Sådan er 2-årige

Med udgangspunkt i mit eget spritnye eksemplar, er jeg nu selvbestaltet ekspert i 2--årige. Og jeg vil bare lige sige, at de er meget anderledes end 1-årige.

2-årige børn går gerne rundt med hånden i møjlen (det vi andre kalder lommen), hvor man da også lige kan gemme en pastaskrue til senere. De taler rigtig meget om mejetratorer (mejetærskere) og gør et stort nummer ud af at placere pigen (den nye dukke) med en pixibog i en børnelænestol, inden turen går til vugestuen. Pigen får i øvrigt ofte vendt bunden i vejret af 2-årig, der begejstret råber loooooort.

2-årige er bange for gæs og grise, forstår sig ikke på æbleskiver, men vil gerne have mere guoi, hvad det så end er. De vil også gerne have mere kage - selv to minutter efter at de har kastet op i deres forældres seng, hvilket i øvrigt er blevet en kedelig vane. På trods af at nætterne går med bad og rent sengetøj, er 2-årige dog enormt friske i dagtimerne, som tilbringes med vennerne og pædagogerne i vuggeren, der i øvrigt  har deres egen hyldestsang. Den varer en halv time og bliver fremført hver aften efter sengetid og består af mange gentagelser af deres navne og enkelte har far hej mor.

2-årige er gode til at gå til lægen. De ved, hvad en kittel er og at det ikke er noget de skal bruge i deres fremtidige karriere. Det er 2-åriges mødre godt tilfredse med. Fædre kan godt have en lidt anden opfattelse af den meget bestemte afvisning af drømmen om den hvide kittel og tror, at det er noget de kan ændre. Men nok om det for denne gang.

Efter disse generelle betragtninger om 2-årige, vil jeg nu fortælle lidt om netop min 2-årige. Hun har til sin mors store glæde lært at sige starut 2 år. Til farens irritation og morens morskab supplerede hun med dog med far 2 år. Men pyt, forståelsen kommer jo nok en dag, og hendes far har til alle tider set lidt yngre ud, end han egentlig er. (Seriøst, han var næsten 30, da jeg mødte ham og fortalte, at han ofte blev skudt til at være 25 år. Jeg troede, at han var 22.)

Måske kommer starutten også til at se væsentligt yngre ud, end hun er. I hvert fald er hun gennem de seneste (og første) 2 år blevet mindre. Dog ikke som i krympet, skrumpet eller andet grimt, men som i vækstkurvefald. Starutten er faldet ikke mindre end 4,5 vækstkurve. Det lyder måske bekymrende, men det er det slet ikke. Nu er hun nemlig lige et nøk under standardstørrelse, og det er jo ikke så tosset. Da hun blev født, var hun så lang, at kurverne slet ikke dækkede.

Desværre gælder standardstørrelsen ikke hendes fødder. Selv da hun som nyfødt blev målt til 57 cm, var fødderne helt ude af proportion, og alligevel er de vokset i et langt hastigere tempo en kroppen. Der er ikke længe til, at hun kan passe de stiletter, som hun ofte går på jagt efter i mit skab. Men det slipper hun altså ikke afsted med. Heller ikke selvom hun lægger hovedet på skrå, smiler sødt og bare er helt igennem nuttet, som kun en 2-årig kan være det.

Bare det altså snart var...

Om en uge er der en lille en her i huset, der har fødselsdag, og jeg glæder mig SÅÅÅÅÅÅ meget. Ventetiden er fuldstændig lige så uudholdelig som for to år siden, hvor jeg ventede, og ventede og ventede. Ooog ventede... til hun endelig meldte sin ankomst 17 dage efter planen. Det huede altså ikke mit projektledergen, at mit barn skulle være så dårlig til at overholde deadlines, men nok om det.

På torsdag bliver hun to år, og det bliver den første fødselsdag, som hun forstår. Det håber jeg i hvert fald. Lige nu øver vi flittigt i håbet om, at det lykkes. Hvor gammel er du???? Du er 1 år, er du 1 år? hva? er du 1 år? og ved du så hvad? På torsdag er du TO år! Se her. To år ligesom de to fingre mor viser dig, ik. Det forstår du godt, ik? Du bliver TO år på torsdag. 

