svenskordknaphedsblog

Jeg har lidt en forestilling om, at den måde vi blogger på (i hvert fald os med personlige blogs) er udtryk for den måde vi tænker på. Jeg tænker eddermame meget, og ofte er det mange lange tanker om alt muligt ligegyldigt. Lidt lige som mine blogindlæg, der også er en masse sludder om ikke særlig meget. (Fedt at I gider læse med i øvrigt!)

Jeg gad ret god at være en af dem, der skriver korte indlæg, hvor det er ren pointe og så slut. Tænk hvis jeg kunne fatte mig i korthed både inde i hovedet og på bloggen! Det ville altså være lidt sejt.

Der er dog nogen i vores naboland, der har taget det der med korte blogindlæg lidt for alvorligt, synes jeg. Og ja, jeg tænker på nanoblogg, hvor man kun må skrive et enkelt ord. ET ORD! Det er jo en fuldstændig sindssyg udfordring for et menneske som mig.


Så jeg vælger naturligvis at holde mig væk.


(Og mens jeg holder mig væk, spekulerer jeg så over, om de ordknappe indlæg er udtryk for meget lav eller meget fokuseret tankestrøm.)

Ny kollega

Jeg har fået ny kollega i dag. Hun hedder Starut og er meget dygtig til mange ting. Hun kan f.eks tage alt papiret op af skraldespanden, og noget af det kan hun også lægge tilbage igen. Hun kan finde sjove genvejstaster på computeren og endda også selv lave nogen helt nye. Og så kan hun afbryde telefonen, når chefen ringer.

Selvom hun både var smaddersød og vældig dygtig og målrettet gik efter chefens stol og mødelokale, så kommer hun nok ikke igen. Hun skal nemlig i vuggestue i morgen. Der skal hun lære, at man ikke smører skrivebordet ind i leverpostej og at man ikke tømmer sin taske ud over hele gulvet bare fordi man kan.

Jeg kommer måske til at savne hende lidt. For det var faktisk ret hyggeligt at have hende med. Og selvom jeg skulle være efter hende, fik jeg en masse fra hånden. Det hjalp selvfølgelig også, at hun uden protester lagde sig til at sove to gange og at den ene lur varede næsten 3 timer. Det ved jeg ikke, om jeg tør satste på en anden gang. Men hyggeligt var det, og det syntes de andre på kontoret vist  også. Og starutten i særdeleshed.

Nej, jeg er ej!

Når nogen havner på denne blog fordi de googler "Klamme Mille", så håber jeg rigtig meget, at de kommet forkert.

Godt nok har jeg snot på trøjen, men indenunder er jeg faktisk ret lækker og slet ikke spor klam.

I dag burde det være nogens fødselsdag.

Scenen er sat. Gemalen sidder i lænestolen og ser film. Mille sidder i sofaen og har øjenen rettet mod fjerneren. Ser dog ikke film. Tænker.

Mille: Ved du hvad det er for en dag i dag?

Gemal: Øhhhhhhh (lang pause) Er det ikke søndag?

Mille: Nej helt ærligt. Hvad dag er det i dag?

Gemal: Øhhhh.

Mille: Kodeordet er fødselsdag.

Gemal: Er der nogen der har fødselsdag i dag?

Mille: Nej, altså. Nogen BURDE have fødselsdag i dag.

Gemal: Din morfar?

Mille: Neeeej, kom nu helt ærligt.

Gemalen pauser filmen og ser tænksom ud: Øhhhhhhhhhh

Mille: Starutten! (Sagt en lille smule bebrejdende. Kun en lille smule) Hun ville have haft fødselsdag i dag, hvis ellers hun var kommet til tiden. Det lille stædige og genstridige krapyl. (Det sidste blev vist bare tænkt.)

Gemalen tænder igen for filmen: Nå.

Mon ikke han også havde husket dagen, hvis det var ham, der nåede at være gravid i 42 uger. 

Plus det løse.

