivrig efter at tømme skålen.

- og at der i søndags blev taget forskud på dagen med en hyggelige brunch med familien:


Der var også pandekager med jordbærsalsa, bagte tomater, stikkelsbærmarmelade og andre gode sager. Mums! Og familie naturligvis, men de skal ikke flashes her.


- at man får masser af sms'er og opkald hele dagen (den foreløbigt eneste sms er dog fra Telmore, der gerne vil have penge.)

- at man ikke skal lave mad.

- at babyen er i godt humør hele dagen (pleeeeease).

Og!

- at solen skinner fra en skyfri himmel. Ligesom alle de andre år. For det gør den. Bare vent!

Og skulle det mod alt forventning ikke klare op i løbet af de næste par timer, ja så er det i hvert fald ikke min skyld, for jeg har været så sød og artig som aldrig før.

Jeg har født et barn, jeg har bisat min mor, jeg har givet store julegaver og ryddet op i kælderen, og så har jeg kun været en lille smule snaldret en eneste gang. Uden at danse på bordene.

Hvis vejret alligevel fejler og bliver gråt, trist og vådt, må det være fordi jeg deler fødselsdag med en meget slem person. Blame it on Mick Jagger, Helen Mirren, Kevin Spacey eller Sandra Bullock, siger jeg bare. Det var ikke mig. Det var helt sikkert ikke mig.

(Når nu jeg tænker over det, er det helt sikkert Sandra Bullock. Der må helt bestemt være noget meget grimt under hendes pæne, velpolerede, botoxfyldte ydre.)


6 kommentarer:

  1. OG man får også lykønskninger på bloggen! Stort tillykke med dagen, som selvfølgelig (også iflg. DMI, faktisk) bliver tør. Måske ikke helt skyfri, men man kan jo ikke forvente mirakler her i en skybruds-tid :-) (Og hvis det mod forventning skulle begynde at regne er jeg helt enig med dig i, at det er Sandra Bullocks' skyld. Er det meste ikke det, når det kommer til stykket?!)

    Håber, du får en dejlig dag, der fortsætter med lige så gode takter som dem, der er blevet udvist her til morgen.

    Hurra!

    SvarSlet
  2. Hvor er du sød. Sikke et godt indlæg, og så rigtig meget til lykke med dagen. Solen har da også skinnet lidt, og kommer sikkert til at skinne lidt mere senere.

    Lidt kedeligt opkald fra Telmore, men mon ikke dine venner og fam. ringer og ønsker til lykke? (Selv i en tid, hvor til lykke-sms´er florerer - og jeg hader det! )

    Alt godt fremover.

    SvarSlet
  3. Her skinner solen! Tillykke med fødselsdagen. Fed taske du har fået :-)

    SvarSlet
  4. Du fik ret, her har solen skinnet hele dagen (der var dog ikke 30 grader som du lovede) vi har hygget i haven, også hele dagen, mange mange tak, det var lige hvad vi trængte til. Stort tillykke. Jeg håber du har haft en skøn fødselsdag og at der også var solskin hos dig :-)

    SvarSlet
  5. Jamen dog - tillykkkkkkkeeeeeee
    Er sikker på du fik en skøn dag!

    SvarSlet
  6. Tak for lykønskningerne!

    Øglemor: Sandra B. har åbenbart også været fast elev i flinkeskolen i år, så lidt sol blev det da til ;-)

    Beam: Opringninger er klart det bedste - og det met sjældne. Facebookhilsner er derimod vældigt populære - og i min optik temmeligt fesne. Men man får mange, og det er der jo også en kvalitet i ;-)

    Birgitte: Den er bare superlækker, og jeg glæder mig til at afprøve den.

    Tanja:Beklager de lidt kølige temperaturer, men dejligt at I nød det gode vejr. Nu går der jo et helt år, før min indre Peter Tanev igen kommer i udbrud.

    Kong Mor: Jeps, jeg havde en dejlig dag. Stille og rolig og bare rigtig hyggelig.

    SvarSlet