Den anden dag, da jeg slog måsen i frisørstolen, var det bare meningen, at jeg skulle have en hurtig klipning. En af den slags hvor håret helst ikke skal blive så meget kortere, men hvor synlige tegn på, at man er mor til en hårdhændet pilfingerbaby gerne skulle forsvinde helt. I hvert fald for den tid det tager, at komme fra salonen og hjem.
Jeg har aldrig fået farvet mit hår. (Altså bortset fra dengang som 14-årig, hvor jeg kastede mig ud i en frisk, rød hennafritz med eddike, der gjorde, at mit hår stank så stygt i en uge, at jeg var på nippet til at klippe det af.) Jeg har heller aldrig haft lyst til at farve håret. Udvoksninger er alt for grimme, og det der med at gå regelmæssigt til frisøren lærer jeg vist aldrig. Ikke desto mindre kom jeg dog hjem med en anden hårfarve, end den der plejer at møde mig i spejlbilledet.
Der skete nemlig følgende (i en lidt forkortet udgave):
Frisør siger: Det kunne også være smart til dig med brunt hår. Altså ikke Mary-brunt men en tone lysere. Eller måske bare et par reflekser.
Mille kigger op fra Se og Hør: Mmm ja, det kunne være, at jeg skulle overveje det.
Frisør: Jamen så henter jeg lige farvekortet, så kan vi se på det, og så kan du jo overveje det. (Pause) Se her, jeg tænkte på noget i den her retning. Brunt hår vil bare klæde dig SÅ godt, men du skal nok vente til efter din ferie, så solen ikke bleger det for meget.
Mille: Jamen jeg har da brunt hår????
Frisør: Neeej, du er mere askeblond.
Og det var så her det slog klik. Askeblond? Altså blond er meget godt, men et lidt sært mærkat til en som ikke er lyshåret, og ASKE. Det er sgu da ikke en hårfarve, men sådan noget gråt og trist noget, der ligger tilbage efter bål og brand. Aske er gråt og fandenfisemig, om jeg vil være askeblond og dermed gråhåret.
Derfor:
Mille: Hvad øhm, det skulle vel ikke være sådan, at du har lidt tid nu?
Frisør: Jo jo, hvis du selv kan føntørre det bagefter, så kan vi da godt lige fikse det.
Og sådan gik det til, at jeg sendte en advarselssms til gemalen om, at jeg 1) kom hjem en time senere. 2) muligvis ville ligne en lidt lysere udgave af Mary oven på hovedet. 3) måske ville for brug for at græde lidt.
Jeg græd dog ikke, for det ser faktisk meget godt ud. Anderledes og mærkeligt men pænt. Tårene skal dog nok komme, når mit tidligere så kære og nu så uvelkomne askefarvede hår bryder frem som meget uklædelige udvoksninger, og jeg igen har glemt alt om tidsbetilling hos frisøren.
lørdag den 30. juli 2011
torsdag den 28. juli 2011
Wuhuu, så er det 30 næste gang!
Nå men nu er jeg så 29 år, og må hellere få rettet det i min præsentation i højre side, så jeg ikke bilder nogen ind, at jeg er et år yngre. Det var ellers okay at være 28 år. Så kunne jeg stadig lade som om jeg var midt i tyverne, selvom det vist var lidt af en tilsnigelse. Når man er 29 år, er man definitivt sidst i tyverne, og det lyder ærlig talt lidt gammelt. I hvert fald når man stadig føler sig som en på 19, der lige er flyttet hjemmefra, og skal til at blive voksen.
Det bedste ved at blive 29 år er, at der nu kun er et år til jeg bliver 30. For det er altså noget, jeg glæder mig til. Så skal jeg nemlig holde stor fest. Det gør man jo ikke, når man bliver 29. (I hvert fald ikke, hvis man lader som om, at man er voksen med baby, fast arbejde og bil. Hvis jeg var single og studerende ville en 29-års fødselsdag være en helt naturlig årsag til et mindre bal. Men det er jeg altså for sat til nu.)
Ved runde fødselsdage skal der gøres status, og det er måske derfor, at jeg ikke frygter de 30 år. Jeg har nemlig alt det man nu skal have. Uddannelse, job, familie, gode venner, forsikringer og cykelhjelm. Det eneste jeg mangler er den store fest. Og jeg glæder mig.
Der er dog en ting, jeg glæder mig væsentligt mindre til, og som indtræder lige præcis den dag, man bliver 30.
Kroppen begynder at forfalde.
Det læste jeg i en artikel for fem år siden, og med den viden i baghovedet skyndte jeg mig ned i det nærmeste fitnesscenter og købte mig et medlemsskab. Hvis min krop skulle forfalde, skulle det i hvert fald være fra et superduper toptunet udgangspunkt. Og jeg siger jer; jeg blev SÅ lækker den sommer!
Siden er det gået op og ned med mit engagement, og det er da ikke hver måned, at medlemskortet har været oppe af pungen. Det er heller ikke hver måned at løbeskoene har været på, og ærlig talt er jeg ved at have lidt travlt, hvis jeg skal nå at blive så lækker, at folk først opdager mit forfald, når jeg runder de 50.
Og det er så nu jeg spørger ud i plenum:
Hvordan bliver man fit og lækker, når ens barsel snart er slut, og man skal passe hjem, barn, fuldtidsjob? Hvordan får man tid til løbeturene, boksetræningen og maverulningerne, når man bruger 75 min hver dag på transport, og ens kæreste i perioder arbejder 50 timer om ugen? Og når man også gerne vil se sine venner? (Og se lidt dårlig fjernsyn med varmepuden i ryggen, kage på tallerkenen og tændstikker i øjnene?)
Det bedste ved at blive 29 år er, at der nu kun er et år til jeg bliver 30. For det er altså noget, jeg glæder mig til. Så skal jeg nemlig holde stor fest. Det gør man jo ikke, når man bliver 29. (I hvert fald ikke, hvis man lader som om, at man er voksen med baby, fast arbejde og bil. Hvis jeg var single og studerende ville en 29-års fødselsdag være en helt naturlig årsag til et mindre bal. Men det er jeg altså for sat til nu.)
Ved runde fødselsdage skal der gøres status, og det er måske derfor, at jeg ikke frygter de 30 år. Jeg har nemlig alt det man nu skal have. Uddannelse, job, familie, gode venner, forsikringer og cykelhjelm. Det eneste jeg mangler er den store fest. Og jeg glæder mig.
