Nøj, hvor er det længe siden jeg har været her. det er jo for galt! Jeg haft travlt med kedelige ting som sygdom
(influenza til mig, mavenonde og forkølelse til gemalen og 2 gange febersygt barn), spændende ting som opstart af ny blog (men ikke som erstatning for denne) og frustrerende hyggelige projekter som fastelavnskreationer og gardinsyning.
Kostumet blev helt okay, og derfor blev den klatøjede starut efter en uge i sygesengen sendt afsted til fastelavnsfest og tvunget i kostumet. Efter alle anstrengelserne var det jo fuldstændigt utænkeligt, at hun skulle gå glip af festlighederne bare på grund af lidt efterveer fra sygdommen.
Hun var godt nok pjevset ved afleveringen, men en time senere sendte de søde pædagoger en sms om, at hun havde det herligt og stolt viste sit kostume frem for alle. Det var jeg ret lettet over!
(okay, jeg var ret lettet over det, da jeg så sms'en kl. 15.30 - indtil da havde ravnemor her ikke lige tænkt så meget over det.)
Starutten er blevet så stor på det sidste. Jeg kan tydeligt huske, hvordan hun over et par uger gik fra at være baby til at være en lille pige. Nu er det vist tumlingetiden, der bliver vinket farvel til, og selvom det har været skønt, erdet helt uden vemod fra min side. Det er simelthen så fantastisk at opleve hende nu, hvor hun kan og vil en masse ting.
Altså på nær det der med
at sige morfar.
Farmor har hun fået helt styr på, men der var vist også lidt bedsteforældervilje inde over. Noget med en farmor, der satte en finger for barnets mund efter
far, så f lyden blev til et m, det der skulle have været farfar blev til farmor. Sådan noget gør morfar til gengæld ikke.
(Og godt for det. Starutten blev åbenbart så påvirket af den insistrende farmor, at morfar også blev opgraderet fra farfar til farmor)
I går sidder vi som så ofte og taler om MÅRfar, da starutten hiver fat i min halskæde. Jeg fortæller hende, at jeg har fået den af hendes oldefar, og straks siger barnet
onnefar. Så er det, at mor her tror hun er smart at sige
og jeg har fået min kjole af MÅRfar (hvilket i øvrigt er løgn). Tror I, at hun siger morfar? Noooope. Barnet siger bare
den er fiiiin med sin allermest nuttede stemme
. Det tog mig lige et par sekunder at beslutte, om jeg skulle være henrykt eller frustreret - og valgte så det sidste.
Så er det, at gemalen træder til. Nu skal barnet altså lære det. Basta. Han henter derfor sin
ejpop, for at vise starutten et billede af morfar. Starutten bliver himmelhenrykt ved synet. Vi fortæller hende meget pædagogisk med tydelige stavelser, at det er morfar. Starutten svarer bare
miin, og giver
ejpoppen et kys. Vi prøver igen
det er morfar, og starutten svarer
nej miin.
Og da gik det endelig op for os. Det er HENDES morfar, og derfor hedder han bare
miin. Er I vimmer, hvor blev morfar glad, da vi viderebragte vores nye erkendelse!