December i tal

Havde totalt styr på den her jul, lige indtil starut og gemal kom i vejen. Gemalen med et mindre byggeprojekt, som alligevel ikke kunne klares på en weekend. Starutten med feber, hoste og udsplattethed.

Status på denne december i tal:
Gæster på mandag: 8 + os selv
Halvfærdige byggeprojekter i spisestuen: 1
Sygedage i familien: 10
Aflyste fester pga. sygdom: 2
Hyggelige juleindlæg på bloggen: 0
Planlagte juleindlæg: mange
Gløggdrikning med veninder: 1(Yes, der er noget der lykkedes!)
Penge brugt på julepynt, juletræ, juletræsfod mm.: Nope, det har jeg alligevel ikke lyst til at se i øjnene
Julegaver købt: Alle undtagen gemalens (som udgangspunkr ret godt)
Feriedage beregnet til julegaveindkøb og marcipantrilning: 2
Feriedage brugt på sygt barn: 2
Trillet marcipan: 150 g (850 g to go.)
Sandsynlighed for at gemalen får en julegave: 5-10 %
Risiko for ikke at have en gemal den 25. december: 90-95 %

Nå ja, også er der jo tidsrøveren over alle:

Jobs: 2 (Ja, hvad siger I så? Nu har jeg igen fået nyt arbejde. Med to ugers overlap.)



Hvis jeg lige skal knytte en kommentar til tallene (mere formelt kan det vist ikke siges),  så har december indtil nu været ganske glimrende. Den tid jeg ikke har brugt på bloggen, har jeg nemlig brugt på mit søde barn og min dejlige mand, og hvis der skal sættes tal på det, så vil jeg anslå min prioritering til at være 100 % korrekt - også selvom det har kriblet i fingrene og der er blevet kastet lange blikke efter mac'en.

Denne weekend sætter slutspurten ind, og kors hvor har vi travlt med at få det sidste på plads. Hvis ikke jeg når her forbi, vil jeg derfor lige ønske glædelig jul.

Jeg vender stærkt tilbage med billeder af byggeprojekt, julebord og oplysninger om, hvor man kvit og frit kan få fat i en københavnerlampe. Ja, og så skal jeg jo også lige læse op på jeres blog. Dét glæder jeg mig til.


Glædelig jul!

En pensionist flytter ind

Jeg er stået tidligt op i dag for at hente en lampe til mit køkken. Andre mennesker giver 1200-2000 kroner for lampen, men jeg ved, at man kan få dem gratis, og synes derfor, at priserne er helt hen i vejret. Alt hvad der kræves er, at man kan lægge vejen forbi Herlev mellem kl. 7 og 14.  For mit vedkommende bliver det jo så kl. 7, når det skal nås inden arbejde.

Det er denne fantastiske lampe jeg skal hente:

Er den ikke fed!

Efter at have hængt på de københavnske gader i evigheder, skal den nyde en skøn pensionisttilværelse i mit køkken. Den har vist kun godt af at opleve varme, nænsomhed og duften af friskbrygget kaffe og nylavet mad. Det har den også fortjent efter alle de år den har givet mig og andre tryghed og nattelys.

Ha' en dejlig dag§

Sådan er 2-årige

Med udgangspunkt i mit eget spritnye eksemplar, er jeg nu selvbestaltet ekspert i 2--årige. Og jeg vil bare lige sige, at de er meget anderledes end 1-årige.

2-årige børn går gerne rundt med hånden i møjlen (det vi andre kalder lommen), hvor man da også lige kan gemme en pastaskrue til senere. De taler rigtig meget om mejetratorer (mejetærskere) og gør et stort nummer ud af at placere pigen (den nye dukke) med en pixibog i en børnelænestol, inden turen går til vugestuen. Pigen får i øvrigt ofte vendt bunden i vejret af 2-årig, der begejstret råber loooooort.

2-årige er bange for gæs og grise, forstår sig ikke på æbleskiver, men vil gerne have mere guoi, hvad det så end er. De vil også gerne have mere kage - selv to minutter efter at de har kastet op i deres forældres seng, hvilket i øvrigt er blevet en kedelig vane. På trods af at nætterne går med bad og rent sengetøj, er 2-årige dog enormt friske i dagtimerne, som tilbringes med vennerne og pædagogerne i vuggeren, der i øvrigt  har deres egen hyldestsang. Den varer en halv time og bliver fremført hver aften efter sengetid og består af mange gentagelser af deres navne og enkelte har far hej mor.

2-årige er gode til at gå til lægen. De ved, hvad en kittel er og at det ikke er noget de skal bruge i deres fremtidige karriere. Det er 2-åriges mødre godt tilfredse med. Fædre kan godt have en lidt anden opfattelse af den meget bestemte afvisning af drømmen om den hvide kittel og tror, at det er noget de kan ændre. Men nok om det for denne gang.

Efter disse generelle betragtninger om 2-årige, vil jeg nu fortælle lidt om netop min 2-årige. Hun har til sin mors store glæde lært at sige starut 2 år. Til farens irritation og morens morskab supplerede hun med dog med far 2 år. Men pyt, forståelsen kommer jo nok en dag, og hendes far har til alle tider set lidt yngre ud, end han egentlig er. (Seriøst, han var næsten 30, da jeg mødte ham og fortalte, at han ofte blev skudt til at være 25 år. Jeg troede, at han var 22.)

Måske kommer starutten også til at se væsentligt yngre ud, end hun er. I hvert fald er hun gennem de seneste (og første) 2 år blevet mindre. Dog ikke som i krympet, skrumpet eller andet grimt, men som i vækstkurvefald. Starutten er faldet ikke mindre end 4,5 vækstkurve. Det lyder måske bekymrende, men det er det slet ikke. Nu er hun nemlig lige et nøk under standardstørrelse, og det er jo ikke så tosset. Da hun blev født, var hun så lang, at kurverne slet ikke dækkede.

Desværre gælder standardstørrelsen ikke hendes fødder. Selv da hun som nyfødt blev målt til 57 cm, var fødderne helt ude af proportion, og alligevel er de vokset i et langt hastigere tempo en kroppen. Der er ikke længe til, at hun kan passe de stiletter, som hun ofte går på jagt efter i mit skab. Men det slipper hun altså ikke afsted med. Heller ikke selvom hun lægger hovedet på skrå, smiler sødt og bare er helt igennem nuttet, som kun en 2-årig kan være det.

Bare det altså snart var...

Om en uge er der en lille en her i huset, der har fødselsdag, og jeg glæder mig SÅÅÅÅÅÅ meget. Ventetiden er fuldstændig lige så uudholdelig som for to år siden, hvor jeg ventede, og ventede og ventede. Ooog ventede... til hun endelig meldte sin ankomst 17 dage efter planen. Det huede altså ikke mit projektledergen, at mit barn skulle være så dårlig til at overholde deadlines, men nok om det.

På torsdag bliver hun to år, og det bliver den første fødselsdag, som hun forstår. Det håber jeg i hvert fald. Lige nu øver vi flittigt i håbet om, at det lykkes. Hvor gammel er du???? Du er 1 år, er du 1 år? hva? er du 1 år? og ved du så hvad? På torsdag er du TO år! Se her. To år ligesom de to fingre mor viser dig, ik. Det forstår du godt, ik? Du bliver TO år på torsdag. 

Ja, det er jo så nok mest mig, der øver. Gemalen sidder og søger efter et-værelses lejligheder imens og mumler noget om en eller anden kvinde, der er blevet bindegal. Starutten piller bussemænd og siger ligesom en abe. Så alting er som det plejer at være.

Hendes gave er købt. Den ligger oven på mit skab og venter på at blive pyntet med glitret papir og krøllede bånd til den store dag, hvor den for første gang skal i hænderne på et barn. Da der jo er flere måneder en hel uge til, og jeg er ved at gå til af spænding, har jeg valgt at vise den her i håbet om, at jeg kan begynde at tænke på andre ting (hvilket min arbejdsgiver nok vil blive ret glad for.)