Der er dog en ting, jeg glæder mig væsentligt mindre til, og som indtræder lige præcis den dag, man bliver 30.
Kroppen begynder at forfalde.
Det læste jeg i en artikel for fem år siden, og med den viden i baghovedet skyndte jeg mig ned i det nærmeste fitnesscenter og købte mig et medlemsskab. Hvis min krop skulle forfalde, skulle det i hvert fald være fra et superduper toptunet udgangspunkt. Og jeg siger jer; jeg blev SÅ lækker den sommer!
Siden er det gået op og ned med mit engagement, og det er da ikke hver måned, at medlemskortet har været oppe af pungen. Det er heller ikke hver måned at løbeskoene har været på, og ærlig talt er jeg ved at have lidt travlt, hvis jeg skal nå at blive så lækker, at folk først opdager mit forfald, når jeg runder de 50.
Og det er så nu jeg spørger ud i plenum:
Hvordan bliver man fit og lækker, når ens barsel snart er slut, og man skal passe hjem, barn, fuldtidsjob? Hvordan får man tid til løbeturene, boksetræningen og maverulningerne, når man bruger 75 min hver dag på transport, og ens kæreste i perioder arbejder 50 timer om ugen? Og når man også gerne vil se sine venner? (Og se lidt dårlig fjernsyn med varmepuden i ryggen, kage på tallerkenen og tændstikker i øjnene?)
tirsdag den 26. juli 2011
Kom sol og gaver
Ulempen ved at have fødselsdag er, at man skal så forbandet tidligt op, fordi man jo skal spise morgenmad sammen, selvom gemalen skal møde kl. 7.30.
Fordelene er:
- at man får gaver:
- at nogen laver morgenmad til en:
- og at selvom morgenmaden på grund af det tidlige tidspunkt var lidt kedelig af en fødselsdagsmorgenmad at være, at den så alligevel ikke var så kedelig, som den der blev serveret for husstandens yngste beboer:
 |
| Hun var dog jævnt tilfreds, og meget ivrig efter at tømme skålen. |
- og at der i søndags blev taget forskud på dagen med en hyggelige brunch med familien:
 |
| Der var også pandekager med jordbærsalsa, bagte tomater, stikkelsbærmarmelade og andre gode sager. Mums! Og familie naturligvis, men de skal ikke flashes her. |
- at man ikke skal lave mad.
- at babyen er i godt humør hele dagen (pleeeeease).
Og!
- at solen skinner fra en skyfri himmel. Ligesom alle de andre år. For det gør den. Bare vent!
Og skulle det mod alt forventning ikke klare op i løbet af de næste par timer, ja så er det i hvert fald ikke min skyld, for jeg har været så sød og artig som aldrig før.
Jeg har født et barn, jeg har bisat min mor, jeg har givet store julegaver og ryddet op i kælderen, og så har jeg kun været en lille smule snaldret en eneste gang. Uden at danse på bordene.
Hvis vejret alligevel fejler og bliver gråt, trist og vådt, må det være fordi jeg deler fødselsdag med en meget slem person. Blame it on Mick Jagger, Helen Mirren, Kevin Spacey eller Sandra Bullock, siger jeg bare. Det var ikke mig. Det var helt sikkert ikke mig.
(Når nu jeg tænker over det, er det helt sikkert Sandra Bullock. Der må helt bestemt være noget meget grimt under hendes pæne, velpolerede, botoxfyldte ydre.)
mandag den 25. juli 2011
To ting inden computeren lukkes for i dag
1) Der er eddermame mange, der ikke kan stave til det der ø-kloster-bjerg, der nogen gange ligger i Normandiet og andre gange i Bretagne. Lige meget hvordan de end staver det, ender de dog her på bloggen. Det er i hvert fald sket mere end 100 gange de sidste fjorten dage. (Eksempler på stavning: mont saint michelle, mont saint-michel, mont st. mitchell)
2) Glem alt om DMIs prognoser. Vejret i morgen bliver fantastisk. Høj sol, blå himmel og stille brise. Og hvor ved jeg så det fra? Hvis I ikke allerede har gættet det, skal jeg nok fortælle det. Men først i morgen.
2) Glem alt om DMIs prognoser. Vejret i morgen bliver fantastisk. Høj sol, blå himmel og stille brise. Og hvor ved jeg så det fra? Hvis I ikke allerede har gættet det, skal jeg nok fortælle det. Men først i morgen.
What. A. Day.
Det fede ved at have et barn, der kan kravle, er, at hun bedre kan underholde sig selv.
Det mindre fede er, at hun helst underholder sig med anlægget, potteplanten, kogebøgerne. Og toiletbørsten.
Det mindre fede er, at hun helst underholder sig med anlægget, potteplanten, kogebøgerne. Og toiletbørsten.
onsdag den 20. juli 2011
Dumpet
Kun 8 måneder gammel skulle min lille starut dumpe sin første eksamen. Boel-prøven. Hun smilede, rakte ud efter griberen, tog fat i den, pludrede og kiggede sundhedsplejersken i dybt i øjnene. Det var bare ikke helt godt nok. Boel-prøven er nemlig den eneste eksamen i hele verdenen (hvad jeg ved af i hvert fald), hvor man skal have alle rigtige for at bestå. Rimelig skrapt vil jeg mene. Første eksamen ever, og så er det knald eller fald.
Starutten dumpede på klokken og på bjælden. Hun gad ikke at vende sig efter dem, men ville meget hellere charmere den søde dame med de spændende ting. Selvom den søde dame prøvede mange gange, var der ikke gevinst. Det var ikke en leg starutten gad, og helt ærligt så forstår jeg hende godt. Der var jo så mange andre spændende lyde at være opmærksom på. Lidt fuglekvidder, en forbipasserende bil, børn der legede neden for vinduet, en dør, der blev fanget af trækvinden og smækkede og så videre og så videre. Sundhedsplejersken var da heller ikke i tvivl om, at staruttens hørelse fungerer helt fint.
Det var bare ikke godt nok, fordi hun ikke gad at kigge efter de forbandede bjælder og klokker, og derfor kommer hun igen om 14 dage. Det er jo vigtigt at se efter klokker. Det er det jo. Åbenbart.
Jeg tager nu gerne mod endnu et besøg. For så sker her nemlig hele to gode ting. Jeg behøver ikke at tage ud at handle for at finde en at tale med, og min lille starut bliver beundret af en person, der faktisk ved noget om babyer og hvis smiger man derfor kan lytte til helt uden filter. Det er jo slet ikke så tosset.