Ja, det er jo så nok mest mig, der øver. Gemalen sidder og søger efter et-værelses lejligheder imens og mumler noget om en eller anden kvinde, der er blevet bindegal. Starutten piller bussemænd og siger ligesom en abe. Så alting er som det plejer at være.

Hendes gave er købt. Den ligger oven på mit skab og venter på at blive pyntet med glitret papir og krøllede bånd til den store dag, hvor den for første gang skal i hænderne på et barn. Da der jo er flere måneder en hel uge til, og jeg er ved at gå til af spænding, har jeg valgt at vise den her i håbet om, at jeg kan begynde at tænke på andre ting (hvilket min arbejdsgiver nok vil blive ret glad for.)

Er den ikke fin?

Der var simelthen ikke andre muligheder end at give hende en dukke. I to hele måneder har hun nemlig trasket rundt med en gåvogn (der ligner en dukkevogn), hvori to små hoptimister bliver lagt til ro igen igen med et begejstret gooooooonaaaaaaaaaa!

Der er også en meget god forkalring på, hvorfor det er netop den dukke. Den ligner starutten på en prik: Samme uldne fritz, røde kinder, lille næse, blå øjne og lige så meget frækhed.


Goooooonaaaaaaa!

Noget skal man jo være

I går under middagen:

Starut: sjaaaauw det sjaaaaauw
Mille: Er mor sjov?
Starut: NEJ.
Mille: Er far sjov?
Starut: Jaaaaaah far sjaaaaaaauw. Starut sjaaaaauw
Mille: Er mor ikke sjov?
Starut: Neeeej (kaster hovedet tilbage og griner) Mor er prut.

Nu er mor så en sur prut.


(Kære starut, hvis du en dag falder over denne side, ved du nu, hvorfor du ikke får lommepenge.)

Sig det ikke til nogen

Pssst, det er meget tys-tys det her. Den der ferie jeg vist nok har nævnt et par gange, det var en charterferie. Og sådan noget bruger jeg jo ikke. Jeg er langt mere til sådan noget kultur-naturgejl i verdens metropoler og storslåede natur. Jeg er IKKE til charterferie. I hvert fald ikke hvis man spørger mig.

Derfor er det også kun i al hemmelighed, at jeg her vil indrømme, at det var så SKØN en uge, at det bør råbes ud fra både bjergtoppe og skyskrabere. En hel uge hvor vi ikke skulle noget, men alligevel oplevede en masse:

Vi har set delfinshow og papegøjer der både kunne køre på cykel og løbehjul. Vi har kørt vanvittig bjergkørsel. Vi har spist friskfanget fisk og så har vi været rigtig meget sammen og oplevet hinanden på nye måder.

Jeg har set min skønne datter inbyde en engelsk pige til leg, og jeg har set de to  jublende piger i fuld gang med at flytte blade og blomsterhoveder fra legeplads til skraldespand i en sådan grad, at de burde have løn for det. 

Jeg har set min lille pige sidde pænt på en restaurant flere aftener i træk og smile koket til alle de andre gæster. Jeg har også oplevet konsekvensen af, at hun ikke har været i svømmehallen i et helt år, selvom hun fik en badedragt i 1-års fødselsdagsgave. Nu ved jeg, at hun bare skal have en badering som hun kan flyde rundt i.

Selvom engetiderne blev rykket en del, har vi også haft mere voksentid end vanligt. Der skulle nemlig hverken tænkes på vasketøj, rengøring eller affaldsordning. Det har simpelthen været så hyggeligt at sidde på terrassen med vin, snacks og et spil James Bond.

Spillet ses her og som de kvikke nok kan se, handler det om  Sherlock Holmes og ikke Bond.  Men det hedder altså James Bond. Hjemme ved os i hvert fald. (Jack er i øvrigt Jack the Ripper, hvis nogen skulle være i tvivl.