Er den ikke fin?

Der var simelthen ikke andre muligheder end at give hende en dukke. I to hele måneder har hun nemlig trasket rundt med en gåvogn (der ligner en dukkevogn), hvori to små hoptimister bliver lagt til ro igen igen med et begejstret gooooooonaaaaaaaaaa!

Der er også en meget god forkalring på, hvorfor det er netop den dukke. Den ligner starutten på en prik: Samme uldne fritz, røde kinder, lille næse, blå øjne og lige så meget frækhed.


Goooooonaaaaaaa!

Noget skal man jo være

I går under middagen:

Starut: sjaaaauw det sjaaaaauw
Mille: Er mor sjov?
Starut: NEJ.
Mille: Er far sjov?
Starut: Jaaaaaah far sjaaaaaaauw. Starut sjaaaaauw
Mille: Er mor ikke sjov?
Starut: Neeeej (kaster hovedet tilbage og griner) Mor er prut.

Nu er mor så en sur prut.


(Kære starut, hvis du en dag falder over denne side, ved du nu, hvorfor du ikke får lommepenge.)

Sig det ikke til nogen

Pssst, det er meget tys-tys det her. Den der ferie jeg vist nok har nævnt et par gange, det var en charterferie. Og sådan noget bruger jeg jo ikke. Jeg er langt mere til sådan noget kultur-naturgejl i verdens metropoler og storslåede natur. Jeg er IKKE til charterferie. I hvert fald ikke hvis man spørger mig.

Derfor er det også kun i al hemmelighed, at jeg her vil indrømme, at det var så SKØN en uge, at det bør råbes ud fra både bjergtoppe og skyskrabere. En hel uge hvor vi ikke skulle noget, men alligevel oplevede en masse:

Vi har set delfinshow og papegøjer der både kunne køre på cykel og løbehjul. Vi har kørt vanvittig bjergkørsel. Vi har spist friskfanget fisk og så har vi været rigtig meget sammen og oplevet hinanden på nye måder.

Jeg har set min skønne datter inbyde en engelsk pige til leg, og jeg har set de to  jublende piger i fuld gang med at flytte blade og blomsterhoveder fra legeplads til skraldespand i en sådan grad, at de burde have løn for det. 

Jeg har set min lille pige sidde pænt på en restaurant flere aftener i træk og smile koket til alle de andre gæster. Jeg har også oplevet konsekvensen af, at hun ikke har været i svømmehallen i et helt år, selvom hun fik en badedragt i 1-års fødselsdagsgave. Nu ved jeg, at hun bare skal have en badering som hun kan flyde rundt i.

Selvom engetiderne blev rykket en del, har vi også haft mere voksentid end vanligt. Der skulle nemlig hverken tænkes på vasketøj, rengøring eller affaldsordning. Det har simpelthen været så hyggeligt at sidde på terrassen med vin, snacks og et spil James Bond.

Spillet ses her og som de kvikke nok kan se, handler det om  Sherlock Holmes og ikke Bond.  Men det hedder altså James Bond. Hjemme ved os i hvert fald. (Jack er i øvrigt Jack the Ripper, hvis nogen skulle være i tvivl.

Nu er vi altså hjemme igen og har været det et par uger. Ferien har hjulpet lidt på overskuddet og måske har hverdagen også sat tempoet lidt ned igen. Det er i hvert fald ret rart at være os lige her i vores lille hus. Vi er begyndt at få ordnet de småting, vi ikke kunne overskue før, så nu er vores køkkenvindue færdig, der er hylder i sugeskabet (det med emhætten) og vi har fået sat det fuglehus op, som vi fik i indflyttergave. Og så er jeg i øvrigt ved at være juleklar. Mere om det en anden gang.

Kundeservice skal da også have lidt at grine af

Kender I de dage, hvor man går hen til kundeservice, fordi man har betalt for meget for sine varer, og så hører sig selv sige:

1 koster 15 kroner og 2 koster 30 kroner. Så kan det jo ikke passe, at jeg kun har fået 5 kroner i rabat pr. styk. 

Det bliver ikke bedre, når man kommer tilbage efter fem minutter for at høre, om man eventuelt har foræret dem sin pung. En ting er i hvert fald sikkert. Hvis jeg havde haft starutten med og hun havde været lidt ældre, var jeg blevet udråbt til verdens pinligste mor.

Tilbuddet lød i øvrigt på 3 for 30 og pungen lå i tasken lige præcis der, hvor den burde ligge.

Lille Lise, lille Lise fik en hue rød

Og det gjorde starutten også. En flot hjemmestrikket hue fra farmor med tre fine kvaster i rød, orange og lilla, og ligesom Lise skulle starutten også have den på i seng.

Totalt nuttet! Hun så simpelthen så sød ud, da hun lå der som en lille nissepige. Alligevel blev den forsigtigt lirket af, da søvnen havde overmandet hendes lille krop. Hendes hoved skulle jo nødigt koge over i løbet af natten.

Hvis vi havde vidst, at det var en blivende trend, havde vi måske ikke syntes, at det var helt så nuttet. Og vi var blevet varslet. Blot en uge inden havde morfar passet den lille gavtyv, og selvom han er stor og stærk og ret fornuftig, måtte han opgive den store sokkebattle inden sengetid. Starutten insisterede på at beholde strømperne på.

I går galdt det så vanterne. Igen tabte de voksne kampen, og starutten kom i seng med sine lyserøde strikluffer. Da jeg prøvede at snige dem af et par timer senere, vågnede starutten op i krampegråd, og tårerne stilnede først af, da far kom og gav hende lufferne på igen. Han afslørede i øvrigt, at han også havde prøvet at få dem af tidligere på aftenen, men at der havde lydt et Neeeeeej far, ik af, og så havde han droppet den ide.

I aften var det savlesmækken, der skulle med i seng, og ved i hvad: Jeg vandt! Jeg ved godt, at der er tale om en lille pige på knap to år, men det bør bare lægges til sejren. Det er overhovedt ikke barnligt, hvis jeg om lidt giver mig ud i en sejrsdans. Barnet ligger i sin seng uden hue, luffer, sokker eller savlesmæk, og det er altså værd at være stolt af.

Til gengæld sover hun ikke. Overhovedet ikke. Hun holder fest og synger lålålålååååå på en temmelig bodegaagtig måde, som hun vist har lært henne i vuggeren.

Hun kom ellers i seng en halv time før normalt, fordi hun knap nok kunne holde øjnene åbne. Vi har været hjemme sammen hele dagen i dag, fordi hun er syg, og med al den ballade hun har haft gang i, er det utroligt, at hun stadig er vågen. Jeg er i hvert fald ret træt efter en lang dag med katastroferedninger. Vi taler om noget med rengøringsmiddel ud over alt, osteskærer og clementiner, tegninger, hvor der ikke burde tegnes og andre spændende udfordringer for en knap 2-årig.

Om lidt når hun sover, skal jeg ind og kigge på hende og tænke over, hvor heldig jeg er at have så nuttet et barn, der laver så mange sjove skarnsstreger. Og hvis I andre keder jer her til aften, skal I bare prøve at skrælle en celementin med en oskteskærer. Det er spas for både store og små.

Det er jo det, jeg altid har sagt

Nu ville det være ret fedt, hvis jeg kunne finde ud af at lægge en film på her, men øh... I må nøjes med et link:

http://politiken.dk/poltv/ibyen_dk/ibyen/ECE1795515/simpel-regel-volder-cyklister-og-buspassagerer-store-problemer/

Og til det kan jeg kun sige en ting: Del det med alle I kender!. Jeg er så træt af at blive overfuset af fumlegængere, der ikke kan færdselsreglerne. Både dem som i dette klip, der ikke ved at de skal vige, når de stiger ud på et sneglespor (hvilket jeg altid har kaldt de der busheller i fuld overbevisning om, at det rent faktisk er deres rette - omend lidt sære -betegnelse) og de der fjolser, der mener at de har ret til at blokere cykelstien fordi de kan se bussen komme kørende flere meter bag de intetanende cyklister, som straks udråbes psyko(cykel?)pater.