Nu jeg tænker over det, er der da en eksamen før boelprøven. Apgar-scoren. Den prøve fik den lille starut dog slet ikke lov til at gå op til, fordi hun lige skulle lære at trække vejret. Så den er vel også dumpet. Der blev i hvert fald ikke tilbudt nogen sygeeksamen.
Næste prøve er vist sprogscreeningen, når hun bliver tre år. Lad mig sige det som det er: Træningen er startet. Det er lige ved den prøve, det vender, og starutten brillerer. Det er jeg sikker på. Og hvis ikke er det også okay. Så giver jeg hende bare selv en pris for bedste humør og dejligste smil (og lærer hende at sige skråt op din røvbanan.)
Starutten dumpede på klokken og på bjælden. Hun gad ikke at vende sig efter dem, men ville meget hellere charmere den søde dame med de spændende ting. Selvom den søde dame prøvede mange gange, var der ikke gevinst. Det var ikke en leg starutten gad, og helt ærligt så forstår jeg hende godt. Der var jo så mange andre spændende lyde at være opmærksom på. Lidt fuglekvidder, en forbipasserende bil, børn der legede neden for vinduet, en dør, der blev fanget af trækvinden og smækkede og så videre og så videre. Sundhedsplejersken var da heller ikke i tvivl om, at staruttens hørelse fungerer helt fint.
Det var bare ikke godt nok, fordi hun ikke gad at kigge efter de forbandede bjælder og klokker, og derfor kommer hun igen om 14 dage. Det er jo vigtigt at se efter klokker. Det er det jo. Åbenbart.
Jeg tager nu gerne mod endnu et besøg. For så sker her nemlig hele to gode ting. Jeg behøver ikke at tage ud at handle for at finde en at tale med, og min lille starut bliver beundret af en person, der faktisk ved noget om babyer og hvis smiger man derfor kan lytte til helt uden filter. Det er jo slet ikke så tosset.
Nu jeg tænker over det, er der da en eksamen før boelprøven. Apgar-scoren. Den prøve fik den lille starut dog slet ikke lov til at gå op til, fordi hun lige skulle lære at trække vejret. Så den er vel også dumpet. Der blev i hvert fald ikke tilbudt nogen sygeeksamen.
Næste prøve er vist sprogscreeningen, når hun bliver tre år. Lad mig sige det som det er: Træningen er startet. Det er lige ved den prøve, det vender, og starutten brillerer. Det er jeg sikker på. Og hvis ikke er det også okay. Så giver jeg hende bare selv en pris for bedste humør og dejligste smil (og lærer hende at sige skråt op din røvbanan.)
mandag den 18. juli 2011
En meget målrettet og lettere ubegavet baby
Er det meget usundt at prøve at fastholde sin datter i hendes udvikling? Hun er bare SÅ skøn lige nu, og jeg har absolut ikke noget behov for at det ændres. Hun er skøn, skøn, skøn. Man siger godt nok, at det er omkring 6-månedersalderen, at mødre igen bliver lidt småskrukke. Det gjorde jeg bestemt ikke. Jeg overvejede om ikke det snart var tid til vuggestue.
8 måneder derimod - Det er godt nok en skøn alder.
Som mange andre mødre, har jeg også søgt trøst i "Vidunderlige uger", når ungen har været umulig, og jeg har mange gange messet "Det er bare fordi hun udvikler sig, det er bare fordi hun udvikler sig, det er..." Af og til har jeg haft hende mistænkt for også at have læst bogen, for stod der "omklamrende periode", blev hun straks forvandlet til en lille burre, og i de lyse perioder har hun haft alt for travlt med at charmere alt og alle til overhovedet at bekymre sig om min tilstedeværelse. Den bog har simpelthen været min bibel og min trøst, og da jeg ikke længere kunne følge med i hendes alder opgjort i uger, tilmeldte jeg mig forlagets mailservice, så jeg kunne blive mindet om springene.
Jeg fik den første mail for et par uger siden, og så med gru frem til op til 6 ugers (6 ugers!) omklamrende periode og en massiv seperationsangst. Men altså, min lille starut har åbenbart også opgivet det der ugetælleri. I hvert fald følger hun ikke længere bogen.
Hun er SÅ glad. Hun ligner en, der er lam fra navlen og ned, når hun trækker sig hen over gulvet for at få fat i en ledning eller en tom øldåse, og jeg spurter efter for at undgå for mange ulykker (for ikke at tale om øldunstende baby). Mage til målrettethed skal man lede længe efter. Hun smiler bredt og hopper op og ned, når hun ser mig, og drager derpå videre ud i den store, vidde stue på jagt efter nye ulykker. Når hun skal sove, skal hun bare have sutten og Petit Lapin, og så kan hun sagtens hygge sig lidt i buret, inden søvnen tager over. Hun er SÅ nem og SÅ kær. (Gå væk hybris, gå væk).
Hun er dog også lettere ubegavet, men det er nu meget sødt. I går aftes var vi f.eks. til middag hos et par venner, og da det bliver sengetid for starutten, puttede jeg hende i et hjørne på en ekstra dyne. Og barnet blev liggende! Hun var ikke helt enig i, at hun skulle sove, men hun blev liggende. I tyve minutter! Først da gik det op for hende, at hun faktisk var i stand til at møve sig væk. Det gjorde hun så. Eller det vil sige; hun vendte sig rundt på maven og smilede kækt til mig og ligenede en, der var parat til ballade. Så blev hun pludseligt ramt af en massiv træthed og måtte overgive sig til Ole Lukøje. Og jeg havde en dejlig, fredfyldt aften.
Forrige weekend blev hun passet for første gang, og det gik eddemame godt. Over alt forventning. Præmiebabyen blev hentet ved festen kl. 17. Hjemme i lejligheden fik hun lidt mad, legede lidt med en bold og fik sig en god nattesøvn fra kl. 19.30-7.00. Hun skreg kun en enkelt gang, og det var fordi Petit Lapin ikke var kommet med i seng. Sådan en knap 8-måneders baby er altså bare skønno! (Og så glemmer vi lige, at hun egentlig gerne måtte have været bare lidt trist over at undvære sin mor en hel aften. Lidt savnet vil man jo gerne være.)
8 måneder derimod - Det er godt nok en skøn alder.
