Den anden dag, da jeg slog måsen i frisørstolen, var det bare meningen, at jeg skulle have en hurtig klipning. En af den slags hvor håret helst ikke skal blive så meget kortere, men hvor synlige tegn på, at man er mor til en hårdhændet pilfingerbaby gerne skulle forsvinde helt. I hvert fald for den tid det tager, at komme fra salonen og hjem.
Jeg har aldrig fået farvet mit hår. (Altså bortset fra dengang som 14-årig, hvor jeg kastede mig ud i en frisk, rød hennafritz med eddike, der gjorde, at mit hår stank så stygt i en uge, at jeg var på nippet til at klippe det af.) Jeg har heller aldrig haft lyst til at farve håret. Udvoksninger er alt for grimme, og det der med at gå regelmæssigt til frisøren lærer jeg vist aldrig. Ikke desto mindre kom jeg dog hjem med en anden hårfarve, end den der plejer at møde mig i spejlbilledet.
Der skete nemlig følgende (i en lidt forkortet udgave):
Frisør siger: Det kunne også være smart til dig med brunt hår. Altså ikke Mary-brunt men en tone lysere. Eller måske bare et par reflekser.
Mille kigger op fra Se og Hør: Mmm ja, det kunne være, at jeg skulle overveje det.
Frisør: Jamen så henter jeg lige farvekortet, så kan vi se på det, og så kan du jo overveje det. (Pause) Se her, jeg tænkte på noget i den her retning. Brunt hår vil bare klæde dig SÅ godt, men du skal nok vente til efter din ferie, så solen ikke bleger det for meget.
Mille: Jamen jeg har da brunt hår????
Frisør: Neeej, du er mere askeblond.
Og det var så her det slog klik. Askeblond? Altså blond er meget godt, men et lidt sært mærkat til en som ikke er lyshåret, og ASKE. Det er sgu da ikke en hårfarve, men sådan noget gråt og trist noget, der ligger tilbage efter bål og brand. Aske er gråt og fandenfisemig, om jeg vil være askeblond og dermed gråhåret.
Derfor:
Mille: Hvad øhm, det skulle vel ikke være sådan, at du har lidt tid nu?
Frisør: Jo jo, hvis du selv kan føntørre det bagefter, så kan vi da godt lige fikse det.
Og sådan gik det til, at jeg sendte en advarselssms til gemalen om, at jeg 1) kom hjem en time senere. 2) muligvis ville ligne en lidt lysere udgave af Mary oven på hovedet. 3) måske ville for brug for at græde lidt.
Jeg græd dog ikke, for det ser faktisk meget godt ud. Anderledes og mærkeligt men pænt. Tårene skal dog nok komme, når mit tidligere så kære og nu så uvelkomne askefarvede hår bryder frem som meget uklædelige udvoksninger, og jeg igen har glemt alt om tidsbetilling hos frisøren.
lørdag den 30. juli 2011
torsdag den 28. juli 2011
Wuhuu, så er det 30 næste gang!
Nå men nu er jeg så 29 år, og må hellere få rettet det i min præsentation i højre side, så jeg ikke bilder nogen ind, at jeg er et år yngre. Det var ellers okay at være 28 år. Så kunne jeg stadig lade som om jeg var midt i tyverne, selvom det vist var lidt af en tilsnigelse. Når man er 29 år, er man definitivt sidst i tyverne, og det lyder ærlig talt lidt gammelt. I hvert fald når man stadig føler sig som en på 19, der lige er flyttet hjemmefra, og skal til at blive voksen.
Det bedste ved at blive 29 år er, at der nu kun er et år til jeg bliver 30. For det er altså noget, jeg glæder mig til. Så skal jeg nemlig holde stor fest. Det gør man jo ikke, når man bliver 29. (I hvert fald ikke, hvis man lader som om, at man er voksen med baby, fast arbejde og bil. Hvis jeg var single og studerende ville en 29-års fødselsdag være en helt naturlig årsag til et mindre bal. Men det er jeg altså for sat til nu.)
Ved runde fødselsdage skal der gøres status, og det er måske derfor, at jeg ikke frygter de 30 år. Jeg har nemlig alt det man nu skal have. Uddannelse, job, familie, gode venner, forsikringer og cykelhjelm. Det eneste jeg mangler er den store fest. Og jeg glæder mig.
Der er dog en ting, jeg glæder mig væsentligt mindre til, og som indtræder lige præcis den dag, man bliver 30.
Kroppen begynder at forfalde.