Og inden jeg kommer for godt i gang og får overbevist hele verden om, at jeg har udviklet mig til en mavesur gimpe, lover jeg at byde på lidt mere veligtsindede indlæg de næste par dage. Jeg har nemlig været på ferie! Jeg har også fået nye møbler og ryddet op i mit skur og så har jeg en god lang fridag foran mig i morgen.

Sådan er livet også

Når ens liv bare sutter røv og man slet ikke kan finde sig selv inde bag det påklistrede smil, der har groet sig fast i fjæset som eneste grimasse i forsøget på at bilde sig selv ind, at alt er i skønneste orden, er det bedste sted i verden Blogland. Her er der nemlig ikke nogen, der kan se camouflagesmilet, og man behøver derfor ikke - stadig bredt smilende - forklare, at det gemmer på en masse håbløshed og kaos. Man kan bare skrige:

AAAAAAAAARRRRRGGGGGGHHHHHH

Og straks får man det meget bedre. Ahh!

'Sutte røv' er måske så meget sagt, men det er så herligt et grimt udtryk, at det simpelthen skal luftes engang i mellem. Og igen er bloggen bedst. Her behøves nemlig ikke at være så pænt og ordentligt. Gad godt have et fysisk frirum, hvor jeg kunne tale lige så grimt og råbe lige så højt helt uden risiko for at blive hørt.

Nå men altså livet sutter måske ikke røv, men det levner bare heller ikke særlig meget plads til at leve lige nu. Det går lige præcis an, men bare et halmstrå mere,og så er jeg bange for, at ryggen ikke længere kan bære. Det bliver bedre i november, det ved jeg, og der er ikke længe til. I næste uge har vi endda ferie, og det burde også hjælpe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg når at få ro i kroppen, før den er overstået og hverdagen igen kalder. Er det det man kalder stress? For det har jeg kraftedeme ikke overskud til lige nu. 

Starutten har det godt, og er lige så dejlig som altid dog med støt stigende hyppighed i hysteriske anfald over stort og småt (mest småt). Gemalen har det godt, men han er træt, træt, træt, og jeg kan ikke forlange mere af ham, end han allerede giver. Han er helt holdt op med at sove efter døgnarbejde. Jeg er også træt og kan slet ikke huske, hvordan det er at være frisk. Og jeg forstår bare ikke, hvorfor det bliver ved.

Gemalen arbejder godt nok meget, men starutten er altså et (på trods af daglige nedbrud) ret nemt barn, der går omkuld hver aften kl. 19, og over 11-12 timer. Hvorfor helvede skal det føles så krævende? Render vi alle sammen rundt med falske smil eller er der faktisk nogen, der har knækket koden til det lykkelige liv uden behov for tændstikker til at holde øjnene åbne?

Nogen gange synes jeg, at jeg skal lede lidt for længe efter grundlykken, selvom dagen faktisk ER fyldt med masser af gyldne øjeblikke, hvor jeg elsker hele verden, min lille familie og mit liv.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at poste indlægget. Det er ikke sen beskrivelse af en generel sindsstemning. Det er mig lige nu i dette øjeblik, hvor aftensmaden stadig står på bordet, køkkenet flyder, fordi vi to aftener har prioriteret søvn over opvask og gemalen igen tilbringer en aften på arbejde.

Jeg er bare træt med træt på.

Kan man dø af spænding?

I så fald har jeg ikke langt igen. 

I søndags havde jeg en aftale med en af mine bedste veninder i hele verden. Hende som jeg egentlig havde planlagt, at jeg skulle på barsel sammen med, så da jeg troede, at hun var babyklar, var jeg vaks at få overtalt gemalen til at lave en baby. Det ville jo bare være så hyggeligt at trille afsted med barnevognene side om side med min gode veninde.

Jeg havde bare glemt at spørge, om hun var babyklar, og det var hun ikke. Det blev hun først for et par år siden, men desværre var babyen ikke helt så klar, så det er først nu to år efter, at hun skal være mor. I søndags skulle vi så for sidste gang i lang tid ud at hygge uden børn. Starutten var til gymnastik og hendes lille baby burde puttenutte inde i hendes mave. Det gjorde den bare ikke.

Klokken lidt over 8 aflyste min min veninde vores aftale pga. veer. Det er simpelthen den skønneste begrundelse, jeg nogen sinde har fået for en aflysning. Så jeg ventede i spænding hele formiddagen og hele eftermiddagen og noget af aftenen, men så kunne jeg altså ikke holde det ud længere og sendte en sms. (Rimelig dårlig stil, men kunne altså ikke lade være.)

Veerne var gået i sig selv igen. Øv. Spændingen faldt lidt, men da det jo snart må være, ligger den stadig og ulmer. I går skrev hun så, at der stadig ikke var sket noget, men at hun havde veer om natten (vist ikke nogen særlig hensynsfuld baby, hun venter.) Nu er der bare det, at hun ikke har svaret de to sms'er, jeg har sendt i dag, og jeg er igen ved at dø af spænding. 

Der kan kun være tre grunde til, at hun ikke har svaret:

1. Hun er midt i en fødsel

2. Hun gider ikke at svare bedrevidende sms'er om behovet for Tena

3. Hun har glemt, at hun har en telefon (No shit, den kan ligge på bunden af en taske i flere dage)

Sandsynligheden for 2 og 3 er temmelig stor, men da der også er en vis sandsynlighed for 1, holder jeg mig fra at ringe og  konfrontere hende med, at hun altså ikke skal lade mig dø af spænding, hvis der ikke er grund til det. Men århh altså det her er jo meget mere spændende end da jeg selv gik og ventede (og ventede og ventede og ventede) på, at starutten skulle melde sin ankomst. Tænk at min dejlige veninde og hendes søde kæreste snart skal være forældre. Det glæder jeg mig bare så meget til at opleve.

Forældreskabet har virkelig overrasket mig. Jeg anede ikke, at jeg ville elske det så meget og at jeg ville være så god til at være nogens mor. For det er jeg. Min tålmodighed kan strækkes til det uendelige, når det gælder starutten, og jeg nyder virkelig at tale med hende. Her for tiden taler vi om aber, elefanter, hænder, sko og prutter, og hver aften insisterer hun på, at vi skal kysse godnat gennem trappens tremmer. Først skal jeg kysse den ene kind, så den anden, så næsen, håret, øjnene, hænderne og maven. Når vi når til samtlige ti tæer, siger jeg pænt nej tak og vinker godnat.

Jeg glæder mig over, at min veninde også snart skal opleve det og glæder mig til at opleve hendes som nogens mor. Det vil hun bare være smaddergod til.

Indrømmelser fra en klynkemås

Når jeg i de seneste par måneder ikke har fået mere end ca. 6 timers søvn om natten, kunne man godt forledes til at tro, at det skyldes køkkenfrustrationer, affaldsfrustrationer, kæreste der arbejde alt-for meget-frustrationer eller frustreret starutfrustrationer. Det gør det bare ikke.

Et par af synderne er her:

Virkelig god bog som alle bør læse. Ligesom hans andre bøger handler den om, hvordan mennesker fungerer. Den er skrevet let og flydende og kan sagtens læses på en weekend, hvis forstyrrende elementer som mænd og børn er ude af huset.

Læs den, læs den, læs den!

Og her er så årsagen til, hvorfor jeg også i aften kommer til at slukke lyset alt for sent:

Den er lige kommet i en ny udgave for knap en måned siden, og det er den, der ligger og venter på at blive åbnet for føste gang.

Godnat!