Som mange andre mødre, har jeg også søgt trøst i "Vidunderlige uger", når ungen har været umulig, og jeg har mange gange messet "Det er bare fordi hun udvikler sig, det er bare fordi hun udvikler sig, det er..." Af og til har jeg haft hende mistænkt for også at have læst bogen, for stod der "omklamrende periode", blev hun straks forvandlet til en lille burre, og i de lyse perioder har hun haft alt for travlt med at charmere alt og alle til overhovedet at bekymre sig om min tilstedeværelse. Den bog har simpelthen været min bibel og min trøst, og da jeg ikke længere kunne følge med i hendes alder opgjort i uger, tilmeldte jeg mig forlagets mailservice, så jeg kunne blive mindet om springene.
Jeg fik den første mail for et par uger siden, og så med gru frem til op til 6 ugers (6 ugers!) omklamrende periode og en massiv seperationsangst. Men altså, min lille starut har åbenbart også opgivet det der ugetælleri. I hvert fald følger hun ikke længere bogen.
Hun er SÅ glad. Hun ligner en, der er lam fra navlen og ned, når hun trækker sig hen over gulvet for at få fat i en ledning eller en tom øldåse, og jeg spurter efter for at undgå for mange ulykker (for ikke at tale om øldunstende baby). Mage til målrettethed skal man lede længe efter. Hun smiler bredt og hopper op og ned, når hun ser mig, og drager derpå videre ud i den store, vidde stue på jagt efter nye ulykker. Når hun skal sove, skal hun bare have sutten og Petit Lapin, og så kan hun sagtens hygge sig lidt i buret, inden søvnen tager over. Hun er SÅ nem og SÅ kær. (Gå væk hybris, gå væk).
Hun er dog også lettere ubegavet, men det er nu meget sødt. I går aftes var vi f.eks. til middag hos et par venner, og da det bliver sengetid for starutten, puttede jeg hende i et hjørne på en ekstra dyne. Og barnet blev liggende! Hun var ikke helt enig i, at hun skulle sove, men hun blev liggende. I tyve minutter! Først da gik det op for hende, at hun faktisk var i stand til at møve sig væk. Det gjorde hun så. Eller det vil sige; hun vendte sig rundt på maven og smilede kækt til mig og ligenede en, der var parat til ballade. Så blev hun pludseligt ramt af en massiv træthed og måtte overgive sig til Ole Lukøje. Og jeg havde en dejlig, fredfyldt aften.
Forrige weekend blev hun passet for første gang, og det gik eddemame godt. Over alt forventning. Præmiebabyen blev hentet ved festen kl. 17. Hjemme i lejligheden fik hun lidt mad, legede lidt med en bold og fik sig en god nattesøvn fra kl. 19.30-7.00. Hun skreg kun en enkelt gang, og det var fordi Petit Lapin ikke var kommet med i seng. Sådan en knap 8-måneders baby er altså bare skønno! (Og så glemmer vi lige, at hun egentlig gerne måtte have været bare lidt trist over at undvære sin mor en hel aften. Lidt savnet vil man jo gerne være.)
lørdag den 16. juli 2011
Lad sorg blive til savn
1000 tak for jeres kommentarer. Jeg har læst dem flere gange, selvom jeg ikke lige har svaret. I går fik vi svar på obduktionen, og selv om jeg ikke kan bruge svaret til en skid, gør det alligevel lidt godt. Jeg vil ikke skrive så meget om det her, men det er dybt uretfærdigt, at det skulle overgå hende. Hun var sund og rask, og der var intet, der kunne være gjort anderledes. Det trøster min far, der var sammen med hende da det skete. Det frustrerer mig.
Det gør mig skidebange, at man bare kan dø uden varsel, og at det kan gå så hurtigt, at man intet kan stille op. Og at det skulle være så voldsomt. Det gør mig bange. Tænk at man kan sidde og se en film eller være i gang med opvasken, og så er det bare slut. Lige pludseligt.
Det letter dog også. Der er ikke grund til at frygte, at jeg eller min lille pige har arvet en hidtil godt skjult sygdom, genfejl eller hvad ved jeg. Og hvad er lige sandsynligheden for, at livet skal slutte på samme måde for os? Ikke ret stor. Det er godt at vide. Hvis bare vi passer på i trafikken, spiser sundt og motionerer, så skal vi nok blive tudsegamle. Ligesom min morfar, der stadig havde fuld knald på langt op i 80'erne og jævnligt blev skudt til at være 20 år yngre. Sådan bliver det også for starutten og mig. Det er jeg sikker på.
Mærkeligt nok har jeg ikke rigttig bekymret mig for gemalens helbred. Jeg har indskærpet over for ham, at han godt kan se at finde cykelhjlmen frem, men jeg er egentlig ikke bekymret for, at der skal ske ham noget. Måske fordi det netop er ham, der passer på mig og sørger for at hjulene bliver ved med at dreje rundt, når jeg går i stå.
Nu har jeg allerede skrevet meget. Frit fra leveren uden korrekturlæsning. Det var ikke meningen. Jeg ville såmænd blot skrive, at det nu er slut med indlæg om sorg. Jeg må videre og acceptere, at sket er sket. Jeg vil savne hende rigtig meget, og det vil sikkert også komme til at fylde her, men sorgen - den må jeg tage hånd om på anden vis. Bloggen har været rigtig god til at få afløb for mine tanker, men jeg kan næsten ikke holde ud at bevæge mig herind mere. Luften er blevet for tung, og jeg har ærlig talt brug for at kunne trække vejret frit og fokusere på alt det, der gør mig glad.
Det gør mig skidebange, at man bare kan dø uden varsel, og at det kan gå så hurtigt, at man intet kan stille op. Og at det skulle være så voldsomt. Det gør mig bange. Tænk at man kan sidde og se en film eller være i gang med opvasken, og så er det bare slut. Lige pludseligt.
Det letter dog også. Der er ikke grund til at frygte, at jeg eller min lille pige har arvet en hidtil godt skjult sygdom, genfejl eller hvad ved jeg. Og hvad er lige sandsynligheden for, at livet skal slutte på samme måde for os? Ikke ret stor. Det er godt at vide. Hvis bare vi passer på i trafikken, spiser sundt og motionerer, så skal vi nok blive tudsegamle. Ligesom min morfar, der stadig havde fuld knald på langt op i 80'erne og jævnligt blev skudt til at være 20 år yngre. Sådan bliver det også for starutten og mig. Det er jeg sikker på.
