Mappebananer med mere

Jeg har simpelthen haft så meget på hjerte de seneste par dage, men ingen tid til at skrive. Nu hvor jeg endelig har en halv time, er alle tankerne dog forsvundet. Heldigvis kiggede jeg lige forbi KongMor, der har skrevet et lille indlæg om kransekage, og det fik mig til at tænke på min morfar.

I må ikke bebrejde mig, hvis jeg har skrevet om ham før. Min hjerne er gået i tomgang, og jeg kan simpelthen ikke huske det. Det skulle dog ikke undre mig, om jeg har. Han var nemlig fuld af gode historier.

Kender i måske nogen, der som over 80-årig har fuld gang i nyttehaven, bager kransekager og får kærestebreve? Og scorer damer, der er næsten 10 år yngre? I så fald har det nok været min morfar.

Faktisk var han verdens sejeste mand. Seriøst! 

Engang opfandt han en hejrealarm. Han havde en kæmpe velholdt have, hvor græsset voksede så tæt og fint, at jeg havde ham mistænkt for at trime plænen med en neglesaks. I den ene ende af haven havde han anlagt en guldfiskedam, men desværre var hejrenes hyppige besøg årsag til en meget lav fiskebestand.

Hejrealarmen bestod af en bevægelsesscensor og en plade med godt gammelt rocknroll. Hver gang fuglene kom i nærheden af dammen, blev de blæst væk af musikken, der buldrede derudaf. Glæden over alarmen varede dog kort. Naboerne (og måske også morfar) blev nemlig hurtigt trætte af, at også regnen aktiverede den.

Han var også ret sej, da han som 86-årig overlevede et hjertestop i en grøftekant under en cykeltur. Sandsynligheden for det er ca. 0. Det var noget af en forskrækkelse for alle os andre, men selv tog han det meget pænt og gik i gang med at undersøge prisen på en elcykel. Han måtte jo erkende, at kroppen ikke var, hvad den havde været, selvom han blev ved med at udfordre den med havearbejde og tumlen med oldebørn.

Min morfar var lidt af en lurendrejer. En rigtig fiffig én, der med sine små besynderligheder og diskrete charme altid kunne lokke et smil frem. 

Da jeg for 5-6 år siden skulle til Paris med min mor og min morfar, havde han en rigtig fin mappe med. Min mor og jeg var selvfølgelig meget nysgerrige efter, hvad han gemte i den. Vi blev noget overraskede, da han stolt åbnede den og fremviste tre bananer - en til os hver. Han havde aldrig brugt mappen, og havde endelig en anledning. Vi spiste hver en banan, og så var mappen tom.

Der var også den jul, hvor det blev ved med at ringe på døren, og vi på skift rejste også fra gaveudpakningen for at lukke op. Der var bare ikke nogen. Efter en times tid bemærker jeg min morfars smørrede smil, og så må han gå til bekendelse. Op af lommen trækker han udløseren til en trådløs ringeklokke, som han netop havde købt et par dage før. Han syntes åbenbart, at vi trængte til lidt motion oven på julemaden.

Jeg kan blive ved med historierne om min morfar. Jeg kunne fortælle om dengang vi ventede min onkel hjem fra mange måneders rejse, men gemte os for ham, fordi han var forsinket. Jeg kunne fortælle om, hvordan han tævede mig i stangtennis og aldrig lod børn vinde i spil. Jeg kunne fortælle om hans sirlige orden og hans meget firkantede holdninger, og jeg kunne fortælle om alle de mærkelige jobs, han har haft. Jeg kan til gengæld ikke fortælle, hvordan det lykkedes ham altid at være så forudsigeligt punktlig. 

Det var ellers noget han godt måtte have lært mig.