3 kys og et knus

Af forskellige årsager har jeg den seneste tid tilbragt lidt mere tid i vuggeren end vanligt. Normalt er det bare aflevere eller hente og så afsted igen. Det eneste jeg ved om staruttens dag, er det der står i stuebogen om dagens oplevelser, hvor længe hun har sovet og hvad hun har spist til frokost. Af og til får jeg selvfølgelig også et par ord med fra personalet, men når man henter sent, er stuepersonalet ofte gået hjem, og så er det sparsomt med informationerne. (Hader, hader, hader hendes lange dage! Starutten hader til gengæld at skulle hjem uanset, hvor sent det er. Mærkelige barn.)

Jeg har aldrig været i tvivl om, at Starutten har det godt i vuggeren og at det er verdens bedste sted at aflevere sin guldklump, men hvor har det dog været fantastisk at observere, HVOR fantastisk børnene faktisk har det.

Jeg har gennem de seneste par uger set min lille pige:

• kysse tre drenge - den ene så lidt betuttet ud, de andre to smilede over hele femøren.
• få et velkommen-i-vugger-knus af den mest yndige pige i institutionen.
• blive løbet i møde af en af drengene (ikke en af dem hun har kysset) hver morgen med spil i øjnene og klar på forbudt vandpjaskeri sammen med hende.
• pjatte og grine sammen med en af de større piger, der ligesom Starutten sad bag på sin mors cykel på vej hjem.
• være midtpunkt for to pædagogers ihærdighed for at komme først for at tage i mod hende.
• køre om kap med den betuttede kyssedreng, som så lidt ærgerlig ud, da hun for en gangs skyld gik frivilligt med hjem.

Og så overvejer jeg alligevel at flytte hende, fordi institutionen ligger (lige lidt for) langt væk. Det er godt nok lidt besværligt at skulle så langt, men kan man tillade sig at frarøve sin datter så skønne kammerater? Jeg er i tvivl, og har været det længe. Og så længe tvivlen råder, ja, så bliver hun, hvor hun er: I verdens bedste vuggestue med landets dygtigste pædagoger og sødeste legekammerater. 

Dagens nedbrud

Sikke en dramatisk dag for den lille starut. Hun har simpelthen oplevet så mange forfærdelige begivenheder med gråd til følge. Her er et lille udpluk:

1) Underbukserne skulle af og på igen, fordi benene var kommet igennem samme hul.
2) Snørebåndene var gået op.
3) Hun smed sutten, og ingen samlede den op for hende.
4) Figenstangsemballagen blev åbnet en centimeter for meget.
5) Forkert figenstang blev byttet ud med ny uåbnet figenstang.

Det der "små børn - små problemer, store børn - store problemer" det holder jo slet slet ikke. Jamen altså, se lige listen en gang til. Ville I ikke også synes, at verden var imod jer, hvis alt det var sket i løbet af jeres dag?

Det virker altså temmelig hårdt at være på vej mod de to år.

Skrald - skrald ikke

Jeg var ved at tude i morges (og gjorde det faktisk en lille smule.) Ligesom jeg skulle til at forlade matriklen med en vuggestuespændt starut bag på cyklen, møder jeg skraldebilen. Storskraldsbilen vel at mærke.

Har jeg husket, at den skulle komme? Nej
Har jeg hele indkørslen, kælder og stue fyldt med pap og planker til udsmidning? Ja
Kan vi vente til næste storskraldsafhentning i december? Ikke rigtig
Har vi tid til selv at køre på genbrugspladsen? Nej (noget med gemalens sundssyge arbejdstider)

Fuck altså siger jeg bare. I går aftes sad jeg en halv time og nød et fodbad med god samvittighed over dagens indsats, og så havde jeg glemt storskrald. Jeg fik helt ondt i maven over min prioritering og forglemmelse.

Da jeg så bilen i morges, vendte jeg straks om og hev forvirret og højlydt utilfreds starut op fra cykelstolen og ind for at at hente pap fra stuen. Men jeg nåede det ikke. Og det ville jo nok heller ikke gøre den store forskel at komme af med to papkasser. Og så trillede jeg hjemmefra 15 minutter forsinket med tårer i øjnene.

Tænk at der kun skulle en misset storskraldafhentning til at slå mig ud. Det er eddermame sørgeligt.

Det var derfor meget glædeligt, da jeg fandt ud af, at man kan bestille storskraldsafhentning. Ja, man kan endda bestille en hel container. Helt gratis og kun til eget ragelse. Man kan også bestille en til haveaffald, når nu man er i gang. Når først man lærer det, bliver det jo piece of cake at være husejer  og måske tage det hele lidt mere afslappet.

Gymstarut og Gemalstik

Vi har været til gymnastik her i weekenden, mig og min starut. Starutten kunne bedst lide de øvelser, hvor vi skulle løbe eller ligge ved siden af hinanden, og det kunne jeg også. Mest fordi jeg følte mig lidt dum ved at overengagere mig i alle sanglegene, mens starutten stod med korslagte arme og så til med et meget overbærent udtryk.

Da man ikke kan ligge eller løbe hele tiden, opfandt hun dog også sin egen øvelse, der må hedde noget a là "hvem kan kravle længst op på sin mor". Det er sådan en slags generthedsøvelse, som er rigtig god for små starutter, når man kommer ind i en hal til 50 fremmede mennesker, der styrter rundt med bolde og tøndebånd. Jeg siger jeg, at hun kan komme højt op.

Alt i alt var det faktisk rigtig sjovt at være afsted, og jeg tror, at starutten vil blive rigtig glad for det, når hun lige har set det an. Det vil jeg måske også, men det meningen, at det skal være gemalens opgave, så jeg kan få et par timer for mig selv. For det trænger jeg til.

Gemalen arbejder gennemsnitligt nogenoghalfjerdstimerogoftemere  (hvis man skriver det rigtig hurtigt uden mellemrum, kan man næsten undgå at være ved at dø over det) om ugen. Det er altså lidt strengt, synes jeg. Jeg arbejder kun 40, men det føles som langt mere, når klokken ofte når at blive 21-22, før jeg får tid til at tømme hovedet. Der er jo også lige en starut, der skal hygges om, indkøb, madlavning, opvask, rengøring, havearbejde og hvad ved jeg. Der er bare ikke så meget at gøre ved det, og så må man jo presse lidt egentid ind, hvor det kan lade sig gøre.

Hvis jeg ikke skal hente starutten, tager jeg ofte en lille omvej hjem fra arbejde, så jeg får næsten en time i de friske luft. Lige nu mangler jeg stadig at lægge tøj på plads, men har prioriteret et totalt skønno fodbad, og ja, så er der nu også den ugentlige "gymnastikpause". Det eneste jeg sådan rigtigt savner er tid til en løbetur, men det er altså svært, når jeg ofte er alene med starutten og også gerne vil se gemalen i ny og næ.

Og ham gemalen er altså sød. Selvom han arbejder så sindssygt meget, har han her på det seneste fundet ud af at forkæle mig lidt.  Han er begyndt at bage brød! I sidste weekend sov jeg helt til kl. 11 (fik I lige den? Han er altså sød, hva?) og vågnede op til nybagt brød, og da jeg kom hjem en sen aften i denne uge, så var det igen til duften af bagværk. Sådan lidt hverdagsforkælelse gør det bare så meget lettere at være næsten alene om husholdningen.  Mmmm!

Aj inden jeg slutter, skal I lige have denne historie helt uden for kontekst.

Starutten har en særligt god ven i vuggestuen, som vi ofte taler om. Eller det vil sige, at jeg spørger: Har du leget med J i dag? Synes du han er sød? Er I gode venner? Er han den sødeste i vuggestuen? Osv. osv. og starutten svarer ja til det hele, og ser meget sød ud imens.

Jeg fortalte på et tidspunkt gemlen om disse samtaler, som han pga. hans sindssygt meget arbejde desværre er gået glip af. Da han så for en gangs skyld var alene med starutten, ville han udsætte hende for samme forhør, men der var total tavshed fra hendes side bortset fra et par enkelte grynt. På et tidspunkt bliver det dog for meget for den lille dame, så da han spørger om,  J er den sødeste i vuggerne, svarer hun faaar på den mest teenageagtige måde.