Mærkeligt nok har jeg ikke rigttig bekymret mig for gemalens helbred. Jeg har indskærpet over for ham, at han godt kan se at finde cykelhjlmen frem, men jeg er egentlig ikke bekymret for, at der skal ske ham noget. Måske fordi det netop er ham, der passer på mig og sørger for at hjulene bliver ved med at dreje rundt, når jeg går i stå.
Nu har jeg allerede skrevet meget. Frit fra leveren uden korrekturlæsning. Det var ikke meningen. Jeg ville såmænd blot skrive, at det nu er slut med indlæg om sorg. Jeg må videre og acceptere, at sket er sket. Jeg vil savne hende rigtig meget, og det vil sikkert også komme til at fylde her, men sorgen - den må jeg tage hånd om på anden vis. Bloggen har været rigtig god til at få afløb for mine tanker, men jeg kan næsten ikke holde ud at bevæge mig herind mere. Luften er blevet for tung, og jeg har ærlig talt brug for at kunne trække vejret frit og fokusere på alt det, der gør mig glad.
tirsdag den 12. juli 2011
Det gør så ondt
Nå men altså jeg går lige og er lidt ked af det, så det er derfor her er lidt stille. Jeg får desværre heller ikke læst så meget med rundt omkring, men lidt bliver det da til.
Det er så svært det her.
På den ene side prøver jeg at flygte væk fra ked-af-det-heden, fordi jeg slet ikke kan holde den ud. På den anden side vil jeg rigtig gerne være i det, men der er ligesom ikke rigtig plads til det, når jeg hele tiden har en munter, lille starut om benene. Jeg kan selvfølgelig godt afsætte hende et par timer, men altså, følelser kommer jo ikke på kommando.
Jeg græder ikke rigtig, men om aftenen når jeg skal sove, bliver øjnene lidt våde. Faktisk ligner jeg slet ikke en, der sørger. Livet går videre og selvom ked-af-det-heden fylder, lader jeg mig rive med. Jeg griner, spiser, danser, pjatter og opfører mig egentlig som jeg plejer. På film bliver folk altid mutte og stille. Det ville jeg slet ikke kunne holde ud.
Sorg kan åbenbart tage mange former, og her det energien, den har sat sig på. Herhjemme ligner alt sig selv, men det er kun fordi jeg har gemalen og en vis portion viljestyrke. Alle huslige forpligtelser er blevet fuldstændig uoverskuelige. Jeg magter ikke at lave ordentlig mad, og jeg orker ikke at rydde op efter hverken mig selv eller andre. Vasketøjet hober sig op, indtil jeg får opsparet nok vilje til at fylde maskinen, og hvis man kunne leve af koldskål, gjorde jeg det. Det er lige pludselig blevet så hårdt det hele. Starutten får da skiftet sin ble, men jeg glemmer at tale til hende imens, og ved det mindste vræl må jeg sætte hende fra mig og finde viljestyrken frem, før jeg kan give hende det kram eller den kop mælk, hun så gerne vil have. Jeg vil så gerne have, at det snart går over, så jeg kan blive mig selv igen, og samtidig vil jeg så gerne blive i det lidt endnu. Bare ind til tårerne en dag får frit løb, så sorgen kan blive skyldet ud i stedet for at hobe sig op og skabe trængsel i min mave.
Nu er den første måned gået. Hvor længe mon det skal blive ved?
Det er så svært det her.
På den ene side prøver jeg at flygte væk fra ked-af-det-heden, fordi jeg slet ikke kan holde den ud. På den anden side vil jeg rigtig gerne være i det, men der er ligesom ikke rigtig plads til det, når jeg hele tiden har en munter, lille starut om benene. Jeg kan selvfølgelig godt afsætte hende et par timer, men altså, følelser kommer jo ikke på kommando.
Jeg græder ikke rigtig, men om aftenen når jeg skal sove, bliver øjnene lidt våde. Faktisk ligner jeg slet ikke en, der sørger. Livet går videre og selvom ked-af-det-heden fylder, lader jeg mig rive med. Jeg griner, spiser, danser, pjatter og opfører mig egentlig som jeg plejer. På film bliver folk altid mutte og stille. Det ville jeg slet ikke kunne holde ud.
Sorg kan åbenbart tage mange former, og her det energien, den har sat sig på. Herhjemme ligner alt sig selv, men det er kun fordi jeg har gemalen og en vis portion viljestyrke. Alle huslige forpligtelser er blevet fuldstændig uoverskuelige. Jeg magter ikke at lave ordentlig mad, og jeg orker ikke at rydde op efter hverken mig selv eller andre. Vasketøjet hober sig op, indtil jeg får opsparet nok vilje til at fylde maskinen, og hvis man kunne leve af koldskål, gjorde jeg det. Det er lige pludselig blevet så hårdt det hele. Starutten får da skiftet sin ble, men jeg glemmer at tale til hende imens, og ved det mindste vræl må jeg sætte hende fra mig og finde viljestyrken frem, før jeg kan give hende det kram eller den kop mælk, hun så gerne vil have. Jeg vil så gerne have, at det snart går over, så jeg kan blive mig selv igen, og samtidig vil jeg så gerne blive i det lidt endnu. Bare ind til tårerne en dag får frit løb, så sorgen kan blive skyldet ud i stedet for at hobe sig op og skabe trængsel i min mave.
Nu er den første måned gået. Hvor længe mon det skal blive ved?
fredag den 8. juli 2011
Maksimalt katastrofalt
Det er lægens betegnelse for min mors død.
Maksimalt katastrofalt. Det er bare ikke helt ord nok. Vi går stadig og venter på resultaterne fra obduktionen, og jeg håber sådan, at vi får et svar. Et svar vi kan søge lidt trøst i. Det vil selvfølgelig ikke ændre noget. Det vil ikke give mig min mor tilbage, men det kan måske hjælpe mig til at forstå. Hvis der er noget at forstå.
Min mor var et sundt menneske. Hun havde sine skavanker, men hun var slank, hun løb, styrketrænede, spiste sundt, hverken røg eller drak, havde et positivt sind, og så forblødte hun lige pludselig. Da der ikke var mere blod i kroppen, gik hjertet i stå. Det troede, at det havde fuldført sit job.
Maksimalt katastrofalt betyder, at man mister den man elsker aller højst, fuldstændig uventet og på en meget voldsom måde. Og at man bare kan se til. Maksimalt katastrofalt er noget lort. Så er det sagt.
