En af de gode forhindringer er vejret. Jeg nægter at bure mig inde sammen med computeren, når sommeren endelig er tittet frem. I øvrigt ville det også kun føre til indlæg som "Her sidder jeg i min lejlighed, mens alle andre er ude at spise is. Det er synd for mig." Ikke ligefrem noget man gider læse, vel? Man skal eddermame være et noget så følende menneske, hvis man kan få ondt af en kvinde på barsel, der klynker over at gå glip af det gode vejr.
En anden og pænt kedelig forhindring er det sindssygt larmende arbejde i nærheden, der får os til at flygte ud af byen hver weekend. Er I klar over, hvor besværligt det er med en baby? Og hvor meget tid det tager at planlæggesådan en udflugt?
Først skal man finde et sted. Så skal man købe de nødvendige ting og sager og huske at afmelde avisen. Så skal man pakke, og så skal man skynde sig ud at købe babymad, fordi man glemte det i første omgang. Derefter skal bilen pakkes, og når babyen er træt nok til en lur, stopper man hele den lille familie i kareten og kører afsted.
Og så holder man i kø. I lang tid.
Når vi så først er kommet afsted er det skidehyggeligt. Ingen tvivl om det. Denne weekend valgte vi at lade som om, at det var en rigtig ferie og ikke bare et forsøg på at få nattero. Vi tog derfor afsted allerede torsdag. Til Danland.
(Og det var megafedt. Også selvom Danland er så håbløst bagud, at der ikke var wifi, og jeg derfor ikke fik skrevet nogen som helst indlæg om alle vores oplevelser. (Møns Klint med barnevogn f.eks. Don't do it, siger jeg bare.) Til gengæld har Danland itself givet mig inspiration til mindst 1000 indlæg. Det var totalt grillpakkedanmark. Mændene havde grimme hatte og røde næser, børnene var tykke (for ikke at sig fede) og selv kvinderne på min alder havde læderhud. Kl. 20.00 var flere af dem så stangbacardi, at jeg godt kunne forstå, hvorfor baren lukkede allerede to timer senere. Kort sagt mæskede jeg mig i mine egne fordomme.)
Når weekenden så er slut, skal man pakke hele udstyret sammen igen. Og der er meget: Bleer, barnevogn, højstol, dyner, madvarer, legetøj og alt muligt andet. Vel hjemme skal der pakkes ud og der skal vaskes tøj. Køleskabet er tomt, så der skal også købes ind og egentlig burde man også gøre rent. (Ja, der er vist ingen grund til at forsætte smørren, for I kender det godt, ikk?)
Inden man får set sig om, er ugens første dage gået, og det er tid til at planlægge næste weekend. Selvom det er superlækkert at være afsted, er forarbejdet sgu lidt hårdt. Særligt fordi det kun kan gøres, når starutten sover, og det gør hun ikke så meget. I løbet af ugen er der derfor nul og niks tid til at drikke en kop kaffe, mens den er varm, spise frokost med kniv og gaffel, skrive et blogindlæg eller bare lukke øjnene fem minutter.
Av, det er rigtig nok ikke fedt at pakke, slet ikke til småbørn. Jeg synes næsten, at det er det samme, der skal med, om det er til en weekend eller 14 dage. Og det med at pakke ud, vaske og pakke igen... Du får lige al min medynk :)
SvarSletJa, det var lettere dengang det kun var egne ting, man skulle holde styr på. Dengang hvor man kunne tage på en impulsiv storbyferie uden at skulle tænke i barnevogn og babypas.
SvarSlet