Ja visse ting deler man kun med sin mor,

Royale brister

Jeg vil gerne lige have lov at sige noget om opdragelse. Jeg vedkender fuldt ud, at jeg ikke har kompetencerne til at mene noget som helst om det emne, da det ikke er noget jeg selv bruger. Det er mit barn simpelthen for nuttet til. (og nej, det er ikke til diskussion. Sådan er det bare. Der er ikke noget at gøre.)

Det er old news jeg vil tage fat i. Nogen vil måske mene, at tiden er forpasset til at skrive dette indlæg, men jeg er ligeglad. Også selv om jeg burde være den sidste til at mene noget om andres evner ud i opdragelse. Det har kværnet rundt i hovedet på mig, siden jeg læste det, og nu skal det ud:

Skal kongelige ikke opdrage deres børn?

Det skulle man da mene, ikk? Så vidt jeg har forstået er de lidt bedre og pænere ( med enkelte undtagelser) end os almindelige jordboere, og så er det vel ikke for meget forlangt, at de også kan noget af det vi andre ikke magter. Fx opdragelse...

Men nej, det kan de så ikke. Og her tænker jeg ikke på ham den uartige engelske ungprins, der svansede rundt i bar mås. (Lidt underholdning skal man vel have for apanagen.) Nej, jeg tænker på ham den norske kronprins og Mareridtet. Hvordan f...... kan det være en politiopgave at sikre, at hendes søns onlineprofiler ikke er åbne for hvem som helst? Hvordan kan man overhovedet overveje at kalde det en sikkerhedsbrist og mene at staten har en rolle i miseren? Uden at vide ret meget om opdragelse ville jeg ellers tro, at det var sådan noget forældre sørgede for - også de kongelige.

Tak for at i læste mit sure opstød! Skulle det være en anden gang.

Mat i koderne på den dejlige måde

Slut med håndværkere og køkkenstress. Slut med fødselsdagsfester og planlægningsstress.

Det er simpelthen SÅ skønt at være mig lige nu. For første gang siden vi begyndte at pakke vores lejlighed ned, er der ikke en masse jeg skal nå. Vi mangler stadig småting i køkkenet og hverdagen tonser selvfølgelig derud af som altid. Men der er ikke alt muligt, der bare skal være færdigt.

Ren nydelse! Om fem minutter går jeg ned og henter tømmermandspizza som vi skal spise mens vi ser Rejseholdet og drikker alt for meget sodavand. Og så skal vi tidligt i seng og prøve at være friske om morgenen.

Det er bare skønt!

Vroom vroom

Hver evig eneste hverdagsmorgen bruger jeg ti minutter på at overbevise starutten om, at det er en rigtig dårlig ide at tage i vuggestue iført fars sko i størrelse 45. Derefter bruger jeg så ti minutter på at overbevise hende om, at hun ikke skal holde mine nøgler på vej til vuggestue, og at jeg i øvrigt skal bruge dem til at låse cyklen op. Efter lidt hyle og skrigen kører vi så afsted mod vuggestuen i stille og roligt husmortempo med totalt overlæsset cykel. Og dét er hyggeligt. Vi siger hej til alle hundene, vinker til bilerne og siger a-a-a-a-a-a-a, når vi kører over brosten.

Men det allerbedste er, at hun nu styrter direkte hen imod min cykel, når hun ser den og begejstret udbryder: Cykel. Vroom vrooooooom.

Se det er mors pige!

Mens vi venter...

på, at køkkenet snart bliver færdigt, kan man jo lige så godt forkæle sig selv med lidt udstyr fra Kunst og Køkkentøj:

Så bliver mine brød så fine.

Gemalens ide - han skal åbenbart til at bage sandkager????

Mmmmmm madeleine

Kun udstiksformen i midten i højre kolonne dog. Den er til at lave de der små stykker sydfransk marcipankonfekt, hvis navn er sporløst forsvundet fra min knold.

Og det her er jo ingenting i forhold til, hvad der venter. Gemalen er nemlig overraskende nok helt med på, at jeg må bruge 10.000 kroner på lækkert udstyr, når nu vi snart får nyt køkken. 10.000 rækker dog ikke lang, når man vil have en assistent køkkenmaskine, en ismaskine med kompressor og sous vide og vacuumpakker, men også bør købe nye gryder, der kan bruges til induktion. (Men altså gryderne SKAL man jo have, så dte kan ikke rigtig tælle med.)

Jeg glæder mig sindssygt meget til at køkkent står færdigt, og ved I hvad? Det gør det snart. Det står faktisk færdigt. Jeg skal bare lige have fundet ud af, hvordan jeg får gjort ovnen lidt mindre,så kogepladen ikke kommer til at svæve over bordpladen (...................) Og når det er gjort, så skal der lige en elektriker og en vvs'er forbi, og så er der køkken! (Altså vi skal også lige have sat låger på, skåret noget af grebene og male noget træværk, men det er jo ingenting. I.N.G.E.N.T.I.N.G.)

Jeg vil spare jer for yderligere lidelseshistorier om, hvordan absolut ingenting har passet sammen og hvordan en noget af en finger blev hængende i rundsaven og senere syet fast med et par sting i vores badeværelse (ja, her i huset får man altså lov at arbejde vdere, hvor andre ville tage på skadestuen.) For faktisk er lidelseshistorier meget lidt interessante for andre end de lidende. Og hvor slemt kan det egentlig være, at et køkkenprojekt trækker ud, når det giver anledning til en hyggestund med starut og overpriced parisertoasts ved en sø med ænder lidt for tæt på sengetid en mandag aften?

Nej vel, så er det slet ikke så slemt.

Hvis I nogensinde overvejer at lave køkken...

Så lad være.

En ting er, at det tager livet fuldstændig af en sommerferie, men nu er vi også ved at blive overhalet at naboen, der er ved at bygge et helt hus.

Suk!

Derfor: Lav ikke køkken. Riv huset ned og få nogen til at bygge et nyt. Det er meget nemmere.

Det er efterhånden hver andet indlæg jeg skriver, der handler om, at jeg snart kommer tilbage og blogger helt vildt meget. Så det vil jeg ikke skrive her.

Foran mig har jeg 7 gardiner der skal syes,andre gardiner der skal købes, et køkken der skal laves færdigt, reoler der skal købes, ditto skrivebord, en stueetage der skal rengøres efter håndværkere, en kælder hvor træbeklædningen skal pilles ned, et badeværelse der skal shines op (renoveringen får lov at vente bare en lille smule) og tusind andre projekter.

Jeg forsvinder ikke, men jeg må nok indse, at jeg ikke bliver den flittigste blogger og bloglæser, før jeg en dag går på barsel igen. Og det bliver i hvert fald ikkke før om laaaaaaaaaaaaaaang tid. Hvis det altså sker.

I næste uge kan I dog godt forvente et totalt blæreindlæg om min nye quooker.

Hvis altså ikke et eller andet igen bliver forsinket...

Hjælp mig med en god ide!

Jeg har akut brug for hjælp. Jeg har haft ferie i snart tre uger, men tiden er som sand løbet mellem mine fingre og direkte ned i det ondeste køkkenprojekt, man kan forestille sig. Derfor har jeg slet ikke haft tid til at planlægge min fødselsdag.

Det er i morgen.

Jeg fylder rundt.

Jeg bliver nødt til at bruge noget af dagen på at grunde køkkenvægge. (Indsæt selv uanede mængder af eder og forbandelse - jeg har ikke tid)

Men der skal jo også ske noget rart.

Hvis der er nogen, der sidder indenfor i dette dejlige sommervejr og kukkelure, må I meget gerne tømme hovedet for ideer her. Ideerne skal inkludere både starut og gemal og give plads til et par timer i køkkenet med malerrullen i hånden.