Det læste jeg i en artikel for fem år siden, og med den viden i baghovedet skyndte jeg mig ned i det nærmeste fitnesscenter og købte mig et medlemsskab. Hvis min krop skulle forfalde, skulle det i hvert fald være fra et superduper toptunet udgangspunkt. Og jeg siger jer; jeg blev SÅ lækker den sommer!
Siden er det gået op og ned med mit engagement, og det er da ikke hver måned, at medlemskortet har været oppe af pungen. Det er heller ikke hver måned at løbeskoene har været på, og ærlig talt er jeg ved at have lidt travlt, hvis jeg skal nå at blive så lækker, at folk først opdager mit forfald, når jeg runder de 50.
Og det er så nu jeg spørger ud i plenum:
Hvordan bliver man fit og lækker, når ens barsel snart er slut, og man skal passe hjem, barn, fuldtidsjob? Hvordan får man tid til løbeturene, boksetræningen og maverulningerne, når man bruger 75 min hver dag på transport, og ens kæreste i perioder arbejder 50 timer om ugen? Og når man også gerne vil se sine venner? (Og se lidt dårlig fjernsyn med varmepuden i ryggen, kage på tallerkenen og tændstikker i øjnene?)
Det bedste ved at blive 29 år er, at der nu kun er et år til jeg bliver 30. For det er altså noget, jeg glæder mig til. Så skal jeg nemlig holde stor fest. Det gør man jo ikke, når man bliver 29. (I hvert fald ikke, hvis man lader som om, at man er voksen med baby, fast arbejde og bil. Hvis jeg var single og studerende ville en 29-års fødselsdag være en helt naturlig årsag til et mindre bal. Men det er jeg altså for sat til nu.)
Ved runde fødselsdage skal der gøres status, og det er måske derfor, at jeg ikke frygter de 30 år. Jeg har nemlig alt det man nu skal have. Uddannelse, job, familie, gode venner, forsikringer og cykelhjelm. Det eneste jeg mangler er den store fest. Og jeg glæder mig.
Der er dog en ting, jeg glæder mig væsentligt mindre til, og som indtræder lige præcis den dag, man bliver 30.
Kroppen begynder at forfalde.
Det læste jeg i en artikel for fem år siden, og med den viden i baghovedet skyndte jeg mig ned i det nærmeste fitnesscenter og købte mig et medlemsskab. Hvis min krop skulle forfalde, skulle det i hvert fald være fra et superduper toptunet udgangspunkt. Og jeg siger jer; jeg blev SÅ lækker den sommer!
Siden er det gået op og ned med mit engagement, og det er da ikke hver måned, at medlemskortet har været oppe af pungen. Det er heller ikke hver måned at løbeskoene har været på, og ærlig talt er jeg ved at have lidt travlt, hvis jeg skal nå at blive så lækker, at folk først opdager mit forfald, når jeg runder de 50.
Og det er så nu jeg spørger ud i plenum:
Hvordan bliver man fit og lækker, når ens barsel snart er slut, og man skal passe hjem, barn, fuldtidsjob? Hvordan får man tid til løbeturene, boksetræningen og maverulningerne, når man bruger 75 min hver dag på transport, og ens kæreste i perioder arbejder 50 timer om ugen? Og når man også gerne vil se sine venner? (Og se lidt dårlig fjernsyn med varmepuden i ryggen, kage på tallerkenen og tændstikker i øjnene?)
tirsdag den 26. juli 2011
Kom sol og gaver
Ulempen ved at have fødselsdag er, at man skal så forbandet tidligt op, fordi man jo skal spise morgenmad sammen, selvom gemalen skal møde kl. 7.30.
Fordelene er:
- at man får gaver:
- at nogen laver morgenmad til en:
- og at selvom morgenmaden på grund af det tidlige tidspunkt var lidt kedelig af en fødselsdagsmorgenmad at være, at den så alligevel ikke var så kedelig, som den der blev serveret for husstandens yngste beboer:
 |
| Hun var dog jævnt tilfreds, og meget ivrig efter at tømme skålen. |
- og at der i søndags blev taget forskud på dagen med en hyggelige brunch med familien:
 |
| Der var også pandekager med jordbærsalsa, bagte tomater, stikkelsbærmarmelade og andre gode sager. Mums! Og familie naturligvis, men de skal ikke flashes her. |
- at man ikke skal lave mad.
- at babyen er i godt humør hele dagen (pleeeeease).
Og!
- at solen skinner fra en skyfri himmel. Ligesom alle de andre år. For det gør den. Bare vent!
