Jo, jeg var ikke!

Her er godt nok blevet lidt stille på det seneste.

Det er fordi jeg har det lidt svært. Ikke noget alvorligt, men bare sådan lidt tristesse, som nok kan klares med lidt forårssol. Det er det forfærdelige, der skete for to år siden, der spøger. Det gjorde det også sidste år, men jeg havde ikke lige forventet, at det ville komme igen. Man siger jo, at det bliver lettere efter et år. Jeg siger, at det er løgn.

Nok om det.

Ja, nu ville jeg egentlig have skrevet noget sjovt om starutten, men det passer ikke rigtig ind alligevel. Hun er ellers ret sjov, når hun altså ikke er sur, hvilket hun også er ret meget. Og her bliver jeg vist nødt til at råbe DET ER LØGN igen. Hun er nemlig også ret sjov, når hun er sur. Især fordi hun tror, at jo betyder nej.

Mig: Du skal have din jakke på
Starut: JOOO
Mig: jamen det skal du altså
Starut: JOOOO
Mig: Tag nu din jakke på
Starut med rynkede bryn og killer-blik: JOOOOOOOOOOO!
Mig: Jo
Starut - nu kun rynkede bryn: JOOOO
Mig: Jo
Starutten - nu lidt forvirret: JOOOOOO
Mig: Du skal tage din jakke på
Starutten, der har glemt hvad hun var utilfreds med: mig selv!

Og så tager hun jakken på, mens undertegnede fniser lidt i skjul og glæder sig til den dag, hvor det ikke længere tager fem minutter at få hende i tøjet.

Ja, så kom der alligevel en lille anekdote om starutten. Min lille øjesten som nu er en af de ældste i vuggestuen og som vil og kan det hele selv, men stadig har brug for en sut og en mor til at løfte hende op i seng, når hun igen har lagt sig til at sove på gulvet.

Staruttens hemmelig tvilling

Så har vi været i gang med den der hverdag i noget som føles som to uger, men som kun er tre dage. Jeg har travlt på arbejde, gemalen har travlt på arbejde og starutten har minsandten også travlt på arbejde. Det siger hun i hvert fald. Derudover har vi gang i et kæmpe haveprojekt, som ikke er sådan helt gennemtænkt, og så er vi kronisk trætte, fordi vi glemmer at gå i seng. Og fordi det der arbejde jeg har så travlt med, er SÅ kedeligt, at jeg visner en lille smule bare ved at tænke på det. Heldigvis venter der noget mere spændende på den anden side, så det er bare med at blive færdig.

Når man kommer helt udslidt hjem fra en lang arbejdsdag og bliver nægtet knus fra starutten er det dog en kærkommen afvisning, når hun meget bestemt kommanderer mig hen i sofaen med et: stop kram mor. Sid der. Drik kaffe. Det er jo lige til at klare - selvom jeg nu helst ville have haft hendes buttede arme om min hals.

Hun er dog ikke længere så nærrig med knus, som hun før har været. Fra hun første gang fandt ud af at spjætte med armene og indtil årsskiftet, har der været nul puttenuttenussetid med mor og far, men nu er hun altså ved at komme efter det. Herhjemme altså. I vuggestuen er det noget helt andet.

Og det er det jeg vil frem til. Jeg afsluttede min ferie med en samtale i vuggestuen om min podes udvikling, og helt ærligt, så tror jeg, at de har taget fejl af børnene. Eller også har mit barn en ekstra personlighed hængende i garderoben, som hun ifører sig, så snart hun er afleveret.

I vuggestuen deltager hun ikke rigtig i morgensang og har aldrig udtrykt ønske om at vælge, hvad de skal synge. Hjemme render hun rundt med en bøjle fra klapvognen, som hun bruger som mikrofon og hver gang vi ser en bus, råber hun: Kom mor! 2! 5!, mens armene kører rundt som tegn på, at vi skal synge hjulene på bussen. Og det er bare en ud af mange sange, der bliver sat i gang på den måde.

I vuggestuen taler hun ikke så meget. Når jeg har tilbragt bare en halv time sammen med hende, kan jeg mærke et shhhhhh rumsterer rundt i mit hoved meget tæt på det sted, hvor ordene bliver dannet. Hold da helt magle, hvor er der mange ytringer  gentagelser i min lille pige.