Maksimalt katastrofalt. Det er bare ikke helt ord nok. Vi går stadig og venter på resultaterne fra obduktionen, og jeg håber sådan, at vi får et svar. Et svar vi kan søge lidt trøst i. Det vil selvfølgelig ikke ændre noget. Det vil ikke give mig min mor tilbage, men det kan måske hjælpe mig til at forstå. Hvis der er noget at forstå.
Min mor var et sundt menneske. Hun havde sine skavanker, men hun var slank, hun løb, styrketrænede, spiste sundt, hverken røg eller drak, havde et positivt sind, og så forblødte hun lige pludselig. Da der ikke var mere blod i kroppen, gik hjertet i stå. Det troede, at det havde fuldført sit job.
Maksimalt katastrofalt betyder, at man mister den man elsker aller højst, fuldstændig uventet og på en meget voldsom måde. Og at man bare kan se til. Maksimalt katastrofalt er noget lort. Så er det sagt.
torsdag den 7. juli 2011
Vivian, my name is Vivian
I går holdt jeg for første gang fridag fra starutten. Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at sige, at man har fri, når man er uden barn (eller kæreste), men når man samtidig omtaler barslen som et slags job, ja så er det vel en fridag, når man siger farveller og skrider ud i den store vide verden uden baby og barnevogn.
Jeg havde en plan for dagen. Til mine forældres store forargelse havde jeg nemlig for længe siden booket en tid hos en personlig shopper i magasin. (De blev lidt mindre forargede, da jeg fortalte, at det er en gratis service.) Kl. 8.30 drog jeg derfor mod city, hvor der lige var tid til kaffe, croissant og avislæsning på en café, før jeg gav mig i kast med den mest intensive tøjprøvning nogensinde, total pretty woman style. Og det var guld værd. Eller rettere: Det var lige præcis 8397,50 kroner værd.
Shoppedamen kom slæbende med et stort stativ fyldt med det mest rædselsfulde tøj, jeg nogensinde har set. Næsten alt var pudderfarvet eller lysegråt, overdelene var oversize, bukserne skinny, og der var ikke meget, jeg selv villle have hevet ned fra bøjlerne.
Lad mig sige det direkte. De der shoppedamer kan altså noget. Det eneste jeg valgte fra i første omgang, var lige præcis de ting, jeg selv ville have fundet frem til. Pænt var det da. Selvom jeg ikke har forstand på mode, er det jo ikke sådan, at jeg går grimt klædt. Det var bare lidt kedeligt og tamt i forhold til alt det andet. Jeg kunne have brugt en formue derinde, men formåede heldigvis at begrænse mig til bl.a. en frakke, der ville gøre Bamses Luna grøn af misundelse, et bælte og et par bukser, der sammen får mine ben til at vokse 30 cm, et par sorte pumps man kan danse i hele natten og tre lækre toppe, der desværre kræver, at jeg også snart for købt et par af de lækre undertrøjer til 350 kroner. (En god undskyldnig for at tage et smut derind igen og købe noget af det, jeg ikke mente at have råd til.)
Det var dyrt, ja, det var. Jeg fik gjort et par gode kup, men jeg blev altså også revet lidt med af stemningen. Jeg gav f.eks 500 kr. for en bomuldstop, der mest var en ... bomuldstop (sat ned fra 899 kr), og både et par af bukserne og nederdelen kostede lige så meget som frakken. Så var det vist også betalt. Villle jeg gøre det igen? Jeps! Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at købe tøj mere, og har faktisk ikke shoppet til mig selv, siden jeg blev gravid. Det her er helt sikkert the way to do it, og nu har jeg da lidt erfaring til næste gang.
Efter oplevelsen i magasin var det meningen, at jeg skulle ned i de små, frække gader med de skønneste forretninger, men øhm, for 8297,50 kr tøj vejer altså ret meget - også selv om det kun drejede sig om 12 enkeltdele (blame it on den gigantiske luna-frakke.) De tårnhøje hæle, jeg i dagens anledning havde iført mig, gjorde heller ikke sagen meget bedre. Når man sådan har fået tildelt en fridag (eller vredet armen om på gemalen for at han skulle tage en omsorgsdag), ville det dog være lidt an fiasko at komme alt for tidligt hjem. Derfor slog jeg mig igen ned på en café med kaffe, foccacia, flødebolle og Michael Laudrups tænder , smed skoene, vrikkede lidt med tæerne g beundrede mine gigantiske indkøbsposer.
Efter 5 timers udflugt var jeg hjemme igen hos en træt kæreste og en fuldstændig balstyrisk baby, der havde savnet sin mor rigtig meget og henrykt hoppede op og ned på min arm den næste times tid.
Det var altså dejligt at være savnet.
Edit: En kommentar senere og så glemte jeg alligevel billedet, men her er det så. Den ser måske ikke ud af så meget, men jeg siger jer, den frakke vil være en drøm for både firlingegravide og butikstyve.
Jeg havde en plan for dagen. Til mine forældres store forargelse havde jeg nemlig for længe siden booket en tid hos en personlig shopper i magasin. (De blev lidt mindre forargede, da jeg fortalte, at det er en gratis service.) Kl. 8.30 drog jeg derfor mod city, hvor der lige var tid til kaffe, croissant og avislæsning på en café, før jeg gav mig i kast med den mest intensive tøjprøvning nogensinde, total pretty woman style. Og det var guld værd. Eller rettere: Det var lige præcis 8397,50 kroner værd.
Shoppedamen kom slæbende med et stort stativ fyldt med det mest rædselsfulde tøj, jeg nogensinde har set. Næsten alt var pudderfarvet eller lysegråt, overdelene var oversize, bukserne skinny, og der var ikke meget, jeg selv villle have hevet ned fra bøjlerne.
Lad mig sige det direkte. De der shoppedamer kan altså noget. Det eneste jeg valgte fra i første omgang, var lige præcis de ting, jeg selv ville have fundet frem til. Pænt var det da. Selvom jeg ikke har forstand på mode, er det jo ikke sådan, at jeg går grimt klædt. Det var bare lidt kedeligt og tamt i forhold til alt det andet. Jeg kunne have brugt en formue derinde, men formåede heldigvis at begrænse mig til bl.a. en frakke, der ville gøre Bamses Luna grøn af misundelse, et bælte og et par bukser, der sammen får mine ben til at vokse 30 cm, et par sorte pumps man kan danse i hele natten og tre lækre toppe, der desværre kræver, at jeg også snart for købt et par af de lækre undertrøjer til 350 kroner. (En god undskyldnig for at tage et smut derind igen og købe noget af det, jeg ikke mente at have råd til.)
