Starutten er en meget kærlig baby. Det er hun altså.
Hun ved bare ikke helt, hvordan man gør.
Hun kan ret godt lide at kysse sin mor. Det foregår med vidt åben mund, og gør lidt ondt. Nogen gange, når kysset er særligt velment, lægger hun sine små bløde hænder på mine kinder, borer neglene godt ind i huden, hvorpå hun kaster hovedet med den åbne mund mod mit ansigt. Det gør faktisk ret ondt.
Det gør også ondt når hun aer mig i øjet og når hun giver mig en sheriffstjerne som tak for sin mælkesnack. Om morgenen når vi ligger og putter under min dyne, synes hun, at det er tophyggeligt at sparke mig i maven. Nogen gange rammer hun mig også i ansigtet. Så griner hun og ser vældig nuttet ud. Jeg smiler tilbage og kvæler et par meget grimme ord.
For hun mener det jo godt. Det kan jeg jo se. Og jeg har lært at sætte en elastik i håret, så hun ikke gør mig skaldet, inden jeg fylder 30, og jeg kan nøjes med de mange kradsemærker, hun efterlader på min krop, når nusselysten kommer over hende.
Og det gør den tit. Og selvom hun er lige lovlig voldsom i sine kærtegn, og det gør mere ondt end det gør rart, ja så kan jeg faktisk godt lide det. Det er jo kærligt ment.
Tror jeg nok.
Ja babykærlighed gør lidt ondt altid(-;
SvarSlet