Og skulle det mod alt forventning ikke klare op i løbet af de næste par timer, ja så er det i hvert fald ikke min skyld, for jeg har været så sød og artig som aldrig før.
Jeg har født et barn, jeg har bisat min mor, jeg har givet store julegaver og ryddet op i kælderen, og så har jeg kun været en lille smule snaldret en eneste gang. Uden at danse på bordene.
Hvis vejret alligevel fejler og bliver gråt, trist og vådt, må det være fordi jeg deler fødselsdag med en meget slem person. Blame it on Mick Jagger, Helen Mirren, Kevin Spacey eller Sandra Bullock, siger jeg bare. Det var ikke mig. Det var helt sikkert ikke mig.
(Når nu jeg tænker over det, er det helt sikkert Sandra Bullock. Der må helt bestemt være noget meget grimt under hendes pæne, velpolerede, botoxfyldte ydre.)
mandag den 25. juli 2011
To ting inden computeren lukkes for i dag
1) Der er eddermame mange, der ikke kan stave til det der ø-kloster-bjerg, der nogen gange ligger i Normandiet og andre gange i Bretagne. Lige meget hvordan de end staver det, ender de dog her på bloggen. Det er i hvert fald sket mere end 100 gange de sidste fjorten dage. (Eksempler på stavning: mont saint michelle, mont saint-michel, mont st. mitchell)
2) Glem alt om DMIs prognoser. Vejret i morgen bliver fantastisk. Høj sol, blå himmel og stille brise. Og hvor ved jeg så det fra? Hvis I ikke allerede har gættet det, skal jeg nok fortælle det. Men først i morgen.
2) Glem alt om DMIs prognoser. Vejret i morgen bliver fantastisk. Høj sol, blå himmel og stille brise. Og hvor ved jeg så det fra? Hvis I ikke allerede har gættet det, skal jeg nok fortælle det. Men først i morgen.
What. A. Day.
Det fede ved at have et barn, der kan kravle, er, at hun bedre kan underholde sig selv.
Det mindre fede er, at hun helst underholder sig med anlægget, potteplanten, kogebøgerne. Og toiletbørsten.
Det mindre fede er, at hun helst underholder sig med anlægget, potteplanten, kogebøgerne. Og toiletbørsten.
onsdag den 20. juli 2011
Dumpet
Kun 8 måneder gammel skulle min lille starut dumpe sin første eksamen. Boel-prøven. Hun smilede, rakte ud efter griberen, tog fat i den, pludrede og kiggede sundhedsplejersken i dybt i øjnene. Det var bare ikke helt godt nok. Boel-prøven er nemlig den eneste eksamen i hele verdenen (hvad jeg ved af i hvert fald), hvor man skal have alle rigtige for at bestå. Rimelig skrapt vil jeg mene. Første eksamen ever, og så er det knald eller fald.
Starutten dumpede på klokken og på bjælden. Hun gad ikke at vende sig efter dem, men ville meget hellere charmere den søde dame med de spændende ting. Selvom den søde dame prøvede mange gange, var der ikke gevinst. Det var ikke en leg starutten gad, og helt ærligt så forstår jeg hende godt. Der var jo så mange andre spændende lyde at være opmærksom på. Lidt fuglekvidder, en forbipasserende bil, børn der legede neden for vinduet, en dør, der blev fanget af trækvinden og smækkede og så videre og så videre. Sundhedsplejersken var da heller ikke i tvivl om, at staruttens hørelse fungerer helt fint.
Det var bare ikke godt nok, fordi hun ikke gad at kigge efter de forbandede bjælder og klokker, og derfor kommer hun igen om 14 dage. Det er jo vigtigt at se efter klokker. Det er det jo. Åbenbart.
Jeg tager nu gerne mod endnu et besøg. For så sker her nemlig hele to gode ting. Jeg behøver ikke at tage ud at handle for at finde en at tale med, og min lille starut bliver beundret af en person, der faktisk ved noget om babyer og hvis smiger man derfor kan lytte til helt uden filter. Det er jo slet ikke så tosset.
Nu jeg tænker over det, er der da en eksamen før boelprøven. Apgar-scoren. Den prøve fik den lille starut dog slet ikke lov til at gå op til, fordi hun lige skulle lære at trække vejret. Så den er vel også dumpet. Der blev i hvert fald ikke tilbudt nogen sygeeksamen.