3dagesfeber og rastaputzsyge

Vi er stadig syge. Eller rettere, starutten er stadig syg. Først feber, så dårlig mave og så masser af virusknopper. Jeg blev kureret fredag aften på en skummel bodega med et par gyldne damer og ligeså mange rastaputz (eller hvad det nu hed. Det er i hvert fald ikke noget jeg behøver at smage igen.) Forkølelsen var væk ved første dram, og måske jeg bare skullet være stoppet der. Så var jeg nok ikke faldet i søvn med hovedet på toiletbrættet kl. 23.10. Og jeg havde måske også kunnet klare lørdagens bleskift selv.

Gemalen var heldigvis sød, (men kender jeg ham ret skal jeg nok komme til at høre for det. Mange gange.) Det er anden gang i vores forhold, at jeg har været så vissen og tredje gang i hele mit liv. Andre fik det overstået som teenagere. Jeg var over 20 første gang det gik så galt.

Nå men det er altså ikke noget jeg gider at vade mere i. Det var sjovt mens det stod på, det var ikke så sjovt bagefter, og det sker aldrig igen, for til sommer bliver jeg 30 og så klipper jeg mig korthåret og bliver kedelig. Og ansvarlig. (Hvis altså ikke jeg har glemt det til den tid.)

Tilbage til starutten: Hvornår fa'en stopper sygdomshelvedet? I fredags hyrede jeg min far til at passe hende og i morgen kommer hendes farmor. Hun har endnu ikke prøvet at være i vuggestue en hel uge fordi hun bliver syg hver gang vi bare nærmer os lågen ind til vuggeren. Kors hvor er jeg træt af det. Og hvor er jeg taknemmelig for, at bedsteforældrene kan træde til engang imellem, selvom de skal op før fanden får sko på for at nå til København.

Der var engang, hvor jeg var lidt misundelig på kolleger, der var hjemme og hygge med syge børn. Nu ved jeg at det er benhårdt arbejde.

Ambivalent aflevering

Der var engang i sidste uge, hvor starutten ikke græd, da jeg afleverede hende. Det var dejligt.

Der var engang i denne uge, hvor hun rakte armene ud efter pædagogen, da jeg afleverede. Det var både dejligt og overhovedet ikke spor dejligt.

Det næste bliver sikkert, at hun også smiler og vinker. Det tror jeg faktisk bliver dejligt og kun dejligt.

Hun er muligvis en snotunge, men hun er min!

Efter halvanden måned i vuggestue er starutten lige så klam som de andre unger. Jeg ved godt, at man ikke må sige det højt og slet ikke skrive det på nettet, hvor hvermand kan læse det. Men det er desværre sandheden. Hun har nemlig fået et permanent grønt 11-tal under næsen, og politisk korrekthed eller ej, så er det altså topsnotklamt.

Heldigvis har hun endelig accepteret, at det faktisk er meget rart at få tørret det væk, inden den bakteriefyldte, slimede substans løber ned over munden. Uheldigvis får hun oftest tørret det af i min trøje, inden jeg når at gå til angreb med lommelet, køkkenrulle, ren karklud, brugt body eller hvad der nu lige er i nærheden.

Det betyder så, at jeg hver dag bruger 15 minutter på personaletoilettet på systematisk at gennemgå mit tøj for snot og forsigtigt duppe det af med et papirhåndklæde. Som så efterlader noget gråligt fnulder på mit tøj. Meget fnulder. Især på en dag som i dag, hvor der var ekstra meget snask der skulle fjernes, fordi den havregrødsindsmurte starut lige skulle give mig et knus på vej ud af døren.

Men altså hvad gør det, at ens lille pige er en tikkende grødindsmurt bakteriebombe, når hun har det dejligste smil i hele verden? Og hvad gør det, at man konstant ligner en, der er dyppet i snot og rullet i fnulder, når det skyldes knus og kram fra verdens sødeste lille pige? Ikke særlig meget. Faktisk slet ingen ting.

Det kan godt være, at hun er en lille bakteriebefængt snotunge, men jeg kan altså ret godt lide hende.