Noget skal man jo være

I går under middagen:

Starut: sjaaaauw det sjaaaaauw
Mille: Er mor sjov?
Starut: NEJ.
Mille: Er far sjov?
Starut: Jaaaaaah far sjaaaaaaauw. Starut sjaaaaauw
Mille: Er mor ikke sjov?
Starut: Neeeej (kaster hovedet tilbage og griner) Mor er prut.

Nu er mor så en sur prut.


(Kære starut, hvis du en dag falder over denne side, ved du nu, hvorfor du ikke får lommepenge.)

Sig det ikke til nogen

Pssst, det er meget tys-tys det her. Den der ferie jeg vist nok har nævnt et par gange, det var en charterferie. Og sådan noget bruger jeg jo ikke. Jeg er langt mere til sådan noget kultur-naturgejl i verdens metropoler og storslåede natur. Jeg er IKKE til charterferie. I hvert fald ikke hvis man spørger mig.

Derfor er det også kun i al hemmelighed, at jeg her vil indrømme, at det var så SKØN en uge, at det bør råbes ud fra både bjergtoppe og skyskrabere. En hel uge hvor vi ikke skulle noget, men alligevel oplevede en masse:

Vi har set delfinshow og papegøjer der både kunne køre på cykel og løbehjul. Vi har kørt vanvittig bjergkørsel. Vi har spist friskfanget fisk og så har vi været rigtig meget sammen og oplevet hinanden på nye måder.

Jeg har set min skønne datter inbyde en engelsk pige til leg, og jeg har set de to  jublende piger i fuld gang med at flytte blade og blomsterhoveder fra legeplads til skraldespand i en sådan grad, at de burde have løn for det. 

Jeg har set min lille pige sidde pænt på en restaurant flere aftener i træk og smile koket til alle de andre gæster. Jeg har også oplevet konsekvensen af, at hun ikke har været i svømmehallen i et helt år, selvom hun fik en badedragt i 1-års fødselsdagsgave. Nu ved jeg, at hun bare skal have en badering som hun kan flyde rundt i.

Selvom engetiderne blev rykket en del, har vi også haft mere voksentid end vanligt. Der skulle nemlig hverken tænkes på vasketøj, rengøring eller affaldsordning. Det har simpelthen været så hyggeligt at sidde på terrassen med vin, snacks og et spil James Bond.

Spillet ses her og som de kvikke nok kan se, handler det om  Sherlock Holmes og ikke Bond.  Men det hedder altså James Bond. Hjemme ved os i hvert fald. (Jack er i øvrigt Jack the Ripper, hvis nogen skulle være i tvivl.

Nu er vi altså hjemme igen og har været det et par uger. Ferien har hjulpet lidt på overskuddet og måske har hverdagen også sat tempoet lidt ned igen. Det er i hvert fald ret rart at være os lige her i vores lille hus. Vi er begyndt at få ordnet de småting, vi ikke kunne overskue før, så nu er vores køkkenvindue færdig, der er hylder i sugeskabet (det med emhætten) og vi har fået sat det fuglehus op, som vi fik i indflyttergave. Og så er jeg i øvrigt ved at være juleklar. Mere om det en anden gang.

Kundeservice skal da også have lidt at grine af

Kender I de dage, hvor man går hen til kundeservice, fordi man har betalt for meget for sine varer, og så hører sig selv sige:

1 koster 15 kroner og 2 koster 30 kroner. Så kan det jo ikke passe, at jeg kun har fået 5 kroner i rabat pr. styk. 

Det bliver ikke bedre, når man kommer tilbage efter fem minutter for at høre, om man eventuelt har foræret dem sin pung. En ting er i hvert fald sikkert. Hvis jeg havde haft starutten med og hun havde været lidt ældre, var jeg blevet udråbt til verdens pinligste mor.

Tilbuddet lød i øvrigt på 3 for 30 og pungen lå i tasken lige præcis der, hvor den burde ligge.

Lille Lise, lille Lise fik en hue rød

Og det gjorde starutten også. En flot hjemmestrikket hue fra farmor med tre fine kvaster i rød, orange og lilla, og ligesom Lise skulle starutten også have den på i seng.

Totalt nuttet! Hun så simpelthen så sød ud, da hun lå der som en lille nissepige. Alligevel blev den forsigtigt lirket af, da søvnen havde overmandet hendes lille krop. Hendes hoved skulle jo nødigt koge over i løbet af natten.

Hvis vi havde vidst, at det var en blivende trend, havde vi måske ikke syntes, at det var helt så nuttet. Og vi var blevet varslet. Blot en uge inden havde morfar passet den lille gavtyv, og selvom han er stor og stærk og ret fornuftig, måtte han opgive den store sokkebattle inden sengetid. Starutten insisterede på at beholde strømperne på.

I går galdt det så vanterne. Igen tabte de voksne kampen, og starutten kom i seng med sine lyserøde strikluffer. Da jeg prøvede at snige dem af et par timer senere, vågnede starutten op i krampegråd, og tårerne stilnede først af, da far kom og gav hende lufferne på igen. Han afslørede i øvrigt, at han også havde prøvet at få dem af tidligere på aftenen, men at der havde lydt et Neeeeeej far, ik af, og så havde han droppet den ide.

I aften var det savlesmækken, der skulle med i seng, og ved i hvad: Jeg vandt! Jeg ved godt, at der er tale om en lille pige på knap to år, men det bør bare lægges til sejren. Det er overhovedt ikke barnligt, hvis jeg om lidt giver mig ud i en sejrsdans. Barnet ligger i sin seng uden hue, luffer, sokker eller savlesmæk, og det er altså værd at være stolt af.

Til gengæld sover hun ikke. Overhovedet ikke. Hun holder fest og synger lålålålååååå på en temmelig bodegaagtig måde, som hun vist har lært henne i vuggeren.

Hun kom ellers i seng en halv time før normalt, fordi hun knap nok kunne holde øjnene åbne. Vi har været hjemme sammen hele dagen i dag, fordi hun er syg, og med al den ballade hun har haft gang i, er det utroligt, at hun stadig er vågen. Jeg er i hvert fald ret træt efter en lang dag med katastroferedninger. Vi taler om noget med rengøringsmiddel ud over alt, osteskærer og clementiner, tegninger, hvor der ikke burde tegnes og andre spændende udfordringer for en knap 2-årig.

Om lidt når hun sover, skal jeg ind og kigge på hende og tænke over, hvor heldig jeg er at have så nuttet et barn, der laver så mange sjove skarnsstreger. Og hvis I andre keder jer her til aften, skal I bare prøve at skrælle en celementin med en oskteskærer. Det er spas for både store og små.

Det er jo det, jeg altid har sagt

Nu ville det være ret fedt, hvis jeg kunne finde ud af at lægge en film på her, men øh... I må nøjes med et link:

http://politiken.dk/poltv/ibyen_dk/ibyen/ECE1795515/simpel-regel-volder-cyklister-og-buspassagerer-store-problemer/

Og til det kan jeg kun sige en ting: Del det med alle I kender!. Jeg er så træt af at blive overfuset af fumlegængere, der ikke kan færdselsreglerne. Både dem som i dette klip, der ikke ved at de skal vige, når de stiger ud på et sneglespor (hvilket jeg altid har kaldt de der busheller i fuld overbevisning om, at det rent faktisk er deres rette - omend lidt sære -betegnelse) og de der fjolser, der mener at de har ret til at blokere cykelstien fordi de kan se bussen komme kørende flere meter bag de intetanende cyklister, som straks udråbes psyko(cykel?)pater.

Og inden jeg kommer for godt i gang og får overbevist hele verden om, at jeg har udviklet mig til en mavesur gimpe, lover jeg at byde på lidt mere veligtsindede indlæg de næste par dage. Jeg har nemlig været på ferie! Jeg har også fået nye møbler og ryddet op i mit skur og så har jeg en god lang fridag foran mig i morgen.

Sådan er livet også

Når ens liv bare sutter røv og man slet ikke kan finde sig selv inde bag det påklistrede smil, der har groet sig fast i fjæset som eneste grimasse i forsøget på at bilde sig selv ind, at alt er i skønneste orden, er det bedste sted i verden Blogland. Her er der nemlig ikke nogen, der kan se camouflagesmilet, og man behøver derfor ikke - stadig bredt smilende - forklare, at det gemmer på en masse håbløshed og kaos. Man kan bare skrige:

AAAAAAAAARRRRRGGGGGGHHHHHH

Og straks får man det meget bedre. Ahh!

'Sutte røv' er måske så meget sagt, men det er så herligt et grimt udtryk, at det simpelthen skal luftes engang i mellem. Og igen er bloggen bedst. Her behøves nemlig ikke at være så pænt og ordentligt. Gad godt have et fysisk frirum, hvor jeg kunne tale lige så grimt og råbe lige så højt helt uden risiko for at blive hørt.

Nå men altså livet sutter måske ikke røv, men det levner bare heller ikke særlig meget plads til at leve lige nu. Det går lige præcis an, men bare et halmstrå mere,og så er jeg bange for, at ryggen ikke længere kan bære. Det bliver bedre i november, det ved jeg, og der er ikke længe til. I næste uge har vi endda ferie, og det burde også hjælpe, men lige nu kan jeg slet ikke forestille mig, at jeg når at få ro i kroppen, før den er overstået og hverdagen igen kalder. Er det det man kalder stress? For det har jeg kraftedeme ikke overskud til lige nu. 

Starutten har det godt, og er lige så dejlig som altid dog med støt stigende hyppighed i hysteriske anfald over stort og småt (mest småt). Gemalen har det godt, men han er træt, træt, træt, og jeg kan ikke forlange mere af ham, end han allerede giver. Han er helt holdt op med at sove efter døgnarbejde. Jeg er også træt og kan slet ikke huske, hvordan det er at være frisk. Og jeg forstår bare ikke, hvorfor det bliver ved.

Gemalen arbejder godt nok meget, men starutten er altså et (på trods af daglige nedbrud) ret nemt barn, der går omkuld hver aften kl. 19, og over 11-12 timer. Hvorfor helvede skal det føles så krævende? Render vi alle sammen rundt med falske smil eller er der faktisk nogen, der har knækket koden til det lykkelige liv uden behov for tændstikker til at holde øjnene åbne?

Nogen gange synes jeg, at jeg skal lede lidt for længe efter grundlykken, selvom dagen faktisk ER fyldt med masser af gyldne øjeblikke, hvor jeg elsker hele verden, min lille familie og mit liv.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt at poste indlægget. Det er ikke sen beskrivelse af en generel sindsstemning. Det er mig lige nu i dette øjeblik, hvor aftensmaden stadig står på bordet, køkkenet flyder, fordi vi to aftener har prioriteret søvn over opvask og gemalen igen tilbringer en aften på arbejde.

Jeg er bare træt med træt på.

Kan man dø af spænding?

I så fald har jeg ikke langt igen. 

I søndags havde jeg en aftale med en af mine bedste veninder i hele verden. Hende som jeg egentlig havde planlagt, at jeg skulle på barsel sammen med, så da jeg troede, at hun var babyklar, var jeg vaks at få overtalt gemalen til at lave en baby. Det ville jo bare være så hyggeligt at trille afsted med barnevognene side om side med min gode veninde.

Jeg havde bare glemt at spørge, om hun var babyklar, og det var hun ikke. Det blev hun først for et par år siden, men desværre var babyen ikke helt så klar, så det er først nu to år efter, at hun skal være mor. I søndags skulle vi så for sidste gang i lang tid ud at hygge uden børn. Starutten var til gymnastik og hendes lille baby burde puttenutte inde i hendes mave. Det gjorde den bare ikke.

Klokken lidt over 8 aflyste min min veninde vores aftale pga. veer. Det er simpelthen den skønneste begrundelse, jeg nogen sinde har fået for en aflysning. Så jeg ventede i spænding hele formiddagen og hele eftermiddagen og noget af aftenen, men så kunne jeg altså ikke holde det ud længere og sendte en sms. (Rimelig dårlig stil, men kunne altså ikke lade være.)

Veerne var gået i sig selv igen. Øv. Spændingen faldt lidt, men da det jo snart må være, ligger den stadig og ulmer. I går skrev hun så, at der stadig ikke var sket noget, men at hun havde veer om natten (vist ikke nogen særlig hensynsfuld baby, hun venter.) Nu er der bare det, at hun ikke har svaret de to sms'er, jeg har sendt i dag, og jeg er igen ved at dø af spænding. 

Der kan kun være tre grunde til, at hun ikke har svaret:

1. Hun er midt i en fødsel

2. Hun gider ikke at svare bedrevidende sms'er om behovet for Tena

3. Hun har glemt, at hun har en telefon (No shit, den kan ligge på bunden af en taske i flere dage)

Sandsynligheden for 2 og 3 er temmelig stor, men da der også er en vis sandsynlighed for 1, holder jeg mig fra at ringe og  konfrontere hende med, at hun altså ikke skal lade mig dø af spænding, hvis der ikke er grund til det. Men århh altså det her er jo meget mere spændende end da jeg selv gik og ventede (og ventede og ventede og ventede) på, at starutten skulle melde sin ankomst. Tænk at min dejlige veninde og hendes søde kæreste snart skal være forældre. Det glæder jeg mig bare så meget til at opleve.

Forældreskabet har virkelig overrasket mig. Jeg anede ikke, at jeg ville elske det så meget og at jeg ville være så god til at være nogens mor. For det er jeg. Min tålmodighed kan strækkes til det uendelige, når det gælder starutten, og jeg nyder virkelig at tale med hende. Her for tiden taler vi om aber, elefanter, hænder, sko og prutter, og hver aften insisterer hun på, at vi skal kysse godnat gennem trappens tremmer. Først skal jeg kysse den ene kind, så den anden, så næsen, håret, øjnene, hænderne og maven. Når vi når til samtlige ti tæer, siger jeg pænt nej tak og vinker godnat.

Jeg glæder mig over, at min veninde også snart skal opleve det og glæder mig til at opleve hendes som nogens mor. Det vil hun bare være smaddergod til.