Næste prøve er vist sprogscreeningen, når hun bliver tre år. Lad mig sige det som det er: Træningen er startet. Det er lige ved den prøve, det vender, og starutten brillerer. Det er jeg sikker på. Og hvis ikke er det også okay. Så giver jeg hende bare selv en pris for bedste humør og dejligste smil (og lærer hende at sige skråt op din røvbanan.)
Starutten dumpede på klokken og på bjælden. Hun gad ikke at vende sig efter dem, men ville meget hellere charmere den søde dame med de spændende ting. Selvom den søde dame prøvede mange gange, var der ikke gevinst. Det var ikke en leg starutten gad, og helt ærligt så forstår jeg hende godt. Der var jo så mange andre spændende lyde at være opmærksom på. Lidt fuglekvidder, en forbipasserende bil, børn der legede neden for vinduet, en dør, der blev fanget af trækvinden og smækkede og så videre og så videre. Sundhedsplejersken var da heller ikke i tvivl om, at staruttens hørelse fungerer helt fint.
Det var bare ikke godt nok, fordi hun ikke gad at kigge efter de forbandede bjælder og klokker, og derfor kommer hun igen om 14 dage. Det er jo vigtigt at se efter klokker. Det er det jo. Åbenbart.
Jeg tager nu gerne mod endnu et besøg. For så sker her nemlig hele to gode ting. Jeg behøver ikke at tage ud at handle for at finde en at tale med, og min lille starut bliver beundret af en person, der faktisk ved noget om babyer og hvis smiger man derfor kan lytte til helt uden filter. Det er jo slet ikke så tosset.
Nu jeg tænker over det, er der da en eksamen før boelprøven. Apgar-scoren. Den prøve fik den lille starut dog slet ikke lov til at gå op til, fordi hun lige skulle lære at trække vejret. Så den er vel også dumpet. Der blev i hvert fald ikke tilbudt nogen sygeeksamen.
Næste prøve er vist sprogscreeningen, når hun bliver tre år. Lad mig sige det som det er: Træningen er startet. Det er lige ved den prøve, det vender, og starutten brillerer. Det er jeg sikker på. Og hvis ikke er det også okay. Så giver jeg hende bare selv en pris for bedste humør og dejligste smil (og lærer hende at sige skråt op din røvbanan.)
mandag den 18. juli 2011
En meget målrettet og lettere ubegavet baby
Er det meget usundt at prøve at fastholde sin datter i hendes udvikling? Hun er bare SÅ skøn lige nu, og jeg har absolut ikke noget behov for at det ændres. Hun er skøn, skøn, skøn. Man siger godt nok, at det er omkring 6-månedersalderen, at mødre igen bliver lidt småskrukke. Det gjorde jeg bestemt ikke. Jeg overvejede om ikke det snart var tid til vuggestue.
8 måneder derimod - Det er godt nok en skøn alder.
Som mange andre mødre, har jeg også søgt trøst i "Vidunderlige uger", når ungen har været umulig, og jeg har mange gange messet "Det er bare fordi hun udvikler sig, det er bare fordi hun udvikler sig, det er..." Af og til har jeg haft hende mistænkt for også at have læst bogen, for stod der "omklamrende periode", blev hun straks forvandlet til en lille burre, og i de lyse perioder har hun haft alt for travlt med at charmere alt og alle til overhovedet at bekymre sig om min tilstedeværelse. Den bog har simpelthen været min bibel og min trøst, og da jeg ikke længere kunne følge med i hendes alder opgjort i uger, tilmeldte jeg mig forlagets mailservice, så jeg kunne blive mindet om springene.
Jeg fik den første mail for et par uger siden, og så med gru frem til op til 6 ugers (6 ugers!) omklamrende periode og en massiv seperationsangst. Men altså, min lille starut har åbenbart også opgivet det der ugetælleri. I hvert fald følger hun ikke længere bogen.
Hun er SÅ glad. Hun ligner en, der er lam fra navlen og ned, når hun trækker sig hen over gulvet for at få fat i en ledning eller en tom øldåse, og jeg spurter efter for at undgå for mange ulykker (for ikke at tale om øldunstende baby). Mage til målrettethed skal man lede længe efter. Hun smiler bredt og hopper op og ned, når hun ser mig, og drager derpå videre ud i den store, vidde stue på jagt efter nye ulykker. Når hun skal sove, skal hun bare have sutten og Petit Lapin, og så kan hun sagtens hygge sig lidt i buret, inden søvnen tager over. Hun er SÅ nem og SÅ kær. (Gå væk hybris, gå væk).