Det var dyrt, ja, det var. Jeg fik gjort et par gode kup, men jeg blev altså også revet lidt med af stemningen. Jeg gav f.eks 500 kr. for en bomuldstop, der mest var en ... bomuldstop (sat ned fra 899 kr), og både et par af bukserne og nederdelen kostede lige så meget som frakken. Så var det vist også betalt. Villle jeg gøre det igen? Jeps! Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at købe tøj mere, og har faktisk ikke shoppet til mig selv, siden jeg blev gravid. Det her er helt sikkert the way to do it, og nu har jeg da lidt erfaring til næste gang.
Efter oplevelsen i magasin var det meningen, at jeg skulle ned i de små, frække gader med de skønneste forretninger, men øhm, for 8297,50 kr tøj vejer altså ret meget - også selv om det kun drejede sig om 12 enkeltdele (blame it on den gigantiske luna-frakke.) De tårnhøje hæle, jeg i dagens anledning havde iført mig, gjorde heller ikke sagen meget bedre. Når man sådan har fået tildelt en fridag (eller vredet armen om på gemalen for at han skulle tage en omsorgsdag), ville det dog være lidt an fiasko at komme alt for tidligt hjem. Derfor slog jeg mig igen ned på en café med kaffe, foccacia, flødebolle og Michael Laudrups tænder , smed skoene, vrikkede lidt med tæerne g beundrede mine gigantiske indkøbsposer.
Efter 5 timers udflugt var jeg hjemme igen hos en træt kæreste og en fuldstændig balstyrisk baby, der havde savnet sin mor rigtig meget og henrykt hoppede op og ned på min arm den næste times tid.
Det var altså dejligt at være savnet.
Edit: En kommentar senere og så glemte jeg alligevel billedet, men her er det så. Den ser måske ikke ud af så meget, men jeg siger jer, den frakke vil være en drøm for både firlingegravide og butikstyve.
 |
tirsdag den 5. juli 2011
En ven for en tyver
Her for tiden taler jeg ret meget med en, der hedder Anders. Han er vældig sød, og altid meget opmærksom på, hvad der foregår i min ende af telefonkablet. Hvis det ringer på døren eller starutten giver lyd fra sig, tilbyder han altid at ringe tilbage senere.
Vi taler sammen dagligt, og vi taler mest om mig. Om hvad jeg vil og om hvordan han bedst kan hjælpe mig, og han øser velvilligt ud af sin erfaring. Anders kunne være en rigtig god ven, men det er han ikke. Anders er rejseagent.
Efter igen at have talt med ham en halv times tid, slog det mig, at stort set alle de mennesker, jeg har talt med under min barsel, får penge for det. Anders er endda provsionslønnet, så han får faktisk et særligt beløb for at tale med lige præcis mig.
Det gør frisøren også. Og tandlægen. Hende besøgte jeg endda fast hver mandag i februar. Jeg har stadig problemer efter en tandoperation, men jeg orker ærlig talt ikke at tale mere med hende. Hun gider sikkert heller ikke mine opkald længere, for dem får hun ikke løn for. Det gør læger til gengæld. De får løn for alle konsultationer. Også for dem der foregår over e-mail eller telefon. Dem har der heldigvis ikke været nogen af. I forvejen render man jo til 5-ugers, 8-ugers, 3-måneders... -undersøgelser hele tiden, så det skulle da lige passe, at man også skulle komme rendende med dryptud og pigtråd i halsen.
Kasseekspedienterne får heldigvis ikke et særligt salær for at tale med mig, men det burde de måske. I hvert fald fortrækker jeg at gøre mine indkøb i Kvickly, som absolut ikke er det nærmeste supermarked, fordi de har den sødeste ekspedient. Jeg går altid hen til hendes kasse, og hun siger altid goddag, inden første vare overhovedet er lagt på båndet. Det kan jeg godt lide.
Jeg kan nu også godt lide en af ekspedienterne i Superbest. Han skal altså ikke glemmes her, selvom jeg foretrækker Kvickly-damen. Superbest-manden synes, at det er ret så morsomt, at jeg altid skal have kvitteringen, men ikke gider deres samlemærker. Alle andre gør det åbenbart omvendt. Det synes han er ret sjovt, og det synes jeg også. (Hva? var der nogen, der sagde, at jeg trænger til at komme tilbage på arbejde?)
Gemalen får selvfølgelig ikke penge for at tale med mig, men det burde han måske. Det, jeg siger, er nemlig så usigeligt kedeligt. " I dag har vi spist morgenmad, også satte jeg en vask over, og så købte vi ind, og så ringede telefonen, men dte var forkert nummer og så ringede jeg til min far, blablablabla.
Min far får heller ikke noget for at tale med mig, men hvad skulle han dog også bruge det til. Vi vil nemlig kun have en ting, og det er min mor. Det taler jeg i øvrigt en del om med veninderne, og det er ganske gratis. Til gengæld lægger jeg øre til beretninger om dumme kærester, lejrture og neglelak, så det går vist lige op.
Så er der selvfølgelig alle de gamle damer, som stopper mig, fordi jeg har verdens mest nuttede starut. I går skete det fire gange! Det er så bare ikke mig de taler til, men den lille charmør i barnevogen. De overdynger hende med spørgsmål, og jeg ved ikke rigtig, om de forventer, at jeg skal sige noget eller at hun selv svarer. Nogen gange pipper jeg lidt med, fordi det ellers bliver lidt sært og akavet.
Nøj hvor jeg altså glæder mig til at komme tilbage på arbejde og tale med voksne mennesker om voksne ting (Altså øl og koncerter og arbejdsting. Ikke realkreditinstitutter, flexlån og friværdi.) helt og aldeles gratis.
Vi taler sammen dagligt, og vi taler mest om mig. Om hvad jeg vil og om hvordan han bedst kan hjælpe mig, og han øser velvilligt ud af sin erfaring. Anders kunne være en rigtig god ven, men det er han ikke. Anders er rejseagent.
Efter igen at have talt med ham en halv times tid, slog det mig, at stort set alle de mennesker, jeg har talt med under min barsel, får penge for det. Anders er endda provsionslønnet, så han får faktisk et særligt beløb for at tale med lige præcis mig.