Herhjemme flegner hun stort set dagligt ud over, at sutten ikke er lilla, at skeen er forkert eller andre uretfærdigheder. I vuggeren er hun højst lidt utilfreds med også at skulle spise det der mørke noget under pålægget. Og de får altså kun rugbrød en gang om ugen.

Jeg kan ret godt lide den pige jeg har herhjemme, men hende i vuggeren virker altså også ret sympatisk. Da de fortalte, hvordan hun er den første til at trøste sine kammerater eller hente en voksen, når gråden er voldsommere, end hun kan overskue, blev jeg meget rørt. Og meget stolt.

Det er min lille pige.

Kom sol, kom sne, kom kage!

Yippee Yay! Forude venter en uge i sneen med min yndlingsstarut, min favoritgemal og mit fædrende ophav. Formiddagslangrend, eftermiddagskælkning, masser af god mad og en ekstra voksen til at svare på alle staruttens finurlige spørgsmål - så kan det altså ikke blive meget bedre. Eller jo, vent, stop stands. Det kan blive meget bedre. Vi har nemlig også fri mandag, så vi kan lande stille og roligt søndag aften og udskyde hverdagen en ekstra dag.

Nu skal jeg bare lige finde en kælk, lyne kufferten og forbi postkassen med et vigtigt brev, før jeg kan gå i seng og få et par timers søvn, inden vi begiver os ud på en laaaaaang køretur kl. 6.00. Nårh ja, jeg skal også lige ud i køkkenet og heppe på gemalen, der er i gang med en kæmpe opvask, som jeg har lavet helt særligt til ham. Til gengæld er der hjemmelavede kokoskugler, myslibarer, brownies, knas og æblesnegle nok til, at han får svært ved at klemme korpusset ind i bilen, når vi skal hjem igen.

Dét kan da kun blive en succes!

Tiden går og morfar bliver farmor

Nøj, hvor er det længe siden jeg har været her. det er jo for galt! Jeg haft travlt med kedelige ting som sygdom (influenza til mig, mavenonde og forkølelse til gemalen og 2 gange febersygt barn), spændende ting som opstart af ny blog (men ikke som erstatning for denne) og frustrerende hyggelige projekter som fastelavnskreationer og gardinsyning.

Kostumet blev helt okay, og derfor blev den klatøjede starut efter en uge i sygesengen sendt afsted til fastelavnsfest og tvunget i kostumet. Efter alle anstrengelserne var det jo fuldstændigt utænkeligt, at hun skulle gå glip af festlighederne bare på grund af lidt efterveer fra sygdommen.

Hun var godt nok pjevset ved afleveringen, men en time senere sendte de søde pædagoger en sms om, at hun havde det herligt og stolt viste sit kostume frem for alle. Det var jeg ret lettet over! (okay, jeg var ret lettet over det, da jeg så sms'en kl. 15.30 - indtil da havde ravnemor her ikke lige tænkt så meget over det.)

Starutten er blevet så stor på det sidste. Jeg kan tydeligt huske, hvordan hun over et par uger gik fra at være baby til at være en lille pige. Nu er det vist tumlingetiden, der bliver vinket farvel til, og selvom det har været skønt, erdet helt uden vemod fra min side. Det er simelthen så fantastisk at opleve hende nu, hvor hun kan og vil en masse ting.

Altså på nær det der med at sige morfar.

Farmor har hun fået helt styr på, men der var vist også lidt bedsteforældervilje inde over. Noget med en farmor, der satte en finger for barnets mund efter far, så f lyden blev til et m, det der skulle have været farfar blev til farmor. Sådan noget gør morfar til gengæld ikke. (Og godt for det. Starutten blev åbenbart så påvirket af den insistrende farmor, at morfar også blev opgraderet fra farfar til farmor)

I går sidder vi som så ofte og taler om MÅRfar, da starutten hiver fat i min halskæde. Jeg fortæller hende, at jeg har fået den af hendes oldefar, og straks siger barnet onnefar. Så er det, at mor her tror hun er smart at sige og jeg har fået min kjole af MÅRfar (hvilket i øvrigt er løgn). Tror I, at hun siger morfar? Noooope. Barnet siger bare den er fiiiin med sin allermest nuttede stemme. Det tog mig lige et par sekunder at beslutte, om jeg skulle være henrykt eller frustreret - og valgte så det sidste.