Hun er dog også lettere ubegavet, men det er nu meget sødt. I går aftes var vi f.eks. til middag hos et par venner, og da det bliver sengetid for starutten, puttede jeg hende i et hjørne på en ekstra dyne. Og barnet blev liggende! Hun var ikke helt enig i, at hun skulle sove, men hun blev liggende. I tyve minutter! Først da gik det op for hende, at hun faktisk var i stand til at møve sig væk. Det gjorde hun så. Eller det vil sige; hun vendte sig rundt på maven og smilede kækt til mig og ligenede en, der var parat til ballade. Så blev hun pludseligt ramt af en massiv træthed og måtte overgive sig til Ole Lukøje. Og jeg havde en dejlig, fredfyldt aften.
Forrige weekend blev hun passet for første gang, og det gik eddemame godt. Over alt forventning. Præmiebabyen blev hentet ved festen kl. 17. Hjemme i lejligheden fik hun lidt mad, legede lidt med en bold og fik sig en god nattesøvn fra kl. 19.30-7.00. Hun skreg kun en enkelt gang, og det var fordi Petit Lapin ikke var kommet med i seng. Sådan en knap 8-måneders baby er altså bare skønno! (Og så glemmer vi lige, at hun egentlig gerne måtte have været bare lidt trist over at undvære sin mor en hel aften. Lidt savnet vil man jo gerne være.)
8 måneder derimod - Det er godt nok en skøn alder.
Som mange andre mødre, har jeg også søgt trøst i "Vidunderlige uger", når ungen har været umulig, og jeg har mange gange messet "Det er bare fordi hun udvikler sig, det er bare fordi hun udvikler sig, det er..." Af og til har jeg haft hende mistænkt for også at have læst bogen, for stod der "omklamrende periode", blev hun straks forvandlet til en lille burre, og i de lyse perioder har hun haft alt for travlt med at charmere alt og alle til overhovedet at bekymre sig om min tilstedeværelse. Den bog har simpelthen været min bibel og min trøst, og da jeg ikke længere kunne følge med i hendes alder opgjort i uger, tilmeldte jeg mig forlagets mailservice, så jeg kunne blive mindet om springene.
Jeg fik den første mail for et par uger siden, og så med gru frem til op til 6 ugers (6 ugers!) omklamrende periode og en massiv seperationsangst. Men altså, min lille starut har åbenbart også opgivet det der ugetælleri. I hvert fald følger hun ikke længere bogen.
Hun er SÅ glad. Hun ligner en, der er lam fra navlen og ned, når hun trækker sig hen over gulvet for at få fat i en ledning eller en tom øldåse, og jeg spurter efter for at undgå for mange ulykker (for ikke at tale om øldunstende baby). Mage til målrettethed skal man lede længe efter. Hun smiler bredt og hopper op og ned, når hun ser mig, og drager derpå videre ud i den store, vidde stue på jagt efter nye ulykker. Når hun skal sove, skal hun bare have sutten og Petit Lapin, og så kan hun sagtens hygge sig lidt i buret, inden søvnen tager over. Hun er SÅ nem og SÅ kær. (Gå væk hybris, gå væk).
Hun er dog også lettere ubegavet, men det er nu meget sødt. I går aftes var vi f.eks. til middag hos et par venner, og da det bliver sengetid for starutten, puttede jeg hende i et hjørne på en ekstra dyne. Og barnet blev liggende! Hun var ikke helt enig i, at hun skulle sove, men hun blev liggende. I tyve minutter! Først da gik det op for hende, at hun faktisk var i stand til at møve sig væk. Det gjorde hun så. Eller det vil sige; hun vendte sig rundt på maven og smilede kækt til mig og ligenede en, der var parat til ballade. Så blev hun pludseligt ramt af en massiv træthed og måtte overgive sig til Ole Lukøje. Og jeg havde en dejlig, fredfyldt aften.
Forrige weekend blev hun passet for første gang, og det gik eddemame godt. Over alt forventning. Præmiebabyen blev hentet ved festen kl. 17. Hjemme i lejligheden fik hun lidt mad, legede lidt med en bold og fik sig en god nattesøvn fra kl. 19.30-7.00. Hun skreg kun en enkelt gang, og det var fordi Petit Lapin ikke var kommet med i seng. Sådan en knap 8-måneders baby er altså bare skønno! (Og så glemmer vi lige, at hun egentlig gerne måtte have været bare lidt trist over at undvære sin mor en hel aften. Lidt savnet vil man jo gerne være.)
Abonner på:
Opslag (Atom)