Nu er vi altså hjemme igen og har været det et par uger. Ferien har hjulpet lidt på overskuddet og måske har hverdagen også sat tempoet lidt ned igen. Det er i hvert fald ret rart at være os lige her i vores lille hus. Vi er begyndt at få ordnet de småting, vi ikke kunne overskue før, så nu er vores køkkenvindue færdig, der er hylder i sugeskabet (det med emhætten) og vi har fået sat det fuglehus op, som vi fik i indflyttergave. Og så er jeg i øvrigt ved at være juleklar. Mere om det en anden gang.

Kundeservice skal da også have lidt at grine af

Kender I de dage, hvor man går hen til kundeservice, fordi man har betalt for meget for sine varer, og så hører sig selv sige:

1 koster 15 kroner og 2 koster 30 kroner. Så kan det jo ikke passe, at jeg kun har fået 5 kroner i rabat pr. styk. 

Det bliver ikke bedre, når man kommer tilbage efter fem minutter for at høre, om man eventuelt har foræret dem sin pung. En ting er i hvert fald sikkert. Hvis jeg havde haft starutten med og hun havde været lidt ældre, var jeg blevet udråbt til verdens pinligste mor.

Tilbuddet lød i øvrigt på 3 for 30 og pungen lå i tasken lige præcis der, hvor den burde ligge.

Lille Lise, lille Lise fik en hue rød

Og det gjorde starutten også. En flot hjemmestrikket hue fra farmor med tre fine kvaster i rød, orange og lilla, og ligesom Lise skulle starutten også have den på i seng.

Totalt nuttet! Hun så simpelthen så sød ud, da hun lå der som en lille nissepige. Alligevel blev den forsigtigt lirket af, da søvnen havde overmandet hendes lille krop. Hendes hoved skulle jo nødigt koge over i løbet af natten.

Hvis vi havde vidst, at det var en blivende trend, havde vi måske ikke syntes, at det var helt så nuttet. Og vi var blevet varslet. Blot en uge inden havde morfar passet den lille gavtyv, og selvom han er stor og stærk og ret fornuftig, måtte han opgive den store sokkebattle inden sengetid. Starutten insisterede på at beholde strømperne på.

I går galdt det så vanterne. Igen tabte de voksne kampen, og starutten kom i seng med sine lyserøde strikluffer. Da jeg prøvede at snige dem af et par timer senere, vågnede starutten op i krampegråd, og tårerne stilnede først af, da far kom og gav hende lufferne på igen. Han afslørede i øvrigt, at han også havde prøvet at få dem af tidligere på aftenen, men at der havde lydt et Neeeeeej far, ik af, og så havde han droppet den ide.

I aften var det savlesmækken, der skulle med i seng, og ved i hvad: Jeg vandt! Jeg ved godt, at der er tale om en lille pige på knap to år, men det bør bare lægges til sejren. Det er overhovedt ikke barnligt, hvis jeg om lidt giver mig ud i en sejrsdans. Barnet ligger i sin seng uden hue, luffer, sokker eller savlesmæk, og det er altså værd at være stolt af.

Til gengæld sover hun ikke. Overhovedet ikke. Hun holder fest og synger lålålålååååå på en temmelig bodegaagtig måde, som hun vist har lært henne i vuggeren.

Hun kom ellers i seng en halv time før normalt, fordi hun knap nok kunne holde øjnene åbne. Vi har været hjemme sammen hele dagen i dag, fordi hun er syg, og med al den ballade hun har haft gang i, er det utroligt, at hun stadig er vågen. Jeg er i hvert fald ret træt efter en lang dag med katastroferedninger. Vi taler om noget med rengøringsmiddel ud over alt, osteskærer og clementiner, tegninger, hvor der ikke burde tegnes og andre spændende udfordringer for en knap 2-årig.

Om lidt når hun sover, skal jeg ind og kigge på hende og tænke over, hvor heldig jeg er at have så nuttet et barn, der laver så mange sjove skarnsstreger. Og hvis I andre keder jer her til aften, skal I bare prøve at skrælle en celementin med en oskteskærer. Det er spas for både store og små.