Så er det, at gemalen træder til. Nu skal barnet altså lære det. Basta. Han henter derfor sin ejpop, for at vise starutten et billede af morfar. Starutten bliver himmelhenrykt ved synet. Vi fortæller hende meget pædagogisk med tydelige stavelser, at det er morfar. Starutten svarer bare miin, og giver ejpoppen et kys. Vi prøver igen det er morfar, og starutten svarer nej miin.

Og da gik det endelig op for os. Det er HENDES morfar, og derfor hedder han bare miin. Er I vimmer, hvor blev morfar glad, da vi viderebragte vores nye erkendelse!

Fremtidssnak og tittemænd

Gemalen til starutten: Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?
Starutten jubler: Moaaaar! (som i hendes mor og ikke mor generelt)

Gemalen: Jamen hvad vil du gerne lave, når du bliver stor?
Starutten: Farfar.

Ak ja, der røg jeg fra stolt til bekymret mor på under et sekund...



Farfar er i øvrigt fællesbetegnelse for farfar, farmor og morfar til stor ærgelse for sidstnævnte især. Når man prøver at korrigere hende eller demonstrativt siger morfar i hver anden sætning, kigger hun på en som om man er tosset, smiler bredt og udbryder: Farfaaaaar! 

Hvad gør man for at lære hende det?

Hun har til gengæld fuldstændig styr på mormor. Hun kommer sjældent i vores kontor, hvor husets eneste fotografi af mormor står. Engang spurgte hun, hvem der var på billedet, og siden har hun haft helt styr på det - også selvom der snildt går en måneds tid mellem hun ser billedet. Det rykker virkelig i mit hjerte, når hun siger mormor. Smerte, sorg og kærlighed i fuldstændig forvirrende forening.

Normalt er det dog mest smilebåndet, der trækkes på, når hun kaster sig ud i speedsnak og sprogblomster. Den uges favorit er tittebil (af og til også kaldet puttebil) Det er selvfølgelig en politibil, hvilket i mit hoved betyder, at en politimand må betegnes som tittemand, og det er altså ret sjovt. Især fordi hun har lidt svært ved s-lyden, og tittemand derfor også ville være et godt bud på en kropsdel som er forbeholdt det ene køn. Jeg er plat, og jeg står ved det. Og så glæder jeg mig sindssygt meget til vi får besøg af min gode ven, der er tittemand/puttemand...

2012-forsætter til salg

Fandt lige dette indlæg fra sidste år med mine nytårsforsætter. På den baggrund vil mit nytårsforsætter for 2013 være:

1) Være realistisk

2) Sætte endnu højere mål for starutten. 

Her kommer det gamle indlæg med 2013-kommentarer i rødt:

Jamen det var jo det der med forsætter, jeg kom fra, og her er de så:

1) Mindst en guffri dag om ugen. (Man skal jo ikke stile for højt) Hahahahahaha aaaaaalt for ambitiøst mål

2) Gå i seng i fornuftig tid (gælder naturligvis først fra i morgen) Never gonna happen

3) Læse flere bøger - gerne en om måneden Hvor mange bøger læste jeg i 2011? Nogen har jeg da i hvert fald læst.

4) Invitere venner på besøg mindst en gang om måneden Det gad jeg faktisk godt . Hvorfor gjorde jeg det ikke?

5) Købe et hus - eller i hvert fald begynde at se efter et Se her har vi da vist en succes!

6) Udnytte fitnessabonnementet og mine løbesko en gang om ugen eller to Hahahaha - abonnementet blev sagt op i september fordi jeg ikke havde været der i fire måneder. Løbeskoene blev stort set kun brugt til DHl, og der var jeg næsten død af anstrengelse, så nu er de flyttet ned i kælderen.

7) Komme ned på min barselsvægt (der er vist lige røget et par kontorkilo på hmm) Den 24. december var jeg faktisk helt nede på den laveste barselsvægt (min mor er død, så jeg lever af koldskål-vægten) og endda på en mere sund måde. Hvor alle kagerne er gået hen i de sidste par uger, behøver vi ikke tale om, men mærkeligt nok er min vægt steget nogenlunde proportionelt med deres forsvinden.)

8) Planlægge og holde en helt fantastisk rund fødselsdag Det blev faktisk en ret hyggelig middag, men med tre gravide bedste veninder, blev det ikke den fest, jeg havde i tankerne. Jeg tager revanche, når jeg bliver fyrre - så er de forhåbentligt færdig med det pjat, hvis altså ikke de er på runde nummer to med ny mand.

