Jeg læste for nylig i avisen, at danske børn ikke har så mange pligter, som forældrene ønsker, og det fik mig til at tænke over, hvilke pligter starutten skal have.

Resultatet er nul. Mit barn skal ikke have pligter. Jo mere jeg tænkte over det, desto større afsky vækkede ordet. Pligter er ikke noget, vi kommer til at bruge her i huset.

Hos os hjælper man til!

Jeg forstår en "pligt" som en fast opgave, man skal løse - eventuelt på et fast tidspunkt. Fx lave mad hver tirsdag, tømme skraldespanden dagligt eller tømme opvaskemaskinen.

At hjælpe til er noget helt andet. Det er noget man gør som en del af husstanden, når man er til stede. Starutten er allerede en dygtig lille hjælper. Hun dækker bord, hun kommer varer på båndet i supermarkedet, hun rækker mig det rene service fra opvaskemaskinen (og nogen gange også det snavsede) og hun tørrer op, når hun har tisset på gulvet eller spildt sin mælk. (Det første vil jeg dog helst være fri for og det andet er så sjovt, at mælken i perioder spildes meget ofte.)


Jeg ved ikke om min skelnen er tydelig nok. Måske er der slet ikke den store forskel? Jeg vil bare aldrig omtale hendes deltagelse i husholdningen som pligter. Der skal ikke hænge skemaer på køleskabet med opgaveoversigter, der skal ikke være nogen bestemte opgaver, der er hendes. Hun vil aldrig blive aflønnet for huslige opgaver, og hun skal aldrig nogensinde sige nej til en biftur, fordi det er hendes tur til at rengøre badeværelset eller lave mad.

I vores hjem skal man hjælpe hinanden fordi det er naturligt at tage del i hjemmet. Det kan være jeg bliver klogere, når jeg står med en surmulende teenager, men mon dog? Hvis nu bare vi ikke kalder det pligter, bliver det måske så naturligt, at hun slet ikke opdager det.

isn't it ironic

Starutten er verdens sjoveste person. Min verdens sjoveste person! Det er intet mindre end umuligt at være gnaven i hendes selskab. Aldrig har jeg grinet så meget som de seneste par måneder. Hun laver fis og ballade fra morgen til aften og ser simpelthen så sød og sjov ud, at jeg også griner, når jeg ikke burde. Det er eddermame svært at opdrage sådan en lille spilopmager.

Jeg tænker af og til om mennesket sådan rent humormæssigt topper omkring 1 1/2-års alderen. Jeg har nemlig aldrig mødt en voksen, der var lige så sjov som starutten. Jo mere voksne prøver at være sjove, jo dårligere lykkes det. Og ofte bliver de i stedet pinlige. Starutten er aldrig pinlig. Hun er bare sjov.

Det er faktisk lidt synd, at det nok går over igen, men sådan skal det vel gå. For hvad der er sjovt nu, vil helt sikkert ikke være sjovt på længere sigt.

Åh altså, hvis bare man kunne fastholde hende, som hun er lige nu, bare en lille smule længere...

Så gik der et år

Tung dag i dag. Et par tårer ved en kollegas skulder, middag med familien og en trist aften alene hjemme med alt for mange tanker og bekymringer.

Men ved I hvad? I går da gemalen sagde staruttens navn, aede hun sig selv på maven og sagde noget, der godt kunne tolkes til at være hendes navn. Og ved I hvad så mere? Så pegede hun på gemalen og sagde Far. Og ved I hvad så endnu mere? Så pegede hun på mig og sagde Muuuur.


Der er altså noget mærkeligt ved, at sorg og lykke kan udfylde hele ens indre på en gang. Og vældig trygt, at der er plads til begge dele.

Kampen om blommerne

Mellem blomstrende dronningbuske, caprifolier og rododendron, står der et prægtigt blommetræ. Lige her i min have, lige uden for mit vindue. Jeg elsker mit blommetræ! Jeg har fået fortalt, at det bærer de bedste blommer og har længe glædet mig til at de bliver modne og til at jeg skal bage blommekager (kræver så lige, at jeg har en ovn), koge blommekompot og sidde i skyggen af træet og spise dem friske sammen med min lille starut.

Der er bare nogen, der er kommet mig i forkøbet.

I et af mine store træer giver jeg hussly til to tykke duer. Ikke helt friviligt, men de var her trods alt først, og så skal de da have lov at blive. Der er bare lige det, at de tror, at kosten er inkluderet i opholdet - vel at mærke en femstjernet middag, der strækker sig fra tidlig morgen til sen aften og som indtages i mit blommetræ.

Får de da ikke snart ondt i maven? Blommerne er jo stadig så små, at de næsten er usynlige. Og så er de i øvrigt mine. Det må da i det mindste give lidt samvittighedsrumsterren i maveregionen.

Jeg bliver simpelthen vanvittig af at se dem mæske sig i mine blommer. Jeg ville gerne være lidt mere rummelig, og det kan jo også være, at der er blommer nok til både familien Dum Due og familien Nye Husejere. Jeg ved det jo bare ikke, vel. For jeg har jo ikke prøvet det før. Derfor er jeg mindst en gang hver dag ude at tjekke, om der stadig er flere blommer end jeg kan tælle.

Det er der.

De sidder bare oppe i toppen, hvor jeg ikke kan nå. (Hvad sker der lige for usolidariske duer, der æder de nederste blommer, når de lige så godt kan tage de øverste!)