Pleeeeease!

Nyudsprunget ligusterfascist

Jeg er blevet en sur gammel kone. Men ganske berretiget skulle jeg mene. Det handler om at være ny husejer og noget med ejendomsret. Først var der duerne, der forgreb sig på mit blommetræ og nu er det så unge damer, der forgriber sig på min hæk.

Kl. 2.15 i nat blev jeg vækket af råben og skrigen. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at jeg rent faktisk var vågen og at det højlydte skænderi jeg i min drøm havde med min supersøde nabo var forårsaget af larmen udefra. Søvndrukken traskede jeg hen mod vinduet for at se, hvad der foregik.

Nede på min lillebitte, blinde villavej stod en gruppe unge mennesker, der ikke kunne finde ud. (Hvor svært kan det så lige være?) Mens jeg langsomt fik øjne, besluttede de sig under stor diskussion for at vende om.


Jeg skal lige pisse, råbte en af tøserne.

Du skal ikke pisse på min hæk, galede en søvndrukken ligusterfascist oppe fra et førstesalsvindue.

Hun blev noget så forskrækket. Hun kiggede op på mig og sagde at hun nok skulle lade være, og så skyndte de sig at følge mine anvisninger til, hvordan de kom væk fra min lillebitte, blinde villavej.

Gemalen blev også forskrækket. Han havde ikke hørt gadelarmen, og vågnede ved at hans yndige kæreste brølede ud i nattehimlen. Den der blev mest forskrækket, var dog nok mig. Jeg havde ingen ide om, hvad eller hvor højt jeg råbte før bagefter, hvor jeg lysvågen skyndte mig tilbage til dynen og den varme seng og prøvede at forklare halvvågen gemal, at jeg ikke var blevet dundrende gal i knolden.

Her til morgen så jeg, at lømlerne havde smidt en ølflaske ind i min have. Og det er faktisk ikke så slemt; ikke nok med at jeg får panten, så har jeg også dokumentation for, at de rent faktisk har været her.

Jeg læste for nylig i avisen, at danske børn ikke har så mange pligter, som forældrene ønsker, og det fik mig til at tænke over, hvilke pligter starutten skal have.

Resultatet er nul. Mit barn skal ikke have pligter. Jo mere jeg tænkte over det, desto større afsky vækkede ordet. Pligter er ikke noget, vi kommer til at bruge her i huset.

Hos os hjælper man til!

Jeg forstår en "pligt" som en fast opgave, man skal løse - eventuelt på et fast tidspunkt. Fx lave mad hver tirsdag, tømme skraldespanden dagligt eller tømme opvaskemaskinen.

At hjælpe til er noget helt andet. Det er noget man gør som en del af husstanden, når man er til stede. Starutten er allerede en dygtig lille hjælper. Hun dækker bord, hun kommer varer på båndet i supermarkedet, hun rækker mig det rene service fra opvaskemaskinen (og nogen gange også det snavsede) og hun tørrer op, når hun har tisset på gulvet eller spildt sin mælk. (Det første vil jeg dog helst være fri for og det andet er så sjovt, at mælken i perioder spildes meget ofte.)


Jeg ved ikke om min skelnen er tydelig nok. Måske er der slet ikke den store forskel? Jeg vil bare aldrig omtale hendes deltagelse i husholdningen som pligter. Der skal ikke hænge skemaer på køleskabet med opgaveoversigter, der skal ikke være nogen bestemte opgaver, der er hendes. Hun vil aldrig blive aflønnet for huslige opgaver, og hun skal aldrig nogensinde sige nej til en biftur, fordi det er hendes tur til at rengøre badeværelset eller lave mad.

I vores hjem skal man hjælpe hinanden fordi det er naturligt at tage del i hjemmet. Det kan være jeg bliver klogere, når jeg står med en surmulende teenager, men mon dog? Hvis nu bare vi ikke kalder det pligter, bliver det måske så naturligt, at hun slet ikke opdager det.

isn't it ironic

Starutten er verdens sjoveste person. Min verdens sjoveste person! Det er intet mindre end umuligt at være gnaven i hendes selskab. Aldrig har jeg grinet så meget som de seneste par måneder. Hun laver fis og ballade fra morgen til aften og ser simpelthen så sød og sjov ud, at jeg også griner, når jeg ikke burde. Det er eddermame svært at opdrage sådan en lille spilopmager.

Jeg tænker af og til om mennesket sådan rent humormæssigt topper omkring 1 1/2-års alderen. Jeg har nemlig aldrig mødt en voksen, der var lige så sjov som starutten. Jo mere voksne prøver at være sjove, jo dårligere lykkes det. Og ofte bliver de i stedet pinlige. Starutten er aldrig pinlig. Hun er bare sjov.

Det er faktisk lidt synd, at det nok går over igen, men sådan skal det vel gå. For hvad der er sjovt nu, vil helt sikkert ikke være sjovt på længere sigt.

Åh altså, hvis bare man kunne fastholde hende, som hun er lige nu, bare en lille smule længere...

Så gik der et år

Tung dag i dag. Et par tårer ved en kollegas skulder, middag med familien og en trist aften alene hjemme med alt for mange tanker og bekymringer.

Men ved I hvad? I går da gemalen sagde staruttens navn, aede hun sig selv på maven og sagde noget, der godt kunne tolkes til at være hendes navn. Og ved I hvad så mere? Så pegede hun på gemalen og sagde Far. Og ved I hvad så endnu mere? Så pegede hun på mig og sagde Muuuur.


Der er altså noget mærkeligt ved, at sorg og lykke kan udfylde hele ens indre på en gang. Og vældig trygt, at der er plads til begge dele.

Kampen om blommerne

Mellem blomstrende dronningbuske, caprifolier og rododendron, står der et prægtigt blommetræ. Lige her i min have, lige uden for mit vindue. Jeg elsker mit blommetræ! Jeg har fået fortalt, at det bærer de bedste blommer og har længe glædet mig til at de bliver modne og til at jeg skal bage blommekager (kræver så lige, at jeg har en ovn), koge blommekompot og sidde i skyggen af træet og spise dem friske sammen med min lille starut.

Der er bare nogen, der er kommet mig i forkøbet.

I et af mine store træer giver jeg hussly til to tykke duer. Ikke helt friviligt, men de var her trods alt først, og så skal de da have lov at blive. Der er bare lige det, at de tror, at kosten er inkluderet i opholdet - vel at mærke en femstjernet middag, der strækker sig fra tidlig morgen til sen aften og som indtages i mit blommetræ.

Får de da ikke snart ondt i maven? Blommerne er jo stadig så små, at de næsten er usynlige. Og så er de i øvrigt mine. Det må da i det mindste give lidt samvittighedsrumsterren i maveregionen.

Jeg bliver simpelthen vanvittig af at se dem mæske sig i mine blommer. Jeg ville gerne være lidt mere rummelig, og det kan jo også være, at der er blommer nok til både familien Dum Due og familien Nye Husejere. Jeg ved det jo bare ikke, vel. For jeg har jo ikke prøvet det før. Derfor er jeg mindst en gang hver dag ude at tjekke, om der stadig er flere blommer end jeg kan tælle.

Det er der.

De sidder bare oppe i toppen, hvor jeg ikke kan nå. (Hvad sker der lige for usolidariske duer, der æder de nederste blommer, når de lige så godt kan tage de øverste!)

Livstegn

Jeg er her altså endnu. Der er bare lige det, at det mobile bredbånd er løbet tør for internet fordi gemalen bruger al sin fritid på at google "fugt", "fugt i kælder", "fugtig kælder", "skimmelsvamp",  "skimmelsvamp i kælder", "dødbringende kælder" og "er min kæreste mon træt af mig?" (Og ja, det er hun til tider - specielt de seneste dage, hvor internettet er dødt.)