Det gør frisøren også. Og tandlægen. Hende besøgte jeg endda fast hver mandag i februar. Jeg har stadig problemer efter en tandoperation, men jeg orker ærlig talt ikke at tale mere med hende. Hun gider sikkert heller ikke mine opkald længere, for dem får hun ikke løn for. Det gør læger til gengæld. De får løn for alle konsultationer. Også for dem der foregår over e-mail eller telefon. Dem har der heldigvis ikke været nogen af. I forvejen render man jo til 5-ugers, 8-ugers, 3-måneders... -undersøgelser hele tiden, så det skulle da lige passe, at man også skulle komme rendende med dryptud og pigtråd i halsen.
Kasseekspedienterne får heldigvis ikke et særligt salær for at tale med mig, men det burde de måske. I hvert fald fortrækker jeg at gøre mine indkøb i Kvickly, som absolut ikke er det nærmeste supermarked, fordi de har den sødeste ekspedient. Jeg går altid hen til hendes kasse, og hun siger altid goddag, inden første vare overhovedet er lagt på båndet. Det kan jeg godt lide.
Jeg kan nu også godt lide en af ekspedienterne i Superbest. Han skal altså ikke glemmes her, selvom jeg foretrækker Kvickly-damen. Superbest-manden synes, at det er ret så morsomt, at jeg altid skal have kvitteringen, men ikke gider deres samlemærker. Alle andre gør det åbenbart omvendt. Det synes han er ret sjovt, og det synes jeg også. (Hva? var der nogen, der sagde, at jeg trænger til at komme tilbage på arbejde?)
Gemalen får selvfølgelig ikke penge for at tale med mig, men det burde han måske. Det, jeg siger, er nemlig så usigeligt kedeligt. " I dag har vi spist morgenmad, også satte jeg en vask over, og så købte vi ind, og så ringede telefonen, men dte var forkert nummer og så ringede jeg til min far, blablablabla.
Min far får heller ikke noget for at tale med mig, men hvad skulle han dog også bruge det til. Vi vil nemlig kun have en ting, og det er min mor. Det taler jeg i øvrigt en del om med veninderne, og det er ganske gratis. Til gengæld lægger jeg øre til beretninger om dumme kærester, lejrture og neglelak, så det går vist lige op.
Så er der selvfølgelig alle de gamle damer, som stopper mig, fordi jeg har verdens mest nuttede starut. I går skete det fire gange! Det er så bare ikke mig de taler til, men den lille charmør i barnevogen. De overdynger hende med spørgsmål, og jeg ved ikke rigtig, om de forventer, at jeg skal sige noget eller at hun selv svarer. Nogen gange pipper jeg lidt med, fordi det ellers bliver lidt sært og akavet.
Nøj hvor jeg altså glæder mig til at komme tilbage på arbejde og tale med voksne mennesker om voksne ting (Altså øl og koncerter og arbejdsting. Ikke realkreditinstitutter, flexlån og friværdi.) helt og aldeles gratis.
mandag den 4. juli 2011
Mit liv på et stuegulv
Når man flytter ind i topmoderne, nybygget lejlighedskompleks, bliver manglen på charme totalt overskygget af glæden over, at alting fungerer. Bye bye gennemrustede rør, utætte vinduer, splinter i gulvbrædder, fugtige kælder, stejle bagtrappe..
Ingen fugtig kælder, sagde jeg! Det er da vel ikke for meget forlangt.
Efter en weekend på farten var det lige det vi kom hjem til i går aftes. Nogen ville endda kalde den våd. Nogle andre ville flotte sig og bruge ordet oversvømmet. Det var sgu aldrig sket i vores gamle bygning fra 1800-et-eller-andet. Der var højst lidt fugtigt.
Ting der har taget skade:
1) Den sindsygt dyre tillægsplade til vores spisebord. Den har kun været brugt én gang, og det var som målskive for staruttens langskidning. Den overlevede heldigvis sopperiet med et par bobler i lakken.
2) Mine rammer. Både den gamle antikke, og mine to yndlings, som gemalen hader og som jeg havde gemt til jeg en dag får mit eget hjørne.
3) Kassen med mit liv. Gemalen og jeg har hver en flyttekasse til de ting, der absolut ikke rager nogen andre. Næsten alt i kælderen er pænt placeret på reoler, men flyttekasserne stod stablet ved siden af. Med min i bunden. Ikke den med dvd-covers, ikke den med jumbobøger, ikke en af dem med ledninger (sådan nogen må man ALDRIG skille sig af med. Det siger gemalen), men min kasse. Kassen med gamle dagbøger, kærestebreve, første fødselsdagskort, sportsmedaljer og billeder fra min barndom og frem til 2005.
Nu ser lejligheden sådan her ud:
Alle brevene og kortene er vist tabt for altid, men billederne ser da heldigvis ud til at klare svømmeturen. Så må vi se, om de også klarer starutten, som synes, at de er majet spændende og som kan bevæge sig fra fotofrit køkkenområde til fotofyldt stuegulv på et spiltsekund.
Ingen fugtig kælder, sagde jeg! Det er da vel ikke for meget forlangt.
Efter en weekend på farten var det lige det vi kom hjem til i går aftes. Nogen ville endda kalde den våd. Nogle andre ville flotte sig og bruge ordet oversvømmet. Det var sgu aldrig sket i vores gamle bygning fra 1800-et-eller-andet. Der var højst lidt fugtigt.
Ting der har taget skade:
1) Den sindsygt dyre tillægsplade til vores spisebord. Den har kun været brugt én gang, og det var som målskive for staruttens langskidning. Den overlevede heldigvis sopperiet med et par bobler i lakken.
2) Mine rammer. Både den gamle antikke, og mine to yndlings, som gemalen hader og som jeg havde gemt til jeg en dag får mit eget hjørne.
3) Kassen med mit liv. Gemalen og jeg har hver en flyttekasse til de ting, der absolut ikke rager nogen andre. Næsten alt i kælderen er pænt placeret på reoler, men flyttekasserne stod stablet ved siden af. Med min i bunden. Ikke den med dvd-covers, ikke den med jumbobøger, ikke en af dem med ledninger (sådan nogen må man ALDRIG skille sig af med. Det siger gemalen), men min kasse. Kassen med gamle dagbøger, kærestebreve, første fødselsdagskort, sportsmedaljer og billeder fra min barndom og frem til 2005.
Nu ser lejligheden sådan her ud:
Alle brevene og kortene er vist tabt for altid, men billederne ser da heldigvis ud til at klare svømmeturen. Så må vi se, om de også klarer starutten, som synes, at de er majet spændende og som kan bevæge sig fra fotofrit køkkenområde til fotofyldt stuegulv på et spiltsekund.
Abonner på:
Opslag (Atom)