Dobbelt op på støvlekrise

Nu skal det her indlæg godt nok handle om støvlekriser, men til at begynde med smider jeg lige en lille cykelkrise i puljen. Min cykel er nemlig flad. Flad på den der kan-hverken-pumpes-eller-lappes-måde. Og det er eddemame krise.

Selvom jeg kun bor fire km fra mit arbejde, er det lidt af en udflugt med det offentlige. Vi taler bus og gang til vuggeren, og derpå en lang gåtur, en kort togtur og så lige en ekstra bustur for at komme til arbejde. Og så skal barnet jo også hentes igen...

Når man så samtidig skal skaffe et par støvler senest i dag, og man også lige havde en lille krise over en nyvasket flyverdragt, der ikke var tør, kan man godt komme til at forlade hjemmet fyldt af en god blanding af mismod og stress og med hovedet under armen. Og så er det man støder ind i støvlekrise nummer to. I får den meget kortfattet i stikordsform:

Regn. Gummistøvler. Lækre støvletter i en pose. Hurtigt ud af døren. Ankomst til arbejde. Lækre støvletter ikke ankommet til arbejde. Møde med 8 buisnessmænd fra stor virksomhed iført blomstrede gummistøvler. Ikke virksomhed eller velklædte mænd, men mig.

Øv! Havde ellers brugt hele aftenen på at øve mig i at se seriøs ud. Totalt spildt indsats. På trods af lidt ekstra nervøsitet overlevede jeg dog, og det gjorde jakkesættene vist også.

Og så skete miraklerne ellers. Den opgave, jeg har kæmpet med de sidste par uger, viste sig lige pludselig fra en ny og samarbejdsvillig side, så jeg fik mulighed for at gå tidligere. Jeg ringede derfor til den Birkenstockbutik, som  i følge Øglemor havde Pajas-støvler på udsalg. Det havde de desværre ikke længere. En hurtig internetsøgning viste til gengæld, at Billing havde dem. Endda også på tilbud. De blev derfor lynhurtigt købt over nettet, og da der en time senere tikkede en sms ind om, at de var klar til afhentning, var jeg den der var skredet.

Så nu har jeg støvler! YAY!

For at det ikke skal være løgn, er det her ikke sæsonens eneste støvlerkriser. Sådan en kan man nemlig også få, når man skal købe støvler i str. 22 midt i februar. Det kan man faktisk ikke. Altså bortset fra i én eneste netbutik. ((Og den får I sgu ikke navnet på - der skal jo også købes støvler næste år.)


Det var min kampdag (og sikke en kamp.) Nu vil jeg smække benene op og nyde, at både mor, far og starut har støvler. Jeg vil også sige på gensyn, da jeg nok ikke når forbi bloggen, før vi om et par dage sætter kursen mod Le Nooord (Har I også set Bienvenue chez les Ch'tis? Den er megasjov, så hvis ikke I har set den endnu, skal I se at få det gjort.)

Hyggehejsa!