Derudover har vi det godt. Starutten elsker sit hus, sine sæbebobler og den lille trillebør, som hun har fået foræret af de nye naboer. Jeg elsker min have fyldt med blomster og fuglekvidder, min nye tunge græsslåmaskine uden hverken batteri, ledning eller forbrændingsmotor og så elsker jeg, at jeg snart skal have nyt køkken.

Allermest elsker jeg dog, at der kommer nyt internet på usbstikket på fredag, så jeg kan blogge løs om gemalens kælderkvaler og husets skønhaftigheder. (Jeps, det er et ord særlig opfundet til lejligheden huset. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det beskriver det meget godt.)

Vi ses lige om lidt.

Flytteflad familie

Da vi købte huset, blev vi enige om, at det aldrig måttet begrænse os. Vi skulle aldrig give afkald på drømme om børn, arbejde mm. pga. huset og udgangspunktet var, at vi skulle kunne bo her mindst 10 år.

Efter flere ugers flytterod og en stakkels forvirret, pylret og omklamrende starut, er der dog lagt stærke begrænsninger på mine drømme. Det er saftsuseme hårdt at flytte med så lille en størrelse, og det har jeg meget lidt lyst til at gøre igen. Min drøm om tre børn er lagt på hylden. Drømmen om nummer to er egentlig også ret fjern, men den skal nok komme tilbage. 

Fuck hvor jeg hader at flytte! Så er det  sagt. Det gør det naturligvis ikke bedre, at gemalen liger er startet nyt arbejde, at jeg arbejdede sidste weekend, at han arbejder denne og den næste med, at vi ikke har haft noget køleskab i snart to uger, at vi derfor skal købe ind hver dag, at vi heller ikke har nogen vaskemaskine, at vi også lige skulle aflevere en superrengjort lejlighed, at vi ikke havde tænkt på at tage fri et par dage og at starutten er blevet passet al, al for meget.

Heldigvis er det bedsterne, der har passet. Det synes jeg godt kan forsvares, fordi det styrker deres relation. Og det er vigtigt. Hun har hygget sig sammen med dem, men hun har også undværet sine forældre for meget, og det kan mærkes. Hun sover dårligt, vågner for tidligt og bryder ud i gråd bare hun taber sin sut. Øv øv øv.

Ind i mellem titter hendes indre gavtyv dog frem, og jeg nyder hvert sekund. Jeg smelter indeni, når hun giver mig et kæmpe smækkys og aer mig på håret, og jeg græder af grin, når hun kysser sit eget spejlbillede. Jeg smiler indvendigt, når hun rynker brynene og meget bestemt siger nej, og jeg skynder mig at hoppe i overtøjet, når hun kommer traskende med gummistøvlerne forkert på, fordi hun vil i haven. Og hvor skønt er det så ikke lige rent faktisk at have en have?

Vi har endnu ikke bredbånd, men jeg har lånt et "internetstik" fra min far, og det er det jeg bruger nu. Det er dog begrænset, hvor meget jeg kan bruge det til "tant og fjas", da der er begrænsninger på, så det vil stadig være sparsomt med indlæg her på bloggen og ligeså med kommentarer til jer andre. Jeg glæder mig dog til rigtig at kunne skrive til. Aldrig har jeg haft så meget på hjerte som nu, og aldrig har jeg haft så lidt tid. 

Ihh hvor jeg altså glæder mig til, at vi får pakket ordentligt ud, så vi kan nyde vores hus og have og gå i gang med projekt køkken og badeværelse. Når det er gjort bliver det her verdens lækreste hus, som måske vil blive så meget en drøm, at den begrænser de andre. Hvem ved?

Håbløse romantikere

Kan det passe, at der også var en lørdag den 28. april for fem år siden? For så tror jeg faktisk, at gemalen og jeg har fem års jubilæum for vores første møde i dag.

Jeg kan huske, at vi mødtes en lørdag, og jeg kan huske, at jeg var ude at spise med min mor 1. maj et par dage senere og at jeg var ved at eksplodere af indestængt varme, glæde og spirende forelskelse, der for alt i verden skulle holdes skjult.

Jeg mener også, at 1. maj var en tirsdag, men hvorfor jeg skulle have hæftet mig ved det, har jeg ingen anelse om.

Hvis det er vores årsdag i dag, fejrer gemalen den med smørrebrød, billard og bajere med drengene, og jeg fejrer den med øhm øh... te, syvkabale og Mads og Monopolet podcast.

Næste år bytter vi!

Pakke, flytte, fikse, ordne, panikke

Vildt at der faktisk er nogen, der besøger min blog her for tiden. Der sker jo ikke en skid.

Sagen er, at vi har travlt med at få styr på vores flytning, og det frarøver mig al den tid jeg plejer at have til mig selv. 1/3 del af flyttekasserne er nu fyldt og vi har fået styr på alle papirer - altså på nær sådan noget som testamente og samejeoverenskomst, hvilket er virkelig dumt. Nå ja, så mangler vi også bare, at sælger underskriver skødet, så vi kan få det tinglyst. Ingen stress her.

Næsten ingen stress her.

Der er også sket det uheldige, at batteriet til min mac er dødt. Det er virkeligt besværligt at navigere rundt på nettet, når man helst gør det fra sofaen, og stikket ryger ud, hver gang man flytter lidt på sit magelige, kaffehungrende korpus.

Vores internetabonnement er i øvrigt sagt op pr. 30. april, så hvis ikke jeg får listet min fars mobile bredbånd fra ham, går bloggen nok død en måneds tid. Det er rigtig ærgerligt, for jeg savner faktisk at skrive. Til gengæld glæder jeg mig til alle de løbeture og syprojekter, jeg skal give mig i kast med, når hverken computeren eller tv'et har noget at byde på.

Det er bare drønærgerligt, at jeg så ikke kan blære mig her.

7 års restitution

Nu hvor jeg allerede har  udgivet mig for at være den store ekspert ud i parforhold, vil jeg lige dele lidt ny viden med jer. Om parforhold, eller mere præcist: Ophør af parforhold.

Vidste I godt, at når man går fra hinanden efter to års kæresteri eller mere, så er mænd gennemsnitligt single i 3 måneder (3! måneder. Det er jo fuldstændig sindssygt. Og så er det bare et gennemsnit. Der må virkelig være nogen, der har travlt.), mens kvinderne gennemsnitligt er single i 7 år. (7! år. Det er jo fuldstændig sindssygt. Og så er det bare et gennemsnit.)


Jamen er det ikke vildt? Både for mænd og kvinder og allermest forskellen.

Jeg har virkelig tænkt over det, og er kommet frem til at forskellen kan skyldes følgende:

1) Mænd kan ikke leve uden kvinder. Kvinder kan til gengæld godt leve uden mænd. Og trænger til det efter 2 år + kæresteri.

2) Kvinder bliver til ildspydende drager i løbet af forholdet, hvilket først aftager efter 7 år.  Mændene bliver til gengæld totalt attraktive af at have været i et forhold og bliver hurtigt gaflet af en ny kærlighedshungrende kvinde.

Jeg tror mest på første model.

Jeg har også tænkt over, at statistikken faktisk gør det mere acceptabelt at gafle en mand, der er i et forhold. Ellers har man saftsuseme travlt, hvis man skal få ham på krogen inden han igen er i et nyt forhold. Man kan selvfølgelig også finde en inkarneret ungkarl, men det bliver nok mindre attraktivt, jo ældre man bliver. For særlingerisikoen er vist temmelig proportionel med alderen på ungkarlen. Man kan dog godt være heldig. (Og hvis nogen mangler søde inkarnerede ungkarle uden særlingefaktor, skal I bare sige til. Jeg kender ham nemlig godt.)


Set fra et mandligt perspektiv gør statistikken det selvfølgelig også mere acceptabelt at gafle en kvinde i forhold. Hendes eks finder jo alligevel en ny efter tre måneder. Jeg vil dog ikke opfordre til dette, da det statistisk set gør en anden kvinde til single i 14 år. Det er bare ikke særlig solidarisk, vel?

