Tågen er lettet

Det kom bag på mig, at februar skulle blive så svær en måned. Nu venter marts forude, og det er ikke kun dagene, der bliver lysere. Det gør mit humør også. Jeg ved, at jeg bliver nødt til at tage hånd om alt det, der er svært, men det skal ikke have lov til at fylde alt. Jeg er beriget med så mange skønne mennesker i mit liv, der fortjener en lille hyldest her på bloggen for at give hverdagen dens små nuancer.  

En af nuancerne er den grønne peberfrugt på mit arbejdsbord. Den er fra min kollega, som synes jeg er en sær snegl fordi jeg elsker ostemadder med grøn peber. Jeg synes, hun er en sær snegl fordi hun køber sampakken, selvom hun ikke kan lide den grønne.

En anden nuance er gemalens nye frisure. Nu ligner han en forbryder, bare han rynker panden det mindste. I tre år har han plaget mig om at klippe ham, og i weekenden gik jeg så med til det. Frisørsaksen blev købt, lokkerne forsvandt og spejlet hentet frem. Og så løde der ellers et brøl.

Jeg har altså aldrig påstået, at jeg kan klippe hår. Heller ikke at jeg har prøvet det før. Men jeg havde det virkelig sjovt og var sød at give det en tur med trimmeren, da han var kommet sig over chokket. Nu ligner han så en forbryder, men jeg er ligeglad. Jeg er nemlig helt vild med at køre hånden henover sådan noget helt kort mandehår. Det er ren nus for håndfladerne.

Starutten er selvfølgelig helt uundgåelig i denne sammenhæng. Hun bidrager om nogen til at gøre hverdagen til alt andet end grå. Kender I måske nogen, der kan komme deres storetå i øret. Ja, ØRET - ikke munden (Den kan alle små børn jo.  Selv jeg kan - og nej det behøver vi ike at komme mere ind på.) Nej, det gør I nok ikke vel. Det er nemlig min lille staruts helt særlig talent.

Hun kan også rydde op. Mens jeg liiiige lå og fladede lidt ud på sofaen, tog hun sine sindssygt mange klodser en efter en og lagde dem op i kassen, som vi tidligere havde tømt ud over gulvet. Da hun var færdig, tog hun sin smølfinebog, kravlede op i lænestolen og satte sig til rette som et artigt barn. Det havde jeg ikke lige set komme.

Så jeg blev liggende på sofaen og nød synet.  


Og her ligger jeg så endnu. Jeg ville gerne skrive om flere skønne mennesker, men det der superfede job jeg har fået, er også ret krævende, og det betyder fornuftige sengetider.

Godnat!