Jo længere tid der går, desto sværere er det at finde noget at skrive om. Mærkeligt men sandt. Og det er bestemt ikke fordi der ikke sker noget her hos familien Starutski.
Jeg er bare så trist, at jeg ikke kan holde mig selv ud. Løbeskoene er tilbage i skabet og sofaen har klistret sig godt og grundigt fast på ryggen af mig. Jeg orker absolut ingenting. Det værste er, at den lille starut slet ikke får den opmærksomhed, hun fortjener. Hun løber omkring og laver ballade, aer sin havregrød, siger hej til bilerne og hiver mig i buksebenet for at få mig til at tage hende op. Og jeg reagerer alt for langsomt.
Der sker ellers en masse gode ting - rigtig gode ting. Mit nye arbejde er superfedt, vi skal snart på skiferie og tadaa: Vi har købt et hus! Der er egentlig ikke så meget at være ked af, og alligevel lægger tristheden hele tiden låg på glæden.
Der er bare det, at jeg savner min mor rigtig meget. Endnu mere end før. Jeg har brug for, at hun fortæller mig, at jeg gør det rigtige, og jeg har brug for at fortælle hende, at savnet er ved at slide mig op. Jeg føler mig så ensom, selvom jeg sjældent er alene. Jeg ved, at jeg burde tale med nogen, men det lykkedes mig ikke at få kontakt til en psykolog, og hverken veninderne, min far eller gemalen dur. Det gør kun min mor.
Hvad fanden gør man så? Hvad gør andre? Og hvad vil folk egentlig sige til, at jeg ikke mener, at de er gode nok at tale med, men godt kan skrive det på en blog?
Er der nogen, der gider at give mig en rystetur og spark bagi? Det er nok det, jeg har mest brug for.
Og et kram.
Tillykke med job, hus og skiferie :-) men kender godt den der nedtur, der kan komme midt i alt det gode. Og jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, for ved ikke hvad der virker for dig. Måske du selv ved det? (udover din mor). Min råd vil være at acceptere savnet og sorgen, selv om den dukker op på de mest underlige tidspunkter. Kram herfra
SvarSletJeg vil rigtig gerne kramme dig! I hvert fald virtuelt, for da vi ikke har set hinanden IRL ville det måske være lidt akavet at kramme.
SvarSletTillykke med alle de gode ting, hus og det der. Men også et lille tillykke med dit savn og din sorg. Selvom det er sindssygt hårdt, så er det jo kærligheden til din mor, der rumsterer.
Jeg håber, du finder nogen du kan snakke med. Evt. din læge måske? Eller en præst? Eller hvad med din mand?
Kærlige tanker
fra GG
Kommer sorg ikke i etaper? Det synes jeg at kunne huske.
SvarSletNaturligvis savner du - og lige nu er det så stort at det måske overskygger glæden ved alt det andet.
Det er en masse gode ting der sker - især da det med eget hus og sådan - men når man ikke kan fortælle det hele til sin mor så blegner det måske.
Jeg er nok ikke den bedste til at give dig et spark bagi.. For det synes jeg ærligt talt ikke du har brug for.
Du har brug for en der kan give dig nogle redskaber til at komme videre med, en anden en som kan trøste - og en hel masse til at give knus.
Start med at være lidt god ved dig selv - gå til en gang massage, zoneterapi, frisør, svømmehal - hvad som helst bare det kan give dig tid til dig. Du skal vist først have tid til dig selv - før du kan give ordentlig tid til din starut!!
Og ingen store krav som løb eller noget - før du er ovenpå igen!!
Mange tanker og et enkelt éclair au chocolat herfra!
kh
Kong mor
Jeg græder med dig! Det er så svært at savne!!
SvarSletJeg håber, du finder styrken igen...
/Rikke
Ingen spark herfra. Kun kram og en skulder, hvis du måtte have brug for sådan en. Tillykke med huskøb, fedt job und alles, og også - lidt i samme boldbane som GG skriver - tillykke med din evne til at sætte ord på sorgen og savnet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært, det må være, ikke at kunne dele de gode ting (eller de svære, for den sags skyld), med den man allerhelst vil dele dem med, men jeg kan til gengæld godt forstå, at det kan være nemmere at dele sin tanker på en blog end med nogle af de nærmeste. Af og til ER det bare mere forløsende at tænke højt sammen med fremmede, der ikke kender en, for den hustru/veninde/kollega/datter, man nu engang også er.
SvarSletTanker herfra. Og altså også masser af kram.
Åh hvor jeg føler med dig! Mit bedste råd: Hav din mor et sted derinde i hjertet hvor det gør godt for dig og du kan føle varmen fra den kærlighed du har til hende - og lad denne varme forplante sig ud i dine tanker og sind så du kan leve med sorgen og savnet og stadig elske og leve og være noget godt for dig selv og dine. Stort kram
SvarSletTak for jeres kommentarer. Jeg har læst dem mange gange og vender stærkt tilbage lige om lidt.
SvarSletEr dybt berørt at din situation og føler så evigt med dig. Kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være, ikke at kunne nyde livets glæder rigtigt pga. så stor en sorg.
SvarSletKan kun støtte dig i at du udtrykker dig der, hvor du føler det er lettest og medt rigtigt for dig. Du har i hvert fald en masse støtte og virtuelle kram her fra blogland.
Tanker fra en fast læser
Sorg tager bare forbandet meget tid, og ligger gerne i baghold lang lang tid efter man egentligt syntes at nu burde man være igennem og oven på og slut!
SvarSletHåber du ved at en snak med din pratiserende læge kan give dig en recept på tilskud til 12 timer hos en psykolog.
Det er ikke sikkert, det er løsningen. Men det kan være godt at tale med nogen, som ikke har den mindste aktie i situationen selv.
En du ikke behøver at tage hensyn til.
Tak igen.
SvarSletJeg fik en henvisning til en psykolog i oktober og brugte flere uger på at få kontakt til en. HUn startede å med at skælde mig ud over, at jeg helst ville komme efter kl. 14. Og så havde jeg faktisk ikke rigtig lyst længere.
Jeg tror ikke, det er løsningen for mig, og det er også for sent at få tilskud nu. Til gengæld har jeg en "voksen" fra min skoletid, som jeg vil tage kontakt til. Hun er varslet, og vil gerne sludre lidt med mig. Det tror jeg bliver godt.