Nå, men inden I tænker alt for meget over at gafle og blive gaflet, vil jeg venligst bede jer holde snitterne fra gemalen. Dette er ikke en opfordring til at tyvstjæle ham. (selvom 7 år som single godt kan virke attraktivt nu og da.)

Noget for noget om award

En dag tilbage i marts fik jeg denne:

Det er en award, der gives til blogs med under 100 læsere, og jeg fik den af Frk Struds, og blev meget meget glad. Man skal faktisk heller ikke gøre andet end at blive glad for at modtage den, så det er jo meget nemt. Hvad der ikke er helt så nemt er at vælge de fem blogs, jeg skal give den videre til. Sidst jeg fik en award beholdt jeg den helt for mig selv, men det synes jeg egentlig er lidt fesent. Jeg ved bare slet ikke, hvem der skal have denne.

Sagen er, at jeg faktisk foretrækker blogs med omkring 100 faste læsere eller færre. Sådan er det bare, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Derfor er det sindssygt svært at skulle vælge mellem dem.

Faktisk sidder jeg lige og klør mig i nakken og overvejer at gemme videregivelsen et par uger endnu. Jeg kom nemlig lige i tanke om, at jeg har et nytårsforsæt om at finde flere gode blogs. Vil I derfor ikke være søde at anbefale mig en masse blogs - gerne jeres egne hvis jeg ikke lige har været forbi - som jeg kan begrave næsen i de næste par uger?

Det synes jeg, at I skal gøre.

PUS-materiale til de interesserede

Når nu I spørger så pænt, deler jeg gerne mit PUS-materiale. Forvent endelig ikke det helt store. Det er bare omskrevet MUS-materiale. Hvor der er byttet om på arbejde og familie og kolleger og partner. I første omgang havde jeg også byttet organisation ud med svigerfamilie, men det blev simpelthen for dumt, selvom det var vældig sjovt, mens det stod på.


Here it goes:

Mille og Gemalens PUS 2012

	Tilværelse generelt	Opmærksomhedspunkter i forberedelsen
1	Er du glad for din tilværelse?	Vær nuanceret: Hvor er du særlig glad – og hvor ikke?       Reflekter over, hvad der kan forøge denne glæde.        Er der særlige situationer, temaer eller personer, der bidrager positivt/negativt til glæden?        Det gælder her som ved stort set alle spørgsmål: Hvad kan jeg selv gøre, hvad kan andre gøre, og hvad kan min partner gøre? Vær meget skarp på dette!

  

	Parforhold	Opmærksomhedspunkter i forberedelsen vedr. dette er bl.a.:
2	Hvordan fungerer samarbejdet?	Vær meget åben og giv gerne i klar tekst og med respekt konstruktiv kritik og gode råd – spring for alt i verden ikke over, hvor gærdet er lavest!        Du skal ikke sige andet her, end du er klar til, at der bliver handlet på.
3	Hvor godt bidrager du til samarbejde/holdånd?	Hvordan mener du selv, dit bidrag er? Hvor? Hvorfor? Hvorfor ikke? Hvordan gøre det bedre/mere?        Prøv at fokusere på din bedste oplevelse med samarbejde/holdånd – og prøv derfra at trække læring og tråde til dagsaktuelle udfordringer.        Fokusér på nødvendigheden af samarbejde – og vær selv aktiv med at få sat konkrete mål for det.
4	Hvor god er du til at tackle små-konflikter i hjemmet?	Prøv at give konkrete eksempler på dette i din dagligdag - gerne både positive og negative eksempler og drag så læringen ud af dem.        Hvad synes du selv, du kan bruge eksemplerne til - fremadrettet?
5	Føler du dig værdsat af din partner?	At føle sig værdsat er ikke et spørgsmål om at være enige.        Her er nøglen til at forstå det daglige samspil og her har du et stort ansvar for at give åbne, ærlige og relevante input til din partner, som ellers bliver efterladt i en ren gætteleg.        Vær derfor meget ærlig og peg på mulige ”lommer”, som kan give indtryk af disrespekt – så det kan blive tacklet.

  

  

	Familie	Opmærksomhedspunkter i forberedelsen vedr. dette er bl.a.:
6	Hvor stolt er du af din familie?	Mange steder savner man en ”stoltheds-kultur”. Det skal vi fremme med alle kræfter, for der ligger masser af energi heri.        Man skal altid forsøge at være konkret med en lavere score: Hvad skal der til, for at dette løftes til næste år?        Og sæt gerne en konkret aftale på!
7	Har du passende ansvar i familien?	Her gælder det om, at du skal tænke meget individuelt, fordi ”passende ansvar” jo skal matche netop dine kompetencer        Derfor: Mærk efter hos dig selv…       Kom gerne ud af busken med ideer og forslag – og vær meget opmærksom på, at det evt. skal følges af noget kompetenceudvikling.
8	Hvordan vurderer du de fysiske rammer?	De fysiske ramme for familien kan have stor betydning for din oplevede tilfredshed i dagligdagen – og derfor skal dette spørgsmål behandles meget seriøst
9	Har I en strategi og værdigrundlag?	Det er vigtigt, at du kommer i dybden med at forholde sig til både strategier og værdier. Er I enige?       Hvorfor? Hvorfor ikke? Hvad kunne ellers gøres? Hvordan får vi alle bedre ejerskab til strategi og værdier?

  

	Fremtiden	Opmærksomhedspunkter i forberedelsen vedr. dette er bl.a.:
10	Har vi de nødvendige kompetencer til fremtidens udfordringer?	Her er det vigtigt, at både du og din partner har et nogenlunde ensartet billede af fremtiden: hvor bevæger vi os hen? hvad betyder det for vores samarbejde og måden at arbejde på? hvilke kompetencer vil det indebære?        Herefter må du melde ind med, hvordan du ser din situation og dine kompetencer i lyset af fremtiden?        Og så må du være skarp til at indgå aftaler om fremtiden, så der skabes troværdighed og håb med sigte på fremtiden.
11	Hvor gode er vores udviklingsmuligheder som familie?	De fleste familier kan normalt ved ret beskedne ressourcer skabe små huller og lommer, hvor der vil kunne ske ægte udvikling i begrænset omfang, hvis der er vilje: Hvor? med hvad? over for hvem? hvornår? hvad skal der ske?        Her gælder det, at du fortæller din egen historie – og tillader dig selv at se tingene gennem din optik?       Og så må du være åben for, at der også her åbnes vinduer til selvrefleksion, så du får et realistisk billede af fremtiden
12	I hvor høj grad har du lyst til nye opgaver?	Foregående spørgsmål kan evt. gå direkte over i dette        Vær meget konkret og specifik.
13	Har du mulighed for at tage imod flere opgaver?	Meld gerne meget konkret og direkte ud her.

  

	Arbejde	Opmærksomhedspunkter i forberedelsen vedr. dette er bl.a.:
14	Er der arbejdsmæssige forhold, som har indflydelse på familielivet?	Dette spørgsmål handler ikke om en udstilling af arbejdslivet.        Men det handler om evt. arbejdsmæssige forhold, som har indflydelse på familiesituationen.       Vær meget opmærksom på at få lavet aftaler herom!

  

	Råd	Opmærksomhedspunkter i forberedelsen vedr. dette er bl.a.:
15	Giv gerne 2-3 gode råd til din partner	Du får her mulighed for helt frit at give gode råd til partneren: Hvis jeg var i dit sted, så ville jeg lægge vægt på…?

  

	Årets tema	Opmærksomheds-punkter i forberedelsen vedr. dette er bl.a.:
16	Drøftelse af et tema, som vi kan sætte op for året.	I år er temaet opgavefordeling.

  

	Aftaler om fremtiden	Opmærksomhedspunkter i forberedelsen vedr. dette er bl.a.:
17	Din egen udvikling. Konkrete aftaler:
18	Vores mål for næste år. Konkrete aftaler: