Tiden er en sort streg

Vi har længe manglet et køkkenur, og har lige så længe talt om at få sådan et her:

Det fik vi så i går. Og det er SÅ cool! 

Når klokken altså er 10 minutter over 2 og 20 minutter over 8.  

Når klokken er kvart i ni, ser det til gengæld rigtig dumt ud. Det gør det også, når klokken er halv seks. Så har man bare en kedelig sort streg på væggen. Det har kostet 320 kroner, og det har hængt på min væg i under et døgn. Er det et fejlkøb, når man allerede nu kommer til at småsynge "should I stay or should I go babadabababada, hver gang man ser det?

Så er det nu vi hepper

Så blev krydset sat, og som altid var det en nervepirrende oplevelse. Med rystende hånd fattede jeg den totalt kluntede og ubarmhjertige tømrerblyant og gjorde mig umage med mit kryds. Og alligevel blev det lidt skævt. Altså hvad sker der også for, at man skal sætte to meget vigtige streger med en tømrerblyant! Det kan jo ikke blive pænt.

Jeg ved ikke, hvorfor afkrydsningen gør mig så nervøs. Jeg er nærmest rædselsslagen for at sætte krydset forert. Også selvom man jo kan få en ny stemmeseddel, hvis man klokker i det.

Mit lille, skæve kryds betyder jo ikke så meget i den store sammenhæng, men selvom det lyder banalt, er der dog noget særligt ved at tage del i demokratiet. Jeg husker tydeligt mit første valg, som foregik i en enlig valgbås på den danske ambassade i Paris. Antiklimaks siger jeg bare! Det skulle være så stort, og så var det alligevel så hverdagsagtigt. Altså bortset fra nervøsiteten. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. (En lille fanfare måske. Og en klapsalve.)

Nå men nu er krydset sat for denne gang. Jeg har smagt stegt flæsk for første gang (det er nemlig den, der har barsel, der laver mad, og det er ikke mig,), og nu vil jeg se, om ikke jeg kan lokke nogen til at lave de naturligt multikolorerede popcorn, jeg købte med hjem fra USA, så jeg har noget at stoppe i munden, mens jeg hepper.

Hephephep

Tror I i øvrigt, at man kan forudse valgets udfald ved at se, hvor stor en del af vælgerne, der tømmer lommerne for småmønter og giver dem til de skolebørn, der samler ind til Afrika foran valgstederne? Måske var det kun foran mit valgsted, men der var godt nok mange, der gravede mønter frem fra lommeulden. Mig selv inklusiv.

Dagen i dag

Jamen, så har jeg været på arbejde. Eller hjemme som en af mine søde kolleger kaldte det. Og så travlt der er, skal den betegnelse nok komme til at passe.

Selvom jeg selv åbnede for posen, vil jeg helst ikke skrive så meget om det, men kan nævne, at de søde kolleger stadig er søde og at de nye kolleger også har gjort et godt indtryk. Jeg har desuden fået pladsen med den allerbedste udsigt, og så glæder jeg mig faktisk lidt til de lange arbejdsdage og adrenalinsuset, når en hastesag skal ekspederes.

U-U-U!!! jeg har jo også fået en studentermedhjælper! Så gør det ikke noget, at jeg ikke har nogen lampe eller reol, og at jeg har glemt, hvordan kaffemaskinen virker.

Så er det nu

Jeg skal på arbejde.

Min barsel sluttede for et par uger siden, ferien sluttede i går, og om et par timer slår jeg rumpen i kontorstolen. Det er lidt spændende, og jeg er lidt nervøs. Kan jeg overhovedet huske, hvordan man gør? Og skal man overhovedet gøre, som man gjorde dengang for et år siden, da jeg sidst flexede ud og vraltede derfra med min tykke mave?

Chefen er ny, kontoret er nyt, de fleste af kollegerne er også nye, men stolen og computeren skulle være de samme. Så meget ved jeg. Mit telefonnummer er vist også det samme, men da jeg kun kan huske de første fire cifre, tæller det vist ikke. Det er lidt svært at skulle tilbage til noget, jeg på sin vis burde kende, men som jeg rent faktisk ikke ved, hvad er. Det er også lidt svært at skulle slippe kontrollen herhjemme og overlade den til gemalen, som skal være hjemmegående husfar det næste stykke tid.

Mest af alt tror jeg dog, at det bliver godt, og jeg glæder mig til om et øjeblik at svinge mig op på cyklen for at tage på arbejde. A.R.B.E.J.D.E. Sikke et dejligt ord.

USA i klapvognsperspektiv

Jamen vi har jo været i USA. Surprise, surprise. Og folk har jo ret. Det er altså ikke særlig svært at rejse med en baby. Jeg forudser til gengæld, at det bliver ret svært at overbevise hende om, at hun allerede har oplevet USA, når hun som teenager prøver at lokke en ferie i New York ud af sine forældre. Ikke bare fordi hun ikke kan huske ferien, men fordi barnet sov fra alle de spændende oplevelser.

20 dollar! Så meget kostede det at have en baby med på en temmelig tom hvalsafaribåd, og så sov pigebarnet bare. Men så er det jo godt, at jeg fik taget en masse billeder, og som min far siger: Så lærer man mens man sover, og man kan jo altid se billeder bagefter.

Det her lille vandfald var hun også ved at gå glip af, men heldigvis vågnede hun op efter et par timers lur og syntes vist, at det var ret dejligt med små vandperler i ansigtet.

Den her bygning i New York gik hun fuldstændig glip af. Mest fordi hun er så lille bitte, at hendes verden stopper i klapvognshøjde.

Og så stopper billedefremvisningen desværre, for min computer driller. I stedet kan I få feriens højdepunkter fra staruttens synspunkt. (Stadig i klapvognsperspektiv.) De er temmelig beskedne:

1) Fremadvendt autostol

2) Stor popularitet blandt amerikanere. Især i New York

3) Morgenhygge i dobbeltsengen med både mor og far. Hver dag!

4) Gyngetur i Central Park

5) To pommes frites på hotelværelset

6) Kravleture på hotelgangene

7) Udstoppet kattedyr på Naturhistorisk Museum

8) Kæmpe bolle i lufthavnen

Konklusion: Man skal ikke tage en baby med til USA for babyens skyld. Bare stik dem et smil og en friteret grøntsag, så er succesen hjemme og flybilletten sparet.

Små piger kan også lide store bøffer

Starutten har spist oksemedaljon i dag. Ikke et stykke kød jeg normalt ville servere for en lille pige på 9 måneder, men når nu man havde fået fire store stykker gratis, skulle hun da også have sin del af kagen bøffen.

Ja, gratis! Det er jo ikke jo hver dag det sker, og heldigvis for det. Det var nemlig bestemt ikke fordi jeg er en særlig god, sød eller smuk kunde, at supermarkedets slagter syntes, at jeg skulle have gratis kød. Og vin. Det var fordi jeg er sådan en, der klager. Og ikke kun til supermarkedet, men også til fødevareregionen. Det er bare ikke særlig lækkert at have skåret 500 gram torsk i småstykker og have proppet størstedelen i blenderen og så opdage at der kravler et par klamme, små orme rundt på spækbrætter. Adr!

Det var nu ikke slagterens skyld. Det kunne jeg godt selv regne ud, og det bekræftede manden fra fødevareregionen da også. Fejlen ligger hos leverandøren, og ham havde slagteren allerede taget en alvorlig snak med, da jeg kom ned og fik mine fire bøffer og rossoen. Han tilbød mig også fisk, men øhm, der går nok lige en uge eller fem, før jeg får lyst til det igen.

Jeg mener, at man har pligt til at klage over fis med orm, mad man bliver syg af, dårlig hygiejne eller lignende. Ellers har jeg normalt holdt mig fra at klage og bare smidt fordærvede fødevarer ud. For noget tid siden, fik jeg dog nok og sendte dette brev til Bilka:


Kære Bilka 

Torsdag den 21. juli valgte jeg at tage bilen til Bilka for at gøre alle ugens indkøb inkl. til det selskab jeg skulle holde i weekenden. Det er jo smart med sådan et stort supermarked, hvor man kan få alt. Troede jeg. 

Tomater fik jeg ikke med hjem. Dem I havde var dårlige. Mælk fik jeg med hjem, men kun fordi jeg skulle bruge en del samme aften. Holdbarhedsdatoen var godt nok ikke overskredet, men ærlig talt synes jeg ikke, at det er godt nok, at man den 21. i måneden kun kan få mælk fra den 16.! Og slet ikke hvis man vil købe ind til en hel uge. Lad det nu være, hvad det er. Jeg kunne jo tage et andet sted hen, selvom det ikke var planen, og undlade at samle mine indkøb hos jer igen. 

Det der gør mig rigtig sur, er, at jeg kom hjem med en stor, fin spiseklar ananas, som jeg ville servere til morgenmad dagen efter for familiens fødselar. Der var den muggen. Godt nok stod der på skiltet, at den var spiseklar, men 14 timer burde den da kunne holde sig. Jeg gad ikke at spilde min fredag på at tage tilbage  for at reklamere over en ananas, så nu gør jeg det her. Benzinprisen og miljøbelastningen taget i betragtning ville det heller ikke kunne betale sig.  

Jeg vil derfor gerne bede jer om at sætte de 24 kroner, som ananasen kostede ind på følgende konto: XXXXXXXXXX eller sende mig en check. Havde det ikke været pga. en generel dårlig oplevelse med gamle varer og møgbeskidte indkøbsvogne, havde jeg nok ikke været så emsig, men at komme hjem med en dårlig ananas til 24 kroner var altså det, der fik bægeret til at flyde over. 

Venlig hilsen  


Mille


Pengene blev ikke sat ind på min konto, men jeg fik et gavekort på 50 kroner til Tøj og Sko/Bilka/Føtex og lovning på en flaske vin eller en æske chokolade, hvis jeg kom forbi med en kopi af e-mailen. Det gør jeg nok ikke, men gavekortet skal da nok blive brugt.


På den ene side synes jeg, at det er lidt emsigt at klage, men på den anden side har jeg godt nok smidt mange penge efter mad, som ikke har levet op til forventningerne, og det er jo heller ikke rimeligt. Så nu er jeg altså sådan en, der klager. Emsig eller ej.


Og så må jeg jo hellere lige slutte af med at fortælle, at min lille pige forstår at værdsætte godt kød og højst sandsynligt havde spist alle fire stykker, hvis hun havde fået lov. Det er altså noget, som hendes madøre af en mor godt kan være lidt stolt af.

10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90...

100!!!

Så mange indlæg har jeg nu skrevet! Der er masser at fortælle fra de sidste tre ugers ferie, men det skal indlæg nummer 100 i hvert fald ikke bruges på. Jeg vil meget hellere gøre som Superheltemor og Kong Mor og en masse andre. Når de har 1ru1ndet de 100 indlæg, har de fået deres børn til at være gæsteforfattere, og jeg har derfor også bedt starutten om at skrive lidt om, hvordan jeg er som mor.

Here it goes. Direkte fra staruttens hånd:

$ vBVVV  VChhGCDFFCRCVcRRFr-Ø:: ØØ:---------.--------zz og så er hun den sødeste i hele verden, meget retfærdig og meget SMUK OG DEJLIG.

Okay indrømmet, jeg kom vist til at hjælpe lidt til sidst, men hvis nu hun havde kunnet stave og formulere sig, var det helt sikkert, hvad hun havde skrevet. Det var i hvert fald hende, der trykkede på caps lock, så helt uenig kan hun da ikke være. Det var i øvrigt også hende der tyvstartede og placerede et par 1-taller i forrige afsnit.< (OG DER VAR HENDES SMÅ PØL>SEFINGRE IGEN. Caps lock$ er et hit)


Normalt er der ellers adgang forbudt for små babyhænder på mors tastatur, men når nu det er indlæg nummer 100, OG starutten lige har kastet op ud over hele køkkengulvet for første gang nogensinde, ja så bliver det jo lidt svært at afvise de fedtede pilfingre og det smørrede smil. Men mere vil have mere, så jeg smutter igen, inden hun får skrevet en hel roman i versaler. (Der var vist også noget opkast, der skulle tørres op...)