9) Overbevise gemalen om, at vi skal have MANGE børn Det skal vi så ikke. øv

10) Finde nye spændende blogs (tips modtages gerne) YES,  endnu en succes. Desværre er jeg samtidig begyndt at bruge væsentlig mindre tid på både at læse og skrive blogs.

11) Finde mere tid (tips modtages gerne) Ja, det var så her, I skulle have bidraget. Har I noget at byde ind med i år?

Det burde jo være til at klare bare et par stykker, men øh nu må vi se, ik? Man skal jo heller ikke overanstrenge sig. Det er trods alt sjovest at finde på forsætterne. Og derfor nøjes jeg da heller ikke med kun at lave nogen for mig selv:

Da hun endnu selv er for lille, har jeg naturligvis også lavet par forsætter på staruttens vegne. Tadaaa! Here it goes!

1) Begrænse antallet af sygedage til højst én om ugen.  

2) Holde op med at spise mad fra skraldespanden

3) Holde op med at spise ikke-mad som f.eks. juletræspynt i glas

4) Begynde at gå - bare et skridt af gangen

5) Fortsætte med at være nuttet

6) Lære at sige mor

Hun har klaret dem alle sammen! Godt gået lille trut! 

I modsætning til undertegnede forventer jeg naturligvis, at hun arbejder hårdt for at leve op til sine forsætter. Det ville i hvert fald være skønt!

Godt nytår alle sammen!

Jeg har simpelthen haft den mest fantastiske juleferie nogen sinde, og gider faktisk slet ikke et nyt år. Vil hellere holde fast i den sidste uge af det gamle.

Juleaften gik SÅ godt. Det er altid lidt risikabelt, når man blander familierne, men alle hyggede sig og starutten i særdeleshed. Hun serverede te til alle fra sit nye plastikstel. og sidst på aftenen sad hun og puttede med den hovedpude og juniordyne, som hun havde fået af os. og som var emballeret i fancypancy babapapa-sengetøj. Mere eksklusivt kan det vist ikke blive for en 2-årig.

Juleferien er gået med absolut ingenting. Fordelen ved at samle hele familien juleaften er, at man ikke skal piske rundt resten af ferien for at besøge dem. Vores fælles ferie plejer i øvrigt kun at gælde helligdagene, da det er svært for gemalen at få fri. I år var han dog heldig og skulle kun arbejde et par timer den 30 december og så hele nytårsaften.

Dagene er gået med at trække staruttens løbecykel op og ned af vejen (Jeps, TRÆKKE. De første dage sparkede hun sig fremad op til 10 meter af gangen, men nu nægter hun alt andet end at trække cyklen - hvilket hun i øvrigt gør med stor stolthed og insisterer på allerede kl. 6 hver morgen), spise kager, gå ture og se samtlige 20 afsnit af Forbrydelsen. (Hold da kæft hvor det lyder kedeligt, når jeg ser det på skrift, men det var det altså ikke.)

Starutten har også brugt ferien på at udvide sit ordforråd med mindst fire ord hver dag. Samtidig har hun også fået en masse at fortælle, og jeg må nok erkende, at jeg for altid har vinket farvel til de dejligt fredelige morgener, hvor vi sad og stenede over hver vores portion havregrød. (Til gengæld lover jeg jer en starutski-dansk ordbig, som i hvert fald undertegnede synes er ret brugbar.)

Ikke nok med at gemalen var på arbejde nytårsaften, så var Starutten også inviteret ud. Så jeg måtte jo finde mig en fest selv. Det var SÅ fedt at være i byen alene. Ikke fordi det ikke er sjovt, når gemalen er med, men i det her selskab ville han nok ikke have det helt lige så sjovt som mig - og så ville jeg jo heller ikke have det så sjovt.

Med to aflyste fester i december var det tiltrængt at komme ud at vifte med ørerne, og jeg blev noget overrasket, da klokken lige pludselig var blevet 4, selvom festen kun lige var startet.

Så blev det nyt år og efter en ekstra fridag i onsdags, blev jeg så småt klar til at vende tilbage til arbejde og hverdag. Men nøj hvor gad jeg godt, at 2012  og al dens dejlighed varede